Annoncørbetalt indhold

Unge fynboer besøger verdensfirma

Eleverne kender os bedre end naboerne.

Danmarks kommende ingeniører besøger jævnligt Stiges store, internationale virksomhed.

Bilister over hele kloden træder på bremsen. Hver dag. Millioner af gange. I anerkendte bilmærker som Folkevogn, Opel, Ford, Mercedes, BMW, Audi, Peugeot og Citroën.

Naturligvis ved disse trafikanter ikke, at personvognens komponenter til bremsebelægning og støjbegrænsende installationer kan være produceret af virksomheden Meneta i Stige.

Det er der i øvrigt heller ikke mange danskere, der gør.

”Da 98 procent af de råvarer, vi producerer, sælges i udlandet, er vi ikke specielt synlige herhjemme. Formentlig er der folk i Stige, som ikke ved, vi eksisterer”, fortæller Christian Kruse. Han er 37 år, operations director i Meneta og dermed ansvarlig for produktion og supply i Danmark.

Ikke mindst derfor tager virksomheden åbent mod de HTX-elever fra Odense, som har valgt teknikfag inden for området maskinteknik eller fokuserer på teknologi i deres studieretning. Samarbejdet mellem Meneta og Odense Tekniske Gymnasium er af ældre dato. Det har stået på i 15-20 år. Til begge parters tilfredsstillelse. Odense Tekniske Gymnasium lægger vægt på, at eleverne ikke uddannes i en osteklokke uden berøring med tilværelsen derude. Også Meneta-ledelsen ser en fordel i kontakten.

Første fabriksbesøg

”Vi stiller gerne op til HTX-ernes besøg. For os er det interessant at møde de næste kuld af ingeniører og få indtryk af den pipeline, der i fremtiden skal skaffe os ny viden. Det er dem, der skal skabe de kommende arbejdspladser, også for ufaglærte. Og nogle af eleverne stiller faktisk spørgsmål, vi ikke selv har vendt, mens andre aldrig før har været på en fabrik”, fortæller Christian Kruse.

For ham giver besøgene udefra også anledning til at understrege, at selv om Odense gennem de sidste fem år har mistet store industrivirksomheder som for eksempel Lindø Værftet, så er nogle få, velfungerende stadig tilbage. Billedligt talt hejser Meneta flaget ved HTX-ernes ankomst for at vise, at ikke al industri på Fyn er sygnet hen.

Annonce

Verden er ufattelig lille

Tværtimod. Allerede nu har Meneta 185 ansatte i Stige og desuden salgssamarbejde med datterselskaber i Indien og Kina. Men virksomheden vil ekspandere endnu kraftigere den kommende tid.

”Verden er blevet ufattelig lille, og vi øger indsatsen kraftigt ude i verden”, siger Christian Kruse.

Der ekspanderes i Dalian i Nordkina og i New Delhi, Indien, lige som Meneta etablerer testcenter i Koblenz, Tyskland, og snart også i Jacksonville, USA.

Alt dette ved adskillige HTX-ere fra Odense mere om end naboerne i Stige. Christian Kruse støbte i øvrigt selv fundamentet til sin erhvervskarriere via en teknisk studentereksamen fra Skjern Tekniske Skole. Han fik huen på i 1995. Uddannelsesvalget blev truffet i et samråd mellem Christian og hans far.

”Vi var enige om, at mange fag på det almene gymnasium var irrelevante for mig. Latin, oldtidskundskab og den slags. De humanistiske fag med andre ord. Jeg ønskede en faglig uddannelse, og den fik jeg som HTX-er”, fortæller Christian Kruse.

Læs også Flere vil på teknisk gymnasium

Om Annoncørbetalt indhold

Annoncørbetalt indhold er et annonceformat, der er blevet til i samarbejde mellem Jysk Fynske Mediers kommercielle afdelinger og en annoncør.

Jysk Fynske Mediers uafhængige redaktionelle medarbejdere er således ikke involveret i nogen faser af udviklingen af det betalte indhold. Lige som annoncørerne ikke har nogen indflydelse på det redaktionelle indhold på Jysk Fynske Mediers nyhedssites.

Når en artikel er markeret med ’annonce’ eller ‘annoncørbetalt indhold’, betyder det, at en annoncør har betalt for artiklen og har haft indflydelse på indholdet i den konkrete artikel.

Annoncørbetalt indhold skal leve op til Jysk Fynske Mediers nyhedssites øvrige stil, tone og den generelle kvalitet, som læserne normalt forventer sig at møde.

Annoncørbetalt indhold vil altid være tydeligt afmærket med ‘Annoncørbetalt indhold’ og annoncørens logo for at gøre det tydeligt for vores læsere, at artiklen er betalt. Desuden vil valg af skrifter, farver og design adskille sig fra Jysk Fynske Mediers uafhængige redaktionelle artikler for at undgå forveksling.