Annonce
Faaborg-Midtfyn

Ugens indspark: Husk disse ord - også når epidemien er ovre

Eva Frellesvig, Faaborg Museum, har en opfordring til os alle i "Ugens Indspark". Privatfoto

”Det, du gør nu, gør en forskel”.

Sådan lyder en venligt opmuntrende kvindestemme jævnligt i radioen i disse dage. Herpå følger myndighedernes retningslinjer for, hvordan vi alle bedst bidrager til at mindske spredningen af coronavirussen mest muligt. Vi bliver indprentet, at vi alle har et ansvar, vi kan og skal varetage. Vores handlinger har en effekt, ikke bare for os selv, men for hele samfundet. En person, der ikke tager sig selv alvorligt som smittebærer, kan påvirke mange, og påvirkningen kan i sidste ende være fatal for andre. Pludselig bliver vi mindet om, at vi alle er forbundet, om vi vil det eller ej.

At der på så kort tid skulle indføres så vidtrækkende tiltag i vores hverdag her i landet, kunne de færreste nok have forestillet sig for 10 dage siden. Bliver der skudt over målet?

Storbritannien og Sverige har indtil videre valgt en mere afslappet strategi. Er der et element af hysterisk katastrofetænkning i de skrappe tiltag?

Det siger nogle, men der går uger eller måneder, før vi ved det.

Hvis man ser på den voldsomme situation med mange alvorligt syge på én gang, som har væltet det italienske hospitalsvæsen på meget kort tid, virker det bedre at gøre for meget end at gøre for lidt.

Og der er blevet gjort meget.

Mange af de aktiviteter, vi synes bidrager til vores livskvalitet, er sat i bero: Rejser, koncerter, fester, cafébesøg, fejring af livets højtider med venner og familie. At færdes på biblioteket, gå i skole og uddanne sig og udveksle tanker på uddannelsesinstitutioner, at lege sammen. Der er blevet vedtaget vidtrækkende lovgivning, der giver mulighed for at gribe ind i den enkeltes personlige frihed – det er noget, vi skal huske at drøfte, når krisen er forbi.

For nogle er konsekvenserne kedsomhed og ensomhed. For andre er de langt mere indgribende. På trods af, at der arbejdes intensivt i Folketinget på at etablere en vifte af hjælpepakker, der skal understøtte alle dem, der bliver ramt på deres indtægt og levegrundlag, vil der uden tvivl være mange, som bliver dybt påvirket alligevel.

Lige nu venter vi på, hvordan udviklingen bliver. Men vi tror og håber på, at inden længe vil alt være normalt igen. Det ser ud til, at der er ved at være ro på i Kina nu. Når vi kommer hen på den anden side af denne pandemi, så må man håbe på, at vi alle vil huske ordene: ”Det, du gør nu, gør en forskel”.

For selv om den forskel i særlig grad er til at forstå, når den omsættes til smitteveje og epidemiologiske spredningsmønstre, så er det jo altid rigtigt. Det gælder i vores almindelige hverdag, vores omgang med andre, vores forbrugsvalg, vores fælles ansvar for miljø og klimakrise. Lige nu koncentrerer vi os om det nære. Lad os håbe, når vi er kommet igennem den værste tid, at vi husker på, at vi alle er forbundet – det gælder her i landet, men det gælder også hele verden.

Eva Frellesvig

Bopæl: Faaborg

Stilling: Museumsinspektør på Faaborg Museum

Fritidsbeskæftigelser: Svømning og ture i det fri

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Fem testcentre på vej: Skal kunne corona-teste 5000 fynboer om dagen

Annonce