Annonce
Debat

Unge Stemmer: En bus fuld af bobler

Jeg tror, at hvis bare et par stykker havde hjulpet den ældre dame med at råbe op, eller hvis buschaufføren havde undskyldt og sat hende af, så havde alle i bussen fået en bedre dag. Det samme gælder i brugsen eller i trafikken. Der skal ikke mere end et smil eller en undskyldning til for at rette op på vores fejl.

Jeg så træerne i langsomme, tunge glimt, mens jeg prøvede at holde øjnene åbne. Jeg var med bussen på vej hjem fra en lang skoledag på gymnasiet. Bussen var fyldt af mennesker og dermed også fyldt af bobler. Bobler af hver en tankestrøm fra de trætte studerende eller voksne på vej hjem fra arbejde, og som nu sad i deres egen verden.

Der var helt stille, kun nogle enkelte snakkede lavt med deres venner. Men pludselig hørtes et råb og alle boblerne sprang, som havde man prikket til dem men en nål. Midt i bussen stod en ældre dame og knugede hænderne fast om sin rollator, mens bussen kørte videre med fuld fart forbi hendes stoppested. Hun råbte op, men trods de sprængte bobler var der ingen, der gjorde noget. Den eneste, der til sidst reagerede på hendes opråben, var buschaufføren selv, som overraskende kun bandede og svovlede og lod hende ikke komme ud før næste stop. Hvorfor er der ikke nogen, der hjælper hende, tænkte jeg for mig selv, mens jeg lod min boble vokse igen. Men hvad jeg ikke tænkte var: Hvorfor gør jeg ikke noget?

Det her var bare ét eksempel på, hvordan vi lever i det moderne samfund. Som separerede, lukkede mennesker, der ofte går rundt i vores egen lille boble. Det er langt fra kun i bussen, at jeg oplever, hvordan vi mennesker glemmer at have øje for hinanden. I trafikken bliver der dyttet og løftet pegefingre, i brugsen bliver der bandet af kassedamerne - eller mændene - man skulle nødigt støde nogen.

De fleste har nok prøvet at være i supermarkedet, stå i kø i banken eller andre situationer, der finder sted på den anden side af de fire trygge vægge, uden de har nogen, de kender omkring sig. Det sker ofte for mig, når jeg venter på bussen. Til det ville mange unge mennesker højst sandsynligt vælge at bruge ordet akavet, men hvad er mere akavet end stilhed? Vi lever så meget i vores egen boble, at vi ikke tør møde det, der er udenfor.

Jeg mener ikke, at alle mennesker er ubarmhjertige. Der er masser af mennesker, der hver dag kæmper for at gøre verden til et bedre sted. Men du behøver ikke være læge, sygeplejerske eller klimaforkæmper for at gøre vores hverdag lidt rarere at være i.

Jeg bruger mange at mine vågne timer på at se stand-up, da jeg synes, det er en fantastisk måde at få et grin ud af dagligdagens små tragedier. Mange tror, at stand-up kun er platte jokes og perverse vittigheder, men finder man de rigtige shows, er de meget mere end det - og her kommer pointen: I går så jeg et show med Jonatan Spang, og han sagde en ting, som jeg hæftede mig ved. Han fortalte om hvordan danskere, der kommer hjem fra ferie, altid er så begejstrede over, hvor gæstfrit og åbent, det folkefærd, de har besøgt, har været. Hvortil han sluttede af med at sige, at det måske bare var os danskere, der er lukkede, gnavne mennesker.

Jeg tror, Jonatan Spang har fat i en pointe. Danmark er et meget lukket samfund. Hvor vores lukkethed kommer fra, kan I selv tænke lidt over, men jeg synes, det er vigtigt at tænke over, hvordan vi behandler hinanden.

Det kan lyde 60'er-agtigt, men jeg tror, at hvis bare et par stykker havde hjulpet den ældre dame med at råbe op, eller hvis buschaufføren havde undskyldt og sat hende af, så havde alle i bussen fået en bedre dag. Det samme gælder i brugsen eller i trafikken. Der skal ikke mere end et smil eller en undskyldning til for at rette op på vores fejl eller bare være høflige.

Forleden dag skulle jeg vente på bussen, og ved siden af mig stod end ældre herre. I hånden havde jeg det bedste redskab til at lave en boble, men jeg tog et aktivt valg om at putte telefonen i lommen og dermed være tilstede. Og ved I hvad? Det endte med, at jeg fik en fin samtale med den ældre mand, og pludselig var ventetiden ikke så lang igen. Måske skulle vi alle prøve at sprænge vores boble. Det tror jeg, at den ældre dame i bussen og mange andre ville blive rigtig glade for.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Klumme: Hold havnen åben for os alle

Nå, så blev rammerne for næste etape i byggeriet på Jessens Mole med stort flertal vedtaget i byrådet. Det kunne man læse i Fyns Amts Avis 1. april, altså på en dag, der ellers inviterer til sjov og ballade. Byrådets beslutning giver dog ikke meget at grine af, hvis man – som jeg – mest hælder til en forsigtig og velovervejet havneudvikling, der har blik for områdets historie. Vedtagelsen åbner for en byggehøjde på 13 til 16 meter, altså på linje med nabobyggeriet, der i folkemunde og af åbenlyse årsager omtales som Fort Skjærbæk. Det svarer til fem etager og en bebyggelsesprocent på 150. Med det udgangspunkt er det temmelig svært at forestille sig andet end et massivt byggeri som førnævnte nabobygning, der i den grad lukker sig om sig selv og holder Svendborg ude. Superærgerligt for os, der helst ser havnen bevaret som et område i byen, vi har adgang til og endda lyst til at opholde os i. Tænk på de rekreative muligheder, det lille areal kunne byde på. Men nej. Der skal bygges. Specifikt skal der bygges lejligheder i den dyre ende af skalaen. Byrådsmedlem og Venstre-leder Mette Kristensen udtaler i den anledning, at ”Vi skal have det perspektiv, at ... vi sikrer den gode udvikling og forhåbentligt også tiltrækker tilflyttere, der vil bruge nogle penge i vores butikker og restauranter.” Man aner her en glad pippen fra de mange fugle på taget. Vi håber, at vores flotte nye huse kan tiltrække folk udefra, der kan give flere midler i kommunekassen. Men hvad ved vi egentlig? For det første: Vi kunne jo sagtens ende med en ren intern rokade, hvor havnens nye beboere er flyttet dertil fra et andet sted i kommunen. Det oplagte eksempel er det midaldrende par uden hjemmeboende børn, der ikke længere har brug for pladsen i deres parcelhus. Som de så har solgt til et yngre par med små børn, der fraflytter en lejlighed et sted i kommunen. Det får jo ikke skattegrundlaget til at stige, ej heller forbruget i Svendborgs butikker og cafeer. For det andet: Sikrer vi os overhovedet, at de nye lejligheder forsynes med bopælspligt, så de ikke blot kan ende som fritidsboliger for mennesker, der lægger deres skattekroner andetsteds? Kan en investor – som tilfældet var med Skjærbæks byggeri – gøre nye krav gældende (for eksempel om bopælspligt), efter en købsaftale med kommunen er indgået? Hvad er vores sikkerhed for, at vi ikke bliver mødt med en byge af uafviselige nye krav fra investorer, når først en aftale er i hus? Sporene fra Svendborgs erfaringer med havnebyggeri i nyere tid skaber grobund for bekymring, og i det hele taget savner man en benhård analyse af for og imod til erstatning for forhåbninger og synsninger. Og så er der jo alt det værdimæssige. Hvordan kan byggeri af dyre lejligheder i lukkede enklaver overhovedet være et projekt i en gennem vildt mange år socialdemokratisk ledet kommune? Hvorfor stiller borgmester Bo Hansen (S) og partifæller sig ikke i spidsen for eksempelvist byggeriet af en lille stribe almennyttige boliger i stedet? Boliger, der er til at betale for mennesker uden de store penge på kistebunden? Eller hvorfor ikke kæmpe for den Folkets Havnepark, der før har været på tale? Måske er de lokale erhvervsfolk stadig villige til at åbne portemonnæen i den sympatiske sags tjeneste? I det hele taget: Hvorfor ikke skabe et havneområde, der kommer hele byen til gode i stedet for blot at udbygge den hermetisk lukkede boligmasse på højst usikre betingelser. Det er trods alt vores – skatteborgernes – by, ikke investorernes. Og der er ikke noget i byrådets beslutning, der ikke kan omgøres. Det er ikke naturlove, vi er oppe imod her.

Erhverv

Butikkerne lider: Men loyale kunder i lokalsamfund kan gøre livet lettere efter krisen

Annonce