Annonce
Fyn

Gense læsermødet: Transportminister besvarede fynboers spørgsmål inden milliard-forhandlinger

De helt afgørende forhandlinger om de næste mange års infrastruktur på Fyn og i resten af landet er lige på trapperne. Inden da inviterer Fyens Stiftstidende til digitalt læsermøde med transportministeren torsdag aften. Se med, og stil dit spørgsmål til ministeren.

Torsdag aften sætter Fyens Stiftstidende transportminister Benny Engelbrecht (S) stævne til et digitalt læsermøde om fremtidens helt store investeringer i infrastruktur. Og du er mere end velkommen til at være med, når vi sender live med ministeren på Fyens.dk omkring klokken 19.

Nye veje, broer, togforbindelser eller noget helt fjerde? Forhandlingerne på Christiansborg nærmer sig med hastige skridt, og på mødet bringer vi fynboernes spørgsmål videre til Benny Engelbrecht (S), inden politikerne lægger arm og afgør, hvad de mange milliarder skal bruges til.

Spørgelysten har allerede været stor, og der bliver næppe tid til at få svar på alle spørgsmålene. Men vi gør vores bedste for at udvælge en række vidt forskellige spørgsmål og insistere på et godt svar fra ministeren. Har du et spørgsmål til ministeren, kan du skrive til os i boksen nederst i artiklen her.

Annonce
Billede fra livesending med transportminister Benny Engelbrecht (S).

Den seneste tid har vi præsenteret nogle af de store fynske, trafikale projekter, der er i spil ved forhandlingerne. Vi har fortalt om pendlere, der ønsker bedre forhold - enten på motorvejen eller i den kollektive transport.

Vi har fortalt om tilhængere og modstandere af idéen om en bro mellem Fyn og Als og en ditto over Kattegat. Og hver af disse fynboer har vi bedt formulere et spørgsmål til Benny Engelbrecht.

Hvad med klimaet?

Derudover er der kommet en stor bunke spørgsmål ind fra alle kanter af Fyn. Martin Winther-Gaasvig vil gerne have tænkt forskellige transportformer sammen af hensyn til klimaet:

- Vi skal reducere klimabelastningen, og vi skal gøre det lettere at vælge en klimavenlig transportform. Bør man så ikke, når nu man etablerer store enkelt projekter, samtidig se på den større sammenhæng mellem veje, busser, tog og cykelstier?, spørger han.

Også Birte Gam-Jensen er bekymret for klimaet:

- Hvordan hænger bro- og vejbyggeri sammen med tidens behov for at gøre noget for klima, miljø og sundhed?, vil hun vide.

Andre vil gerne have gjort noget ved flaskehalsen på Fynske Motorvej.

- Hvornår får vi tre spor syd om Odense, lyder det fra Mikkel Rehdin, der påpeger, at strækningen er en af de mest trafikerede i Danmark - og at køkørsel også udleder CO2.

Vil du have muligheden for at få besvaret dit spørgsmål af ministeren, kan du skrive det i boksen herunder eller som en kommentar til artiklen.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) stiller torsdag aften op til spørgsmål fra fynboerne, før det i den kommende tid går løs med forhandlinger om infrastruktur for et trecifret milliardbeløb. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce