Annonce
Kommentar

Vær med til at sætte klimakampen på dagsordenen i Faaborg-Midtfyn

Det er så stort og komplekst, at det er svært at forstå. Det med den globale klimakrise og CO2-udledningen, der er løbet løbsk, verdenshavene som stiger, og vejr og landskaber og dyreliv som forandrer sig.

For hvad kommer klimaudfordringerne og klimaændringerne mon til at betyde i et boligkvarter i Årslev? Eller i et sommerhusområde ved Faaborg? Eller i køledisken i brugsen i Ringe?

Hvad betyder klimakrisen egentlig for dig og mig her i Faaborg-Midtfyn? Og hvad kan og bør vi egentlig gøre, dig og mig?

På avisens redaktioner i Ringe og Faaborg har vi sat os for at finde ud af, hvordan Faaborg-Midtfyn står i klimakampen. Hvad er den nuværende klimaindsats i vores vidtstrakte kommune? Hvor vi er på vej hen? Og hvad der skal sættes i gang?

Vi er på vej med en stribe historier om klimakampen helt lokalt, men vi vil også gerne have dine indspark. Hvad undrer dig, når det gælder klimaudfordringen i Faaborg-Midtfyn, og hvilke spørgsmål og problematikker, synes du, at vi på redaktionen skal undersøge og lave journalistik om? Skriv til os via https://spoergredaktionen.fyens.dk/faaborg-midtfyn, og så tager vi fat i så mange læserspørgsmål som muligt - og kommer med svar.

Svar på tiltale er der også den senere tid kommet til de klimaforkæmpere, som i årevis, vel nærmest et par årtier, har kæmpet for at få klimakrisen højere op på den politiske dagsorden, både lokalt, nationalt og globalt.

Op til folketingsvalget i juni sidste år eksploderede klimadagsordenen, og på kort tid er stort set alle partier i Folketinget blevet mørkegrønne, og Danmark har sat sig nogle af verdens mest ambitiøse klimamål.

Hvad det kommer betyde lokalt i Faaborg-Midtfyn er indtil videre svært at blive klog på, men det har vi brug for at blive klogere i en fart. Og som du kan læse i dagens avis i et interview med borgmester Hans Stavnsager (S), så er det også noget, politikerne i kommunalbestyrelsen har brug for at blive klogere på. Faaborg-Midtfyn Kommune har reelt ikke noget, der minder om en samlet klimapolitik, men det arbejdet sættes i gang i løbet meget kort tid, forsikrer borgmesteren.

At Faaborg-Midtfyn ikke er længere end som så med sin klimaindsats er tankevækkende, for det er snart 12 år siden, den dengang nystartede Faaborg-Midtfyn Kommune nedsatte et særligt klimaudvalg, der med den konservative politiker Grete Justesen i spidsen skulle komme med anbefalinger til lokale klimatiltag. Resultatet af klimaudvalgets arbejde er blandt andet det biogasanlæg ved Heden, som siden åbningen sidst i 2015 har omdannet gylle og andre rester fra landbrug for fødevareproduktion til grøn klimavenlig biogas.

Nogen fast og sikker forankring i Faaborg-Midtfyn Kommunes politiske liv fik klimaudvalget fra 2008 dog ikke, for så havde borgmester Stavnsager ikke i dagens avis været nødt til at kalde kommunens klimastrategi for ”outdated”. Men så er det godt, en ny lokal klimaindsats nu omsider er på tegnebrættet. Alt andet havde også været uforståeligt. For ikke at sige ansvarsløst.

Annonce
Tim Visti, lokalredaktør på Midtfyns-redaktionen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Samtale et vigtigt værktøj i demokratiet

Der kan siges meget om, hvordan det hele var bedre engang, hvor tosset magthaverne opfører sig, og hvordan det hele helt sikkert går helt ad Pommern til i vores tidligere så dejlige danske demokrati. Men så kan man også tage ud og møde sin statsminister, som 200 sydfynboer gjorde torsdag eftermiddag i Svendborg. Her gæstede statsminister Mette Frederiksen Debatteriet, hvilket sikkert ikke er gået din næse forbi, hvis du læser disse linjer. Og uanset hvad man ellers mener rent politisk, så er det sådan en aften, der bekræfter, at vi trods alt har fat i noget i Danmark. Landets politiske overhoved og almindelige danskere, høj som lav, ung som gammel, tæt på hinanden i respektfuld samtale med alt, hvad der hører sig til af debat, alvorlighed, grin, klappen og humor. Udover at være interessant og vitaminrigt var det i bund og grund også hyggeligt, som det kun bliver, når begge parter giver af sig selv. Statsministeren med en løssluppenhed og ironi, som jo altid begår sig bedre, når man er i lokale sammen. Og folket, der stiller sig op, griber mikrofonen og spørger til og fortæller om de sager, der ligger dem nært. Det er påfaldende, hvordan sådan en times samtale forløber helt anderledes end så meget andet politisk debat for eksempel på de sociale medier. Der blev ikke skældt ud, fundet på øgenavne eller afleveret en hård og vittig punchline, som endte med at optrappe en konflikt. Der blev snakket og lyttet respektfuldt til hinanden. Der var torsdag eftermiddag en imponerende spændvidde mellem spørgsmålene fra salen. Anbringelser, skærmtid, udligning, handicappede, klima og organdonation. Og selvom en statsminister selvfølgelig ikke kan eller vil svare på alt, er der altså en verden til forskel på at se Mette Frederiksen i en tv-debat og i forsamlingshus-rammerne i Debatteriet. Som det i øvrigt er med de fleste politikere. Også dem, som man har tendens til at ville skælde allermest ud. Måske kan vi alle lære af, hvad der sker, når vi kommer tættere på hinanden og kan se hinanden i øjnene, når vi skal snakke om det, der er svært. Både politikere, borgere og os i medierne. Så ser det heller ikke ud til, at det hele går så meget ad Pommern til.

Annonce