Annonce
Klumme

Unge stemmer: Du er ikke din ordblindhed

Ordene ville aldrig helt falde på plads og hoppede rundt på siderne, og jeg kunne aldrig stave til de ting, som jeg gerne ville skrive. Det var enormt frustrerende ikke at kunne skrive en enkelt sætning uden at være i tvivl om, om jeg havde stavet det rigtigt.

Bláskógabyggð. Dette er navnet på en kommune i det vestlige Island, og en rigtig god repræsentant for, hvordan min verden ser ud, når jeg møder et nyt ord, når jeg læser. Der er en masse bogstaver og de giver ikke mening. Jeg lider nemlig af det, som hedder dysleksi, bedre kendt som ordblindhed. Denne information fik jeg en måned før, jeg fyldte 18 år, og lige var begyndt på Svendborg Gymnasium. Det var en ekstrem lettelse. Jeg havde det, som om brikkerne endelig faldt på plads, og jeg nu forstod mig selv.

Hele min skoletid har været præget af at føle mig lidt bagud. Jeg var på det faglige plan altid flere skridt efter de andre i klassen. Det tog mig længere tid at knække læsekoden, hvilket generede mig meget, da jeg elsker at læse. Når man er barn og teenager er det ikke en god følelse at føle sig uden for fællesskabet. Den følelse havde jeg i mange år. Man vil allerhelst bare passe ind og være ligesom alle de andre. Jeg havde rigtig svært ved at læse og stave, da jeg gik i grundskole. Ordene ville aldrig helt falde på plads og hoppede rundt på siderne, og jeg kunne aldrig stave til de ting, som jeg gerne ville skrive. Det var enormt frustrerende ikke at kunne skrive en enkelt sætning uden at være i tvivl om, om jeg havde stavet det rigtigt.

Jeg husker tydeligt en episode i fjerde klasse, hvor jeg havde fået en opgave i dansk. Jeg skulle skrive rejsedagbog i 14 dage. Selve opgaven, det at skrive en dagbog, faldt mig ikke svært. Jeg havde en masse sætninger og gode idéer til, hvad jeg ville skrive inde i mit hoved, men jeg kunne ikke få ordene ned på papiret. Jeg blev nødt til at spørge mine forældre hvert tredje sekund "hvordan staver man til det?" og "har jeg stavet det her rigtig?" Denne egentlig sjove opgave blev for mig svær og noget af en kamp.

Det at være ordblind er ikke en dans på roser, men efter noget tid finder man strategier og måder, hvorpå man kan hjælpe sig selv. Ordblindhed stopper ikke en fra at nå sine drømme. Hvis man lider af ordblindhed, som jeg, kan man for eksempel sagtens blive forfatter og skrive en bog - en bog fyldt med bogstaver. Det er på igen måde umuligt. Det kræver dog, at man kæmper for det. Hvorfor skulle ens ordblindhed stoppe en? Jeg mener ikke, at det er bogstaverne, der stopper en. Ja, de giver ekstra udfordringer, men dem møder man alligevel mange af på ens vej i livet.

Det er ens egne tanker, ens tro på sig selv og én selv, der begrænser og stopper drømmene. Det at man fortæller sig selv, at man ikke kan. I grundskolen troede jeg heller ikke, jeg kunne. Det var den tanke, jeg vågnede op med, og som jeg gik i seng med. Jeg gjorde det på igen måde let for mig selv. Det var først, da de tanker stille og roligt forsvandt, og jeg begyndte at tro mere på mig selv, jeg fandt ud af, at min ordblindhed ikke stoppede mig, og at der var mange veje rundt om den og folk, der gerne ville hjælpe mig.

Jeg ved ikke præcist, hvor denne tro på mig selv kom fra, men jeg tror den kom på grund af menneskene omkring mig. De troede på mig, da jeg ikke troede på mig selv.

Denne opdagelse har været med til at ændre mit liv for altid. Derfor opfordrer jeg alle, som også har dysleksi til at snakke med deres familie, venner eller lærer, om de udfordringer, som dukker op i hverdagen på grund af handikappet, og hvordan de kan hjælpe en med at overkomme disse udfordringer.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Vi skal stå sammen om Langeland

"En af de første og vigtigste opgaver for landets 98 nytiltrådte kommunalbestyrelser bliver at skaffe sig et økonomisk råderum. Citat: Økonomiske eksperter og garvede eksborgmestre i nyhedsmagasinet Danske Kommuner januar 2018. Ja, så. "Kommmunerne skal ikke forvente gaveregn fra centralt hold", lød det fra cheføkonom Morten Mandøe, KL, og han opfordrede lokalpolitikerne til at sætte nogle klare økonomiske pejlemærker for udviklingen de kommende fire år. Så langt, så godt. "Grundvilkårene vil altid være forskellige fra kommune til kommune. Men uanset om man sidder i en situation, hvor det går den ene eller anden vej, er det afgørende vigtigt, at man som politiker stiller sig i spidsen for en økonomisk politik, hvor man sørger for at skabe en økonomisk balance - altså tilpasser det serviceniveau, man har i kommunen til de økonomiske realiteter", pointerede kommunalforsker Kurt Houlberg, VIVE, med fokus på et "prioriteringsrum". Undskyld mig, tror de også på julemanden. Langeland Kommune er ikke et Disneys juleshow. Men en kommune med rigtige mennesker, der har brug for kommunal service på lige vilkår. Vi har sat pejlemærker på børn og ældre. Det er jo så at sige en gratis omgang at komme med et godt råd, når virkeligheden efterfølgende dokumenterer, at der i et anstrengt kommunalt budget ikke er en gaveregn til at fremtrylle et økonomisk kommunalt råderum - dette, i øvrigt, udefinerbare, hypotetiske instrument i moderne dansk politik. I hvert fald ikke i demografisk, socialt og økonomisk udfordrede Langeland Kommune, hvor det for alvor blev virkelighed få timer før 1. behandlingen af budget 2020, da en ansøgning om fattighjælp fra staten blev reduceret fra 58 millioner kroner til 40 millioner kroner. Altså blev det udefinerbare økonomiske råderum på Langeland reduceret med 18 millioner kroner. Og mere til, vel sagtens, fordi der er andre økonomiske hængepartier i sparekataloget. Og det her er "alvorligt", som Venstres tidligere borgmester Bjarne Nielsen gentog igen og igen i sin budgetordførertale. Han har ret. Men pas nu på med for mange skræmmebilleder. Som Bo Nissen (K) påpegede, skal vi forstå at skabe sammenhold i kommunalbestyrelsen, hvis opgaven at skabe balance i tingene skal lykkes. Eller som borgmester Tonni Hansen (SF) sagde, så drømmer han om, at en retfærdig kommunal udligningsreform snarligt tager form: "Jeg smiler med et ene øje, og græder med det andet." Men en kommunal udligningsreform ligger ikke og lurer lige rundt hjørnet. Det bliver op ad bakke. De rige kommuner med lav kommuneskat gider os ikke. Så vi må klare os selv. Og stå sammen om Langeland. Sådan. Langeland Kommunalbestyrelse ser på tingene med et menneskeligt ansigt og er enig om at frede socialt udsatte/sårbare børn og ældreområdet for besparelser. Udfordringen er, om det kan lade sig gøre, når det kommer til stykket, og budgettet skal hænge sammen. 18 millioner kroner er mange penge i et i forvejen udfordret kommunalt budget. Derfor har Folketinget et stort ansvar. Den socialdemokratiske mindretalsregering snakker om at styrke velfærden, men jeg synes jo nok, at staten, altså regering og Folketinget, med de seneste svingende udmeldinger til en finanslov svigter sin rolle med at skabe balance og forståelse i Danmark. Må jeg citere fra min kronik med overskriften "Besparelser rammer socialt skævt" i Fyns Amts Avis søndag 14. juli: "Folketinget har et stort ansvar for, at tingene, altså den kommunale service, hænger demografisk, socialt og økonomisk, altså landsdækkende, retfærdigt sammen i landets kommuner." Selv om signalerne fra Slotsholmen er udefinerbare vil jeg opfordre til, at temaer som livskvalitet, værdighed, bæredygtighed og tilgængelighed skal være fire vigtige overskrifter, når de politiske partier i Langeland Kommunalbestyrelse nu skal forhandle sig til rette og efterfølgende vedtage et 2020-budget, der hænger sammen, fordi det skal selvfølgelig være borgerne før systemet. Lad mig citere fra den politisk vedtagne værdighedspolitik på ældreområdet: "Det er kommunens holdning, at alle mennesker har værdi, og alle mennesker skal vide, at de har værdi. Dette kaldes menneskelig værdighed ... Denne ramme skal netop sikre et øget fokus på livskvalitet." Lad mig citere fra: 1) handleplanen for det specialiserede børneområde 2019-2024 og 2) på børnehaver i sparekataloget 2020: Ad1) "En tidlig, forebyggende indsats, hurtig og relevant hjælp til børn, unge og familier, som har brug for det ... I 2018 anvendte vi 20 procent på forebyggende indsatser og 80 procent på anbringelser. Et ambitiøst bud er, at vi i 2024 anvender 35 procent af vores midler på forebyggende indsatser, og at der samtidig sker et fald i antallet af anbragte børn samt at børn, som er anbragt, for en større dels vedkommende er anbragt i plejefamilier frem for på institution." Ad2) "Enhver besparelse i dagtilbud vil ramme børnene og i sidste ende ramme børn i udsat position hårdest, fordi de har et større behov for voksne, som hjælper dem med at indgå i gode, sociale relationer med andre børn ... Samtidig har vi forholdvis mange børn i udsat position på Langeland, hvor forældrene ikke har tilstrækkelige ressourcer til at give den fornødne omsorg. For nogle af disse børn er omsorgen fra betydningsfulde voksne i dagtilbud helt afgørende for en sund udvikling. Langeland Kommune har en opgave med at give alle børn lige reelle muligheder for at udvikle deres potentialer". Konklusion: Vi skal hverken spare på ældrepleje/omsorg eller den forebyggende indsats i daginstitutioner eller skoler. Fordi det ville være en forkert prioritering. Det må og skal de kunne forstå derinde på tinge.

Annonce