Annonce
Debat

Unge Stemmer: Er du okay?

I stedet for at have travlt med at putte i kasser for vores egen skyld, burde vi tage os bedre tid til at lytte til hinanden. Nogle gange bliver vi nødt til at acceptere, at kriser ikke kan fikses nu og her. Lidelserne kan ikke trylles væk, men man kan være der, lytte og stille sig selv til rådighed.

Jeg er midt i udmarchen efter en gymnastikopvisning med min efterskole. Jeg går rank, smilende og målrettet af gulvet i takt med mit hold. Det skulle have været så godt. Jeg kunne have været helt korrekt, men jeg dansede forkert. Vi kommer af gulvet. Jeg føler, at jeg skal kaste op, maven gør ondt, og min hørelse lukker gradvist ned, så det føles, som om mit hoved bliver omsluttet af en lille boble.

Mine venner lægger mærke til at "strømmen går" og lyset i mine øjne slukkes.

"Er det det med maven igen?" er der en der spørger.

"Ja", svarede jeg bare.

Det var umuligt for mig at forklare, at det ikke var så simpelt.

Da jeg var 15 år, fik jeg konstateret en funktionel lidelse. En sygdom, som både er fysisk og psykisk, og derfor mere kompleks end som så. Jeg forstod det ikke, min familie forstod det ikke, og min omverden stod fuldstændig af i løbet af kort tid.

Jeg lærte hurtigt, at jeg var nødt til at forsimple eller omdøbe min sygdom for at kunne forklare mig for folk. Folk havde brug for at kunne putte mig i en kasse, for at kunne snakke med mig. Kassen kunne eksempelvis have mærkaten "stress", "spiseforstyrrelse" eller endda "glutenallergi".

I min svære periode er jeg blevet mødt på mange forskellige måder, når jeg har skullet forklare mig selv og min diagnose. Nogle mennesker løb skrigende bort med det samme. På andre kunne jeg se, at jeg mistede deres opmærksomhed, fordi min historie var for kompliceret. Folk har sjældent tid og overskud til kompleksitet. Nogle har forsøgt at trøste og lindre ved at fortælle mig, at jeg ikke var alene med bemærkninger som: "Jeg kender også en der …" eller "nåårh, det er ligesom engang hvor jeg …", og så videre.

Endelig er der de mennesker der forsøgte at lege Dr. Phil og prøvede at fikse mig på stedet. Rådene til min bedring var mange. Frisk luft, mere søvn, kostændringer, eller at jeg bare skulle tage mig sammen og op på hesten igen.

Fælles for dem alle er, at folk havde brug for at få mig i en kasse så hurtigt som muligt. Nu skal jeg selvfølgelig ikke kaste med æbler, når jeg selv er et skrog, for det ligger i menneskets natur at putte i kasser. Det hjælper os med at navigere og forholde os til svære situationer, og vi husker bedre, når ting er kategoriseret. Men der er ikke en kasse til alt og alle, og det gør ondt, og man føler sig afvist og misforstået, når man bliver opfattet så unuanceret.

I stedet for at have travlt med at putte i kasser for vores egen skyld, burde vi tage os bedre tid til at lytte til hinanden. Nogle gange bliver vi nødt til at acceptere, at kriser ikke kan fikses nu og her. Lidelserne kan ikke trylles væk, men man kan være der, lytte og stille sig selv til rådighed.

Vi kan selvfølgelig bedst lide at høre, at de, vi holder af, har det godt, og vi vil gerne vise, at vi er der for dem. Men når nogen har det skidt - på den ene eller den anden måde - er forslag til handling ikke altid det, der er behov for.

Vi kunne i stedet øve os i at sige: "Jeg er ked af at høre, at du har det sådan. Jeg vil gerne være der for dig."

Det kunne være en stor hjælp til, at personen føler sig knap så isoleret.

Vi glemmer at bruge tid på at passe på hinanden. Det kræver de enkleste midler at kunne stille sig til rådighed for et menneske, der er sårbart. Vi behøver ikke at kunne forstå andet, end at vedkommende har det svært.

Mit håb er, at vi kan blive bedre til at være nærværende, spørge: "Er du okay?" og mene det. De ord ville jeg ønske, at jeg var blevet mødt med noget oftere, i de år jeg var syg.

Annonce
Matilde Visti
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Kronik: EM i håndbold – vi skal lære af Slovenien

I disse uger spilles EM i håndbold. En turnering der tiltrækker sig både stor interesse og mediebevågenhed, særligt omkring de kampe, hvor det danske landshold deltager. Men hvor Danmark i denne turnering måtte forlade turneringen allerede efter det indledende gruppespil, så står en anden stor og mindre omtalt håndboldnation klar til weekendens semifinale og medaljekampe i Stockholm. Slovenien er et lille land, målt i omfang såvel som indbyggerantal. Landet er smukt og varieret som få, og mange danskere har på vej til feriedestinationer længere sydpå måske besøgt de eventyrlige områder omkring Bled Søen, eller jordens indre i Postojna grotterne. Men hvor det bjergrige slovenske landskab, adskiller sig fra det flade danske, så minder de venlige, veluddannede og gæstfrie Slovenere på mange punkter om os danskere. I Danmark er vi verdens førende håndboldnation. Vi har en velfungerende og i vores samfund dybt integreret foreningskultur, og i næsten alle byer dyrkes håndboldsporten i de kolde måneder ved hjælp af frivillige kræfter og båret af lokalområderne. I weekender og i ferier mødes unge danskere på kryds og tværs af vores land til turneringskampe og stævner. Mange voksne mennesker refererer ofte og har deres sociale omgangskreds med de mennesker, som har betydet så meget for dem i den særlige danske forenings- og håndboldkultur. I Danmark har vi også nogle af verdens bedste og mest fremmelige trænings- og talentmiljøer for de mest engagerede og hårdest trænende danske håndboldspillere. Alene på Sydfyn og i Oure/GOG-samarbejdet er der i årenes løb uddannet både nogle af verdens bedste håndboldspillere, men også en lang række spillere, der spiller i eliteklubber i såvel Danmark som i udlandet. Når vi har så stor succes med at uddanne dygtige håndboldspillere, så hænger det sammen med, at vi ikke blot fokuserer på de unges sport, men i høj grad bygger de unge menneskers personlighed op og uddanner dem til at kunne bruge det talent, som alle mennesker er født med, og som for nogle forløses i sporten og for andre i nogle af livets øvrige arenaer. Det er værdier og en tilgang til at arbejde med mennesker potentiale, som vi er stolte af, og som vi hele tiden ønsker at udvikle. I Slovenien ser man ikke blot nogle få sportsfolk dukke frem, og man ser ikke kun en unik årgang indenfor for eksempel håndbold, som pludselig dukker frem og i en kortere periode lykkes med gode resultater og godt spil. I den slovenske sportskultur er udviklingen af det hele menneske, nysgerrigheden, legen og samarbejdet med andre ligesom i Danmark en integreret del af det hele og myndige menneskes udvikling. I amerikansk basketball ser vi for tiden Luka Doncic agere som kreativ og myndig styrmand for sæsonens helt store overraskelse Dallas Mavericks. Doncic vil i årene frem være en superstjerne inden for basketsporten og vil med sin analytiske tilgang til spillet, sin legende teknik og sin sympatiske fremtoning danne skole for ungdommen. I Atletico Madrid har målmand Jan Oblak ageret en sikker og sympatisk sidste skanse gennem de seneste års optur for den spanske hovedstadsklub. I cykelsport er Primoz Roglic i disse år et stor navn, med en række sejre i de største løb. En sport han først sent er begyndt at perfektionere, tidligere var han skihopper og juniorverdensmester i 2007. Der kunne nævnes mange eksempler fra både den danske og den slovenske sportsverden. Kompetente mennesker, der har dygtiggjort sig og perfektioneret den sport, de har valgt at satse på. På alle de største adresser i håndboldendens øverste hierarki er der spillere fra Danmark. Paris, THW Kiel, Vezprem og Barcelona. Men på de samme adresser, som de kendte danskere befolker, er der ligeledes slovenske profiler, som måske er mindre kendte end Hansen, Landin, Møller og Lauge, men som hver især er mindst lige så store profiler på de samme hold, som de danske superstjerner. Bombac, Marguc, Dolenec, Blagotinsek og Zarabec er navne som håndboldinteresserede vil nikke genkendende og anerkendende til. Læg dertil Vardar-profilen i Champions League finalen 2019 Stas Skube, den kun 179 centimter høje playmaker, der med sin kreativitet og nærmest legende facon gjorde sine medspillere bedre og sine modspillere magtesløse. Blaz Janc, der som en hurtig og træfsikker fløj har været med i toppen af Europa med sin Polske klub Kielce, og som fra det kommende år skal bidrage til stjerneflokken i FC Barcelona. Listen kunne gøres endnu længere, og den kunne også inkludere profiler som Skube og Zvizej fra den danske liga. Til marts skal 118 elever og 11 voksne fra Oure Efterskole til Slovenien for at samarbejde og studere den slovenske sports- og håndboldkultur. Her skal eleverne mødes med jævnaldrende håndboldspillere fra Sloveniens største klub RK Celje Pivovarna Lasko. De unge fra Oure og Celje skal træne sammen, trænerne skal samarbejde om træningsmetoder, der skal spilles venskabskampe, og der skal spises middage holdene imellem. Udenfor den iøvrigt imponerende hal i Celje, skal eleverne besøge andre lokaler skoler, og forhåbentlig vil de unge finde ikke blot inspiration, men også menneskelig forståelse og respekt ved hinanden. Vi glæder os og nyder, at vi fra starten af vores samarbejde har mødt så stor velvilje og glæde ved vores slovenske venner. En indstilling, som har gjort det muligt at skabe relationer for de mange unge. For når bolden ruller i hallen, er det naturligvis et øjebliks fascination af konkurrence og tilhørsforholdet. Men for os, der arbejder med de unge håndboldspillere, så er den største fornøjelse og glæde at bygge videre på de demokratiske og menneskelige værdier, de unge har fået gennem deres opvækst i foreninger og skoler. Hvis spillet på banen har stor betydning, så har det i vores øjne endnu større betydning, hvad det er for mennesker og værdier, der giver spillet og mødet med andre mennesker mening. Derfor hviler vores øjne på Slovenien, og vi ønsker dem held og lykke med de afgørende kampe. Vi glæder os over, at Sydfyn og Slovenien med afsæt i unge mennesker i sporten er med til at skabe en god samarbejdende og forstående fremtid for vores unge mennesker og for vores demokratiske samfundsværdier. Held og lykke til Slovenien og til de øvrige hold i EM's afsluttende kampe. Danmark, vi ses til OL 2020.

Annonce