Annonce
Udland

USA sender skarp kritik og advarsel til Myanmars militær

Nye fordømmelser hagler ned over militærstyret i Myanmar, efter at 18 demonstranter søndag blev dræbt.

Den amerikanske regering fordømmer Myanmars sikkerhedsstyrker for deres hårdhændede fremfærd over for demonstranter i landet.

Udenrigsminister Antony Blinken betegner det som "afskyelig vold". Han tilføjer, at USA vil arbejde for, at de ansvarlige bliver stillet til ansvar. Det skriver han i et tweet.

- Vi står urokkeligt sammen med Burmas modige befolkning, og opfordrer alle lande til at tale med én stemme for at støtte deres krav, afslutter Blinken sit tweet. Myanmar hed tidligere Burma.

Siden et militærkup 1. februar har der været kaos i det asiatiske land med daglige protester mod det nye styre.

Demonstranterne kræver den afsatte regering og dets leder, den demokratisk valgte Aung San Suu Kyi, genindsat.

USA har allerede indført sanktioner mod Myanmars fungerende præsident og adskillige ledende militærfolk. EU's udenrigsministre besluttede for en uge siden ligeledes at gøre det samme over for militærjuntaen.

Ifølge FN blev 18 demonstranter søndag dræbt i sammenstød med sikkerhedsstyrker.

Canadas udenrigsminister, Marc Garneau, betegnede søndag militærets metoder over for dets eget folk som "forfærdende".

Mens kritikken af militærstyret tager til fra det internationale samfund, gjorde demokratiforkæmpere i Myanmar sig klar flere protester mandag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ligeledes mandag er der planlagt et retsmøde med Aung San Suu Kyi. Hun blev anholdt på selve kupdagen, og det samme gjorde flere medlemmer af hendes parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD).

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce