Annonce
Udland

Tyskland vil helbrede Nato efter Macrons hjernedød-diagnose

Fabrizio Bensch/Reuters
Nato bør have et ekspertudvalg for at styrke dialog, mener Tyskland, der som Frankrig savner koordinering.

Den franske præsident Emmanuel Macrons kritik af Nato har sat tanker i gang i forsvarsalliancen, og mens flere lande finder beskrivelsen "hjernedød" for ekstrem, så er de enige i analysen bag.

På et udenrigsministermøde i Nato onsdag i Bruxelles vil Tyskland fremlægge et forslag. Målet er at styrke det strategiske samarbejde.

Udenrigsminister Heiko Maas vil have nedsat et ekspertudvalg, der skal ledes af Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg. Udvalget skal evaluere og styrke den politiske koordinering i Nato.

I et oplæg til mødet skriver det tyske udenrigsministerium efter Maas' besøg i Ukraine tirsdag:

- Efter Macrons udmelding - og efter USA's og Tyrkiets ukoordinerede aktioner i Syrien - er det helt åbenlyst for Maas, at det er presserende at få en diskussion om de større strategiske linjer.

I den amerikanske lejr er der ifølge Nato-kilder bekymring over, om Tyskland med denne melding bevæger sig over i Macrons lejr.

Men Tyskland deler kun den franske præsidents store bekymring over fraværet af strategisk koordinering.

Den bunder i sensommerens udvikling i Syrien, hvor USA trak sig, mens Tyrkiet indledte en offensiv på kurderne. Ingen af de to store Nato-lande talte med deres europæiske allierede forinden.

Mens Macron stiller spørgsmål ved hele alliancens eksistens og forslår at opbygge et alternativt europæisk forsvar, så står Tyskland helt fast på støtten til Nato. Nato ses af tyskerne som den vigtigste garant for sikkerhed i Europa. Det samme syn har Danmark.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde mandag i forbindelse med et besøg i Paris, at hun delte Macrons bekymring over fraværet af strategisk samarbejde i forhold til Syrien.

Hun ville dog ikke bruge ord som "hjernedød".

Den tyske udenrigsminister ser frem til mødet onsdag. Der er brug for at se hinanden i øjnene.

- Det er altid bedre at tale sammen end at tale om hinanden, siger Heiko Maas ifølge det tyske udenrigsministeriums hjemmeside.

- Vi må indrømme, at vi har været udsat for prøvelser de seneste måneder. De udfordringer, vi står over for sikkerhedspolitisk, er anderledes i dag end for bare ti år siden. Men vi er her for at sikre sammenholdet i Nato. Og for at videreudvikle alliancen strategisk, uddyber Maas.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Navne

En funktionel lidelse var ved at få Matilde til at opgive gymnasiet: - Men de sagde, at jeg ikke måtte sigte for lavt

Annonce