HÅNDBOLD: Det er som bekendt en anderledes tid at leve i, at spille håndbold i - og jagte sponsorer og ikke mindst servicere dem. Og dermed holde gang i omsætningen og håbet om en bedre fremtid.
Derfor har Odense Håndbold gravet dybt i kreativitetens muntre skuffe og lavet et VIP-koncept, som ikke er set nord for Helnæs og syd for Fyns Hoved i nyere tid - så vidt Sport Fyn erindrer det.
Når det ungarske storhold Györ på søndag klokken 16.00 kommer til Sydbank Arena for at spille en vital match i Champions League-gruppe, er der lukket for sponsor og tilskuere, men sponsorerne skal ikke lide nogen nød.
- Vi er nødt til at tænke i nye baner og hele tiden udvikle nye koncepter, og nu prøver vi så det her, siger direktør Lars Peter Hermansen til Sport Fyn.
Hjemme fra sofaen
Derfor inviteres sponsorerne til at afhente to gange VIP-menuer ved indgangen til Sydbank Arena, hal 2 i tidsrummet søndag klokken 12.45-13.30.
Direktør Lars Peter Hermansen, Odense HåndboldVi er nødt til at tænke i nye baner og hele tiden udvikle nye koncepter, og nu prøver vi så det her
- Så kan sponsorerne og deres ledsager køre hjem og nyde menuen, mens de glæder sig til tv-transmissionen af kampen, der starter klokken 16.00, siger Lars Peter Hermansen.
Menuen består af forret, hovedret, kaffe, vin, øl, kildevand og kage, og man må gå ud fra, at en stor del af søndagens kostpyramide dermed er på plads hos Odense Håndbolds ambitiøse bagland, mens de nyder gastronomiens glæder og hjemme i læder-ottomanen klør gravhunden i nakken midt i forventningens gratis natur - mens frokosten til spillerne op til kampen er af en mere beskeden og målrettet natur.
Og garanteret ikke kraftig ungarsk gullaschsuppe.
Györ topper
Györ topper lige nu gruppe B i Champions League foran CSKA Moskva og Brest, mens Odense Håndbold ligger på fjerdepladsen.
De to øverste hold i hver af de to otte-holds grupper går direkte til kvartfinalerne, mens nummer tre til seks får en ekstra chance via playoff-kampe ude og hjemme.
Realistisk set har Odense Håndbold en fair chance for at blive nummer tre eller mere fire.
- Det er vigtigt, at vi slutter så højt som muligt, fordi det giver nogle fordele, når man finder modstanderen fra den anden gruppe til playoff-kampene, siger Lars Peter Hermansen og hentyder til, at nummer tre fra Gruppe A formentlig skal møde nummer seks fra Gruppe B - und so weiter.
Liv i Beldringe
Györ sørger i øvrigt for tiltrængt og ekstra omsætning i lige nu pænt nedlukkede Odense Lufthavn, fordi de har chartret et fly, der lørdag flyver dem direkte til Fyns land. Det har Odense Håndbold også gjort et par gange i de sidst par sæsoner, men det er mere typisk for nogle af de velpolstrede østeuropæiske storhold, som naturligvis sparer en masse tid i et i forvejen hårdt presset program i dette forår.
Györ er femdobbelt Champions League-vinder, og de fleste triumfer er fra de seneste år.
Blandt stjernerne er Amandina Leynaud, Silje Solberg, Anita Görbicz, Kari Brattsett Dale, Anne Mette Hansen, Veronia Kristiansen og Stine Gredal Oftedal - så Odense Håndbolds spillere kan glæde sig til den maksimale udfordring i en kamp, der normalt ville have fyldt Sydbank Arena til randen med publikum.