Annonce
Debat

Unge Stemmer: En bus fuld af bobler

Jeg tror, at hvis bare et par stykker havde hjulpet den ældre dame med at råbe op, eller hvis buschaufføren havde undskyldt og sat hende af, så havde alle i bussen fået en bedre dag. Det samme gælder i brugsen eller i trafikken. Der skal ikke mere end et smil eller en undskyldning til for at rette op på vores fejl.

Jeg så træerne i langsomme, tunge glimt, mens jeg prøvede at holde øjnene åbne. Jeg var med bussen på vej hjem fra en lang skoledag på gymnasiet. Bussen var fyldt af mennesker og dermed også fyldt af bobler. Bobler af hver en tankestrøm fra de trætte studerende eller voksne på vej hjem fra arbejde, og som nu sad i deres egen verden.

Der var helt stille, kun nogle enkelte snakkede lavt med deres venner. Men pludselig hørtes et råb og alle boblerne sprang, som havde man prikket til dem men en nål. Midt i bussen stod en ældre dame og knugede hænderne fast om sin rollator, mens bussen kørte videre med fuld fart forbi hendes stoppested. Hun råbte op, men trods de sprængte bobler var der ingen, der gjorde noget. Den eneste, der til sidst reagerede på hendes opråben, var buschaufføren selv, som overraskende kun bandede og svovlede og lod hende ikke komme ud før næste stop. Hvorfor er der ikke nogen, der hjælper hende, tænkte jeg for mig selv, mens jeg lod min boble vokse igen. Men hvad jeg ikke tænkte var: Hvorfor gør jeg ikke noget?

Det her var bare ét eksempel på, hvordan vi lever i det moderne samfund. Som separerede, lukkede mennesker, der ofte går rundt i vores egen lille boble. Det er langt fra kun i bussen, at jeg oplever, hvordan vi mennesker glemmer at have øje for hinanden. I trafikken bliver der dyttet og løftet pegefingre, i brugsen bliver der bandet af kassedamerne - eller mændene - man skulle nødigt støde nogen.

De fleste har nok prøvet at være i supermarkedet, stå i kø i banken eller andre situationer, der finder sted på den anden side af de fire trygge vægge, uden de har nogen, de kender omkring sig. Det sker ofte for mig, når jeg venter på bussen. Til det ville mange unge mennesker højst sandsynligt vælge at bruge ordet akavet, men hvad er mere akavet end stilhed? Vi lever så meget i vores egen boble, at vi ikke tør møde det, der er udenfor.

Jeg mener ikke, at alle mennesker er ubarmhjertige. Der er masser af mennesker, der hver dag kæmper for at gøre verden til et bedre sted. Men du behøver ikke være læge, sygeplejerske eller klimaforkæmper for at gøre vores hverdag lidt rarere at være i.

Jeg bruger mange at mine vågne timer på at se stand-up, da jeg synes, det er en fantastisk måde at få et grin ud af dagligdagens små tragedier. Mange tror, at stand-up kun er platte jokes og perverse vittigheder, men finder man de rigtige shows, er de meget mere end det - og her kommer pointen: I går så jeg et show med Jonatan Spang, og han sagde en ting, som jeg hæftede mig ved. Han fortalte om hvordan danskere, der kommer hjem fra ferie, altid er så begejstrede over, hvor gæstfrit og åbent, det folkefærd, de har besøgt, har været. Hvortil han sluttede af med at sige, at det måske bare var os danskere, der er lukkede, gnavne mennesker.

Jeg tror, Jonatan Spang har fat i en pointe. Danmark er et meget lukket samfund. Hvor vores lukkethed kommer fra, kan I selv tænke lidt over, men jeg synes, det er vigtigt at tænke over, hvordan vi behandler hinanden.

Det kan lyde 60'er-agtigt, men jeg tror, at hvis bare et par stykker havde hjulpet den ældre dame med at råbe op, eller hvis buschaufføren havde undskyldt og sat hende af, så havde alle i bussen fået en bedre dag. Det samme gælder i brugsen eller i trafikken. Der skal ikke mere end et smil eller en undskyldning til for at rette op på vores fejl eller bare være høflige.

Forleden dag skulle jeg vente på bussen, og ved siden af mig stod end ældre herre. I hånden havde jeg det bedste redskab til at lave en boble, men jeg tog et aktivt valg om at putte telefonen i lommen og dermed være tilstede. Og ved I hvad? Det endte med, at jeg fik en fin samtale med den ældre mand, og pludselig var ventetiden ikke så lang igen. Måske skulle vi alle prøve at sprænge vores boble. Det tror jeg, at den ældre dame i bussen og mange andre ville blive rigtig glade for.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Svendborg Havn - igen, igen

Læserbrev: Fyns Amts Avis har bragt utallige indlæg om Svendborg Havns fremtid. Meningerne er mange, og følelserne er ofte kommet i kog. Medlemmerne i Svendborg Byråd er stort set enige om, at byen skal være et maritimt knudepunkt og mekka, hvor søfartens betydning for Svendborgs opståen er en vigtig faktor. Det er derfor ganske spændende at følge byrådets beslutninger og de indgreb, som skal føre Svendborg Havn frem til disse visioner. Jeg finder det utroligt fornuftigt, at Museet for Lystfartøjer skal væk fra havnen. De har intet at gøre der. Byrådet bør følge denne fantastiske beslutning op med at flytte Ring Andersens Værft ud i industrikvarteret. Det vil måske skabe nogle problemer med at forhale skonnerter og andre fartøjer fra havnen og ud til værftet, men den mindre udfordring kan sikkert løses. Samtidig bør man bede Petersen og Sørensen om at flytte væk fra havnen, måske til det gamle Lindø Værft på Nordfyn. Prøv at forestille jer hvilke muligheder det vil give for en udvikling af havneområdet. Byrådet skal ikke længere tage hensyn til erhverv på havnen, og alle de planlagte ønsker kan nu føres ud i livet. Rådhus, bibliotek, teater, jobcenter og andre maritime kulturinstitutioner kan nu frit indrettes på Frederiksøen, hvor der også kan blive plads til et passende antal parkeringspladser. I forlængelse af det planlagte navigationsskolebyggeri kan der rundt kajkanten bygges flere andre glashuse med kontorer og beboelse. Svendborg Havn kan fuldt udbygget komme på højde med København, Nyborg og andre havnebyer, hvor alt det gamle maritime bras er udskiftet med moderne og nutidigt byggeri. Nå, spøg til side – og hvorfor blander en langelænder sig egentlig i et Svendborg-anliggende? Jeg er for ganske mange år siden født og opvokset ved Christiansminde, hvor havnens lyde med Langelandsfærgens dampfløjte og skibsværftets hamren var en velkommen og naturlig del af hverdagen. Der var liv på havnen, og Svendborgs indbyggere følte stolthed over byens maritime kulturarv. Svendborg bærer en stor del af skylden for, at jeg senere i mit voksne liv har været beskæftiget i skibsfarten og ved havnene. Det skærer derfor i mit gamle hjerte, når jeg efterhånden må konstatere, at Svendborg Havn lidt efter lidt bliver omdannet til ikke et maritimt knudepunkt, men derimod til beboelse og kultur. Kultur er en god ting, men hvad med den maritime kulturarv? Fyns Amts Avis har i Søsiden, hvor Søren Stidsholt Nielsen uge efter uge bringer spændende og oplysende artikler om det maritime liv rundt omkring i Danmark, beskrevet, hvorledes Holbæk Kommune har reserveret store dele af havnefronten til maritime formål. I kølvandet af denne beslutning er der dannet en almennyttig forening, Kystliv, hvis formål er, at kunne bruge den rige, lokale maritime kulturhistorie til at skabe værdi i vores moderne samfund, herunder at etablere en ramme for gode fritidsliv, undervisning, inkluderende projekter og fællesskab samt at tiltrække turister og dermed styrke byen. I en anden af kommunens haller, som er stillet til rådighed for Nationalmuseet, kan publikum følge med i renoveringen af galeasen Anna Møller af Svendborg. Holbæk Havn lægger desuden kajer til flere af Nationalmuseets andre fartøjer. I min tid som havnechef i Struer var jeg medstifter af foreningen Nordvestjysk Fjordkultur. Denne forening er i lighed med Kystliv i Holbæk med til at fremme den maritime kulturarv. Det er skræmmende, at Svendborg med sin historiske maritime betydning ikke satser mere på sin søfartshistorie. Svendborg Museum burde for længst have etableret et søfartsmuseum og Svendborg Kommune skulle følge i Holbæk Kommunes fodspor. Spark nu lidt til chefen for Svendborg Museum. Køb Baagøe & Riber-grunden med bygninger. Her kan der etableres det maritime mekka med søfartsmuseum og arbejdende værksteder, som alle vi gamle svendborgensere sukker efter. Jeg er sikker på, at den nuværende ejer, Erik Skjærbæk, vil sælge på samme fordelagtige vilkår, som han erhvervede den 3500 kvadratmeter store grund tæt ved havnefronten. Var det ikke for to millioner kroner? Kom nu i gang, så Svendborg Havn ikke ender som Nyborg og København, hvor glashusene overtager kajerne.

Annonce