Thurø: Planen om at bygge 26 nye boliger på Gambøt Havn eksisterer stadig.
Det fortæller Cai Larsen, som ejer den gamle værftsgrund, hvor de nye boliger skal bygges, og som stadig huser det nedlagte Thurøbund Yachtværft.
- Det er stadig planen at bygge boliger på grunden, men på grund af corona er det hele gået lidt langsommere end forventet. Men der arbejdes stadig på projektet, siger Cai Larsen.
Cai Larsen har ikke planer om at bygge på grunden selv. Det skal andre gøre, siger han.
- Nu er det ikke mig, der kommer til at stå for byggeriet. Jeg afhandler matrikelnummeret, så det er andre, der kommer til at stå for byggeriet. Jeg ligger lige nu i forhandling med flere købere, men jeg kan ikke sige noget om, hvornår et eventuelt salg er faldet på plads, siger han.
Han kan derfor heller ikke sige, hvornår selve byggeriet går i gang.
- Det er jo noget, som en eventuelt ny ejer skal svare på, men jeg forventer da, at der står noget klar inden for et par års tid, siger han.
Boligprojektet i Gambøt har været længe undervejs. I 2016 besluttede byrådet at ændre lokalplanen for området, således at det nye boligområde kunne blive en realitet. Det skete på trods af flere protester fra naboer, som mente, at byggeriet ville blive for højt.
Cai Larsen fik i forbindelse med ansøgningen til Svendborg Kommune tegnet et projekt hos C & W Arkitekter.
Cai Larsen, ejer af værftsgrunden i Gambøt på ThurøDet vil blive cirka det samme projekt, som en ny ejer kommer til at overtage, for det er jo det, der er givet tilladelse til. Så det holder vi os til. Der kommer ikke nogen nye vilde planer.
- Det vil blive cirka det samme projekt, som en ny ejer kommer til at overtage, for det er jo det, der er givet tilladelse til. Så det holder vi os til. Der kommer ikke nogen nye vilde planer, siger Cai Larsen og tilføjer, at det hele tiden har været hans plan at sælge værftsgrunden.
- Det har ikke været min plan at stå for noget byggeri, siger han.
Han fortæller, at han både har marinaen og værftsgrunden til salg.
- Jeg har igennem flere år gået og lavet reparationer på marinaen, fordi jeg ikke vidste, hvad en eventuelt ny ejer havde af ønsker. Men nu kan jeg ikke vente længere. Marinaen trænger til at blive renoveret, og jeg har derfor besluttet at lave en gennemgående renovering. Det er jo ikke nogen ulempe for dem, der eventuelt vil overtage marinaen og værftsgrunden, at der ligger en fuldstændig nyrenoveret marina, slutter Cai Larsen.