Annonce
Svendborg

Ugen, der gik i Svendborg med Venstre-skæg, en palle bøger og DM i skoleudvikling

Venstres byrådsgruppe har ladet skægget stå i november og er dermed hoppet med på Movember-bølgen. Fra venstre er det Lars Erik Hornemann, Jesper Ullemose, Birger Jensen, René Haahr og Per Nykjær Jensen, mens det er gruppeformand Mette Kristensen med falsk skæg i forgrunden. Foto: Venstre i Svendborg

Vi lægger fra land med en fortælling, der egentlig tager sit udspring på den anden side af kloden. Tilbage i 2003 besluttede nogle australske mænd at lade barbermaskinen og skraberen hvile i november for på den måde at sætte fokus på mænds sundhed, og dermed var den såkaldte Movember-bevægelse født. Og i år har Venstre i Svendborg besluttet at hoppe med ved dels at støtte den gode sag økonomisk, dels ved - for de mandlige byrådsmedlemmers vedkommende - at lade skægget stå. Sendt et foto og en pressemeddelelse har de også, og mens det ikke fremgår af den, om Per Nykjær Jensens moustache er ægte, så oplyser gruppeformand Mette Kristensen, at gruppen er blevet mødt med mange smil og sjove kommentarer.

Vi rykker videre til Ørkildskolen afdeling byen, som forleden modtog Friluftsrådets grønne flag som det synlige bevis for, at skolen nu har et miljøundervisningsprogram. Det var byens borgmester Bo Hansen (S), som overrakte flaget til skolens stolte elever.

- Det er dejligt at opleve, at eleverne på den måde er opmærksomme på, at vi hver især har et ansvar for fremtidens klima og miljø, lød det fra Bo Hansen til flagoverrækkelsen, som også bød på en tale fra elev Katinka Teinholdt.

På Ørkildskolen afd. byen har skolens eleverne gennemført flere spændende undersøgelser og nye tiltag inden for miljø og klima, hvilket er det, der har ledt til det grønne flag. De har blandt andet besøgt Egsmade Centralrenseanlæg og andre anlæg under Vand og Affald i Svendborg og hørt om arbejdet med at rense vandet og de mange udfordringer, som medarbejderne på renseanlægget møder i deres dagligdag. Derudover har skolen indført affaldssortering i klasserne ved hjælp af farvede poser til papir og plastik, ligesom der i hver klasse er udnævnt klimapiloter i hver klasse.

Der har også været noget at fejre på Nymarkskolen, som netop har taget en andenplads ved DM i skoleudvikling kun overgået af vinderen Lisbergskolen fra Aarhus.

- Det projekt, som kvalificerede skolen til præmien er to sammenhængende undervisningsforløb, der har givet helt nyt liv til vores indergård, samtidig med at eleverne har lært om bæredygtighed, biodiversitet, design, samarbejde, håndværk, ungdomsuddannelse og meget mere, fortæller lærer på Nymarkskolen Annelene Nietzer i en pressemeddelelse om det flotte resultat.

Hun har sammen med sit lærerteam planlagt og afviklet projekterne, ligesom hun har været meget aktiv i at søge midler og viden fra eksterne samarbejdspartnere. Og ifølge skoleleder Birgit Villebro har lærerne lagt en masse energi og vist stort engagement i undervisningsforløbet, der i den grad har lejret sig hos de cirka 80 elever, som har været en del af projektet. Her var eleverne gennem et forløb om bæredygtighed, hvor de både fik lov til at indrette en lille gårdhave med blomster, buske og træer, der tiltrækker bier og dertil indrettet bihoteller.

Projektet, som altså ledte til andenpladsen i skoleudvikling-DM, blev til i Nymarkskolens faste samarbejde med Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier, og udover æren fik skolen en lille pengepræmie med i købet.

- Vi er glade og stolte over den anerkendelse, som prisen er udtryk for, og de 20.000, der følger med æren, skal vi også nok finde god anvendelse for, siger Birgit Villebro.

Vi forlader skolerne for en stund og tager på havnen i Svendborg: Når skibet Caroline S søndag 1. december har afleveret julemanden og forhalet til Humørkajen på Frederiksøen, landsættes en palle bøger, der bliver startskuddet til en nyskabelse i Svendborg.

- Det er en årbog, som medlemmerne af en lokalhistorisk gruppe på Facebook skriver frem til trykning og udgivelse 1. december 2020, fortæller journalist og forfatter Bjarne Bekker, der i 2009 udgav bogen "Svendborghistorier" og siden etablerede den lokalhistoriske Facebookgruppe i 2014 af samme navn.

- Det er en lukket gruppe, hvor hver enkelt medlem inden optagelse får tjekket sin seriøsitet og tilknytning til Svendborg, oplyser Bjarne Bekker.

Foreningen er med sine nu 9000 medlemmer og ambassadører repræsenteret i 57 lande, hvoraf der i de 26 lever mere end 20 medlemmer med tilknytning til Svendborg. Alle er de inviteret til sammenkomsten søndag på Kammerateriet. Dagens dagsorden: snak, gløgg og æbleskiver. Og så sælger forlaget en palle bøger til produktionspris - for at skaffe midler til gruppens første årbog.

Fra en palle bøger til en palle kalendere. Sådan en står fotograf Mette Marie Hansen bag og er klar med næste års udgave, hvor hun har fotograferet naturen omkring Nørreskoven og Valdemars Slot.

- Jeg tager ofte mit kamera med ud at gå her i de smukke omgivelser på Tåsinge, og det er blevet til kalenderudgivelsen Årets Ring med 12 billeder fra de fire årstider, der alle på deres måde er fuld af skønhed. Lyset, vandet, skoven, fuglelivet og dyrene, ikke to dage er ens, siger Mette Marie Hansen i en pressemeddelelse, hvor det oplyses, at kalenderen, "Årets Ring", sælges fra Landet Brugs, Storms Hjørne og Svendborgsund Bryghus samt i Byens Gårdbutik i Svendborg.

Og nu til det sydfynske folketingsmedlem Bjørn Brandenborg (S), som er blevet valgt til ny formand for Ungdomsringen - landsforeningen for ungdomsskoler, fritids- og ungdomsklubber. Det skete i sidste weekend under Ungdomsringens kongres, der foregik på Brandbjerg Højskole.

- Alle børn og unge skal have mulighed for at forme vores samfund, for det handler om deres hverdag og fremtid. Derfor skal vi tænde en gnist i alle unge mennesker, så de får lyst til at tage del i demokratiet. Vi skal lytte til deres stemmer – og handle derefter, lyder det fra den nye formand i en pressemeddelelse.

Selvsamme Brandenborg var i øvrigt i Svendborg i fredags, hvor han gæstede HF VUC Svendborg for at få et indblik i, hvordan hverdagen fungerer på et mellemstort VUC på Fyn.

Undervejs fik Brandenborg, som i øvrigt er formand for uddannelses- og forskningsudvalget, mulighed for at mødes og tale med rektor Stig Holmelund Jarbøl og afdelingslederne Anni Evertsen og Dorthe Ullegård.

- Her fik Bjørn et indblik i organisationens pressede økonomi kombineret med en markant nedgang i kursisttallet forårsaget af flere faktorer, men først og fremmest overdragelsen af kursister til FGU samt en generel højkonjunktur i samfundet, forklarer Dorthe Ullegård i en mail til avisen.

Siden var folketingsmedlemmet på besøg hos et AVU-hold og et HF-enkeltfagshold, hvor han og kursisterne gensidigt fik mulighed for at stille hinanden spørgsmål. Dagen blev rundet af med et møde med ledelsen og en mere dybdegående snak med fire kursister, som fortalte hver deres historie.

- Da besøget var slut, gav Bjørn udtryk for, at det havde været berigende for ham at møde både hold og kursister og høre deres historier og han var ikke i tvivl om, at VUC er en vigtig medspiller i at det danske samfund giver mulighed for livslang læring, forklarer Dorthe Ullegård.

Svendborgforfatteren Jesper Wung-Sung har tidligere fået De Gyldne Laurbær for romanen "En anden gren", og fredag fik han Silas-prisen af Det Danske Akademi ved en ceremoni på Nationalmuseet. I akademiets begrundelse hedder det blandt andet: ”Jesper Wung-Sung går direkte til de store spørgsmål og undrer sig og er til stede i de spørgsmål, han rejser. (...) Bøgerne bliver ikke kun læselige og til at holde ud – nej, man læser grådigt og belønnes, for der er ingen sukkersødhed og hulheder. Han kan simpelt hen fortælle.”

Prisen er opkaldt efter Cecil Bødker og hendes Silas-bøger, og den er tidligere gået til Bjarne Reuter, Peter Mouritzen, Bent Haller, Flemming Quist Møller og Kim Fupz Aakeson. Med prisen følger 50.000 kroner.

Og så slutter vi af med flere penge i form af en pengegave til Foreningen Svendborg Håndværkerby – et forum, som formidler og skaber oplevelser om det unikke håndværks udvikling og fremtid. Den modtog således en check fra Fonden for Fynske Bank lydende på 25.000 kroner. Penge, der skal bruges som hjælp til et nyt tag på den gamle smedje på Christiansmindevej. Det var foreningens formand Vagn Juul Jensen, som kunne tage imod pengene fra Fonden for Fynske Bank, som blev overrakt af Erik Potempa.

Annonce
Borgmester Bo Hansen (S) var forleden forbi Ørkildskolen afdeling byen for at overrække Friluftsrådets grønne flag. Privatfoto.
Bjarne Bekker har via en gruppe på Facebook kontakt med 9000 mennesker i hele verden, som har tilknytning til Svendborg. Privatfoto
Erik Potempa (tv) overrækker på vegne af Fonden for Fynske Bank en check til Vagn Juul Jensen, formand for Foreningens Svendborg Håndværkerby. Privatfoto.
Jesper Wung-Sung fik fredag overrakt Silas-prisen ved en ceremoni på Nationalmuseet.
Sydfynsk folketingsmedlem Bjørn Brandenborg (S) var fredag på besøg på HF VUC Svendborg. Privatfoto.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Navne

Så er det tid til at indstille til Den Sydfynske Initiativpris: Chefredaktør er stolt og ydmyg over avisens rolle

Annonce