Annonce
Danmark

Tv-anmeldelse: Pæn nordmand går amok med kniv

Tobias Santelmann i midten er den kærlige familiefar med grufulde tilbøjeligheder. Her er familien samlet, inden mor tager til Singapore. Foto: Per Arnesen, Viaplay
I den nye sæson af den danske serie "Den som dræber" er morderen en familiefar, der finder sine ofre i den fynske idyl.

"Jeg forstår det ikke. At sådan en nydelig mand, der har hilst så pænt og altid med et smil, i virkeligheden er en helt anden."

Sådanne udsagn støder journalister tit på, når de forsøger at komme nærmere, hvorfor en almindelig borger som en familiefar kan ende som morder. Hans naboer, arbejdskolleger, ja, selv venner står ofte uforstående og overrumplede tilbage.

Den pæne mand, der i virkeligheden er et uhyre, er også omdrejningspunktet for den nye sæson af den danske krimi-serie "Den som dræber - fanget af mørket", som vises på streamingtjenesten Viaplay.

Annonce

Den forrige satte seerrekord på Viaplay, men fik en hård dom af anmelderne, som fandt, at volden, der omfattede en fuldbyrdet voldtægt, var unødvendigt udpenslet. I den nye sæson tyder det dog på, at der er skruet lidt ned for den voldelige palette - med tryk på lidt. For den pæne mand er glad for sin kniv, som han holder af at skære med. I sine levende ofre.

Allerede fra første afsnit kender vi skurken - den sympatiske familiefar spillet af norske Tobias Santelmann, som vi senest har set som kronprins Olav i "Atlantic Crossing" på DR.

Nu er han praktisk talt alenefar, for konen gider ham ikke mere og dyrker karrieren i Singapore.

Far er skuffet, far er vred, far spreder død og uhygge på Fyn.

Sofapude mellem tænderne

Sideløbende med at vi følger denne seriemorder, følger vi også Louise, som er den psykologiske ekspert, der skal hjælpe politiet med at indfange ham - igen spillet af Natalie Madueño. Hun ender på Fyn, fordi hun er ven med et af ofrenes mor, spillet af Solbjørg Højfeldt.

Skuespillet er generelt godt, indimellem lidt omstændeligt, men Solbjørg Højfeldt er eminent  her. Vi mærker hende og aner en bund, vi ikke kan lodde dybden af. Hun kalder på vores opmærksomhed - og får den.

Tempoet i serien er ofte roligt og med mod til at dvæle, men også overmod, for langsommeligheden og udpenslingen i dialogerne bliver i perioder til en dans med det dilettantiske. Så er det, at, netop som man mister tålmodigheden, accelererer handlingen, og sofapuden ender mellem tænderne af nervøsitet.


Netop som man mister tålmodigheden, accelererer handlingen, og sofapuden ender mellem tænderne af nervøsitet.

Uddrag af anmeldelsen


Vi kører i rutsjebane her - op og ned og med sus i maven, for spændingen kan mærkes - men også rundt i uventede hjørner, når handlingen heldigvis ikke gør som ellers forudset. Det er underholdende.

Denne anmeldelse baserer sig på de første fire afsnit. Der er enkelte grumme scener med blod og smerte, men de er ikke overdyrkede denne gang, og imens kan man glæde sig over, at serien er befriende fri for de massive mængder af skydevåben, det ellers regner ned over skærmen med i de særligt amerikanske tv-serier, der fylder godt op hos streamingtjenesterne.

Annonce

Afhænger af motivet

Serien, der er spændstigt fotograferet, er på otte afsnit a 45 minutter, og på en måde er en anmeldelse efter kun det halve et vovestykke, da alle afsnit hænger sammen, og forløsningen og konklusionen først kan komme efter afsnit otte.

Vi skal for eksempel have bedre styr på Louise, der stadig her i den nye sæson er en kende farveløs. Det er noget med en svær barndom og vanskeligheder ved at binde sig, men hvem er du, Louise? Spyt nu ud!

Og så skal den norskfødte familiefars motiv være troværdigt. Gerningsmanden er hele seriens omdrejningspunkt - hvem er den, som dræber? Det er ikke nok, at konen skrider. Hvorfor er han et monster?

Motivet ender forhåbentlig med at sidde lige i skabet på den forståelige og acceptable hylde. Hvis ikke holder stjernerne i denne anmeldelse op med at lyse, og så bliver der lige så mørkt som i seriens dystre univers.

Viaplay: "Den som dræber - fanget af mørket 2". Otte afsnit á 45 minutter. De to første afsnit kan streames fra 28. marts.

Serien er støttet af FilmFyn, optaget i Svendborg og Odense, produceret af Miso Film. Hovedforfatter: Ina Bruhn, konceptuerende instruktør: Jonas Alexander Arnby.

Annonce
Annonce
Annonce