Annonce
Debat

Unge Stemmer: Er du okay?

I stedet for at have travlt med at putte i kasser for vores egen skyld, burde vi tage os bedre tid til at lytte til hinanden. Nogle gange bliver vi nødt til at acceptere, at kriser ikke kan fikses nu og her. Lidelserne kan ikke trylles væk, men man kan være der, lytte og stille sig selv til rådighed.
Annonce

Jeg er midt i udmarchen efter en gymnastikopvisning med min efterskole. Jeg går rank, smilende og målrettet af gulvet i takt med mit hold. Det skulle have været så godt. Jeg kunne have været helt korrekt, men jeg dansede forkert. Vi kommer af gulvet. Jeg føler, at jeg skal kaste op, maven gør ondt, og min hørelse lukker gradvist ned, så det føles, som om mit hoved bliver omsluttet af en lille boble.

Mine venner lægger mærke til at "strømmen går" og lyset i mine øjne slukkes.

"Er det det med maven igen?" er der en der spørger.

"Ja", svarede jeg bare.

Det var umuligt for mig at forklare, at det ikke var så simpelt.

Da jeg var 15 år, fik jeg konstateret en funktionel lidelse. En sygdom, som både er fysisk og psykisk, og derfor mere kompleks end som så. Jeg forstod det ikke, min familie forstod det ikke, og min omverden stod fuldstændig af i løbet af kort tid.

Jeg lærte hurtigt, at jeg var nødt til at forsimple eller omdøbe min sygdom for at kunne forklare mig for folk. Folk havde brug for at kunne putte mig i en kasse, for at kunne snakke med mig. Kassen kunne eksempelvis have mærkaten "stress", "spiseforstyrrelse" eller endda "glutenallergi".

I min svære periode er jeg blevet mødt på mange forskellige måder, når jeg har skullet forklare mig selv og min diagnose. Nogle mennesker løb skrigende bort med det samme. På andre kunne jeg se, at jeg mistede deres opmærksomhed, fordi min historie var for kompliceret. Folk har sjældent tid og overskud til kompleksitet. Nogle har forsøgt at trøste og lindre ved at fortælle mig, at jeg ikke var alene med bemærkninger som: "Jeg kender også en der …" eller "nåårh, det er ligesom engang hvor jeg …", og så videre.

Endelig er der de mennesker der forsøgte at lege Dr. Phil og prøvede at fikse mig på stedet. Rådene til min bedring var mange. Frisk luft, mere søvn, kostændringer, eller at jeg bare skulle tage mig sammen og op på hesten igen.

Fælles for dem alle er, at folk havde brug for at få mig i en kasse så hurtigt som muligt. Nu skal jeg selvfølgelig ikke kaste med æbler, når jeg selv er et skrog, for det ligger i menneskets natur at putte i kasser. Det hjælper os med at navigere og forholde os til svære situationer, og vi husker bedre, når ting er kategoriseret. Men der er ikke en kasse til alt og alle, og det gør ondt, og man føler sig afvist og misforstået, når man bliver opfattet så unuanceret.

I stedet for at have travlt med at putte i kasser for vores egen skyld, burde vi tage os bedre tid til at lytte til hinanden. Nogle gange bliver vi nødt til at acceptere, at kriser ikke kan fikses nu og her. Lidelserne kan ikke trylles væk, men man kan være der, lytte og stille sig selv til rådighed.

Vi kan selvfølgelig bedst lide at høre, at de, vi holder af, har det godt, og vi vil gerne vise, at vi er der for dem. Men når nogen har det skidt - på den ene eller den anden måde - er forslag til handling ikke altid det, der er behov for.

Vi kunne i stedet øve os i at sige: "Jeg er ked af at høre, at du har det sådan. Jeg vil gerne være der for dig."

Det kunne være en stor hjælp til, at personen føler sig knap så isoleret.

Vi glemmer at bruge tid på at passe på hinanden. Det kræver de enkleste midler at kunne stille sig til rådighed for et menneske, der er sårbart. Vi behøver ikke at kunne forstå andet, end at vedkommende har det svært.

Mit håb er, at vi kan blive bedre til at være nærværende, spørge: "Er du okay?" og mene det. De ord ville jeg ønske, at jeg var blevet mødt med noget oftere, i de år jeg var syg.

Matilde Visti
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Debat: Vindmøllerne om igen

Fyn

Mand voldtaget på institution

Annonce