Annonce
Erhverv

Tusindvis af kunder venter på erstatning fra Danske Bank

Ved årsskiftet ventede 4000 Danske Bank-kunder fortsat på at modtage godtgørelse for deres tab ved at bruge bankens Flexinvest Fri-produkt. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Danske Bank er langt bagefter med at udbetale godtgørelse til de 87.000 kunder, der har tabt penge på investeringsproduktet Flexinvest Fri. Sagen efterforskes stadig af bagmandspolitiet.

Erstatning: Undskyldningen til kunderne faldt prompte, da Danske Banks topchef Chris Vogelzang kort efter sin tiltræden sidste år stod med sin første møgsag. Banken indrømmede at have solgt et investeringsprodukt, Flexinvest Fri, som kunderne åbenlyst ikke kunne forvente at tjene penge på. Det ville banken til gengæld, og Finanstilsynet har siden meldt Danske Bank til politiet i sagen.

Knapt så prompte faldt den godtgørelse, som Chris Vogelzang stillede kunderne i udsigt. Hele 87.000 kunder stod til at få en kompensation på i alt 400 millioner kroner udbetalt inden udgangen af 2019, lovede banken.

Ved årsskiftet ventede 4000 kunder imidlertid stadig på at se deres erstatning rulle ind på kontoen, og i dag - næsten otte måneder efter afsløringen af Flexinvest Fri-sagen - er der stadig 2500 kunder, der venter på deres penge.

- Det har været en stor opgave at beregne og udbetale kompensation til kunderne, og flere end ni ud af ti modtog kompensation inden nytår. Forsinkelse af udbetalingen kan fx skyldes, at man har skiftet bank, eller være på grund af andre forhold, der betyder, at vi skal indhente yderligere oplysninger, før vi kan udbetale pengene, skriver Thomas Mitchell, Danske Banks chef for privatkunder i Danmark, i en e-mail til avisen Danmark.

Ifølge Danske Bank skal en typisk kunde forvente at modtage et beløb på 1000-2000 kroner, men for nogle kunder drejer det sig om langt højere beløb.

Annonce

Fakta om Flexinvest Fri

  1. Danske Bank opfandt i 2006 investeringsproduktet Flexinvest Fri, hvor kunderne kan investere frie midler uden selv at stå for køb og salg af værdipapirer.
  2. I 2017 kom der nye regler for betaling af provision mellem banker og fx investeringsforeninger. Danske Bank stod til at tabe penge, men valgte at opveje tabet ved at hæve gebyrerne for Flexinvest Fri-kunder.
  3. En undersøgelse fra Finanstilsynet afslører, at Danske Bank bevidst hævede gebyrerne så meget, at kunderne ikke længere stod til at tjene penge på at investere gennem Flexinvest Fri.
  4. I juni 2019 fortalte Danske Bank offentligheden om sagen og lovede at betale kundernes tab - ca. 400 millioner kroner - tilbage til 87.000 berørte kunder inden udgangen af 2019.
  5. Sagen har fået Finanstilsynet til at udstede flere påbud til Danske Bank og anmelde banken til politiet. Her pågår efterforskningen fortsat.

Sendte mail til topchef

Avisen Danmark har kendskab til en sag med en 80-årig kvinde, der først i sidste uge fik udbetalt de 17.000 kroner, hun havde krav på. Det skete efter en lang korrespondance mellem kvindens familie og banken. Familien ønsker ikke at optræde med navn i avisen, men familiens identitet er avisen bekendt.

Sagen blev løst, da et familiemedlem i sidste uge klagede direkte til Danske Banks topchef Chris Vogelzang. Det skete, efter at Chris Vogelzang i et interview til avisen Danmark opfordrede kunderne til at skrive direkte til ham, hvis de havde spørgsmål eller kommentarer til Danske Bank.

E-mailen satte skred i sagen, og allerede tre dage senere var de 17.000 kroner indsat på kvindens konto.

- Vi kan ikke kommentere på konkrete sager, men det er korrekt, at der har været særlige forhold for en mindre del af de berørte kunder, som har gjort, at vi ikke nåede at udbetale inden årsskiftet. Jeg beklager det besvær, denne forsinkelse giver for de berørte, og jeg kan forsikre om, at vi arbejder hårdt for, at de resterende berørte kunder bliver kompenseret hurtigst muligt, skriver Thomas Mitchell i sin e-mail til avisen Danmark.

Lav kundetilfredshed

Hos Forbrugerrådet Tænk finder man det kritisabelt, at Danske Bank bruger så lang tid på at udbetale pengene.

- Man må håbe, at det skyldes, at de har taget sagen alvorligt og arbejdet grundigt for at rette op på den. Det er en meget alvorlig sag, men det er lang tid at bruge på at udbetale pengene. De ved jo godt, hvem der har været berørt af sagen, siger Ida Marie Moesby, økonom i Forbrugerrådet Tænk.

Danske Bank er presset på sin privatforretning og endte for nylig på en sidsteplads i en Voxmeter-måling over kundetilfredsheden blandt danske bankkunder. På to år har banken mistet næsten 35.000 privatkunder, og Chris Vogelzang har understreget, at kunderne nu skal være udgangspunktet for alt, hvad han og kollegerne i banken gør.

Flexinvest Fri-sagen kom frem i juni 2019, efter at en medarbejder havde gjort bankens interne kontrolfunktion opmærksom på problemerne helt tilbage i september 2018.

Finanstilsynet gik ind i sagen og anmeldte i august 2019 Danske Bank til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, også kendt som bagmandspolitiet. Da stod det klart, at Danske Bank bevidst havde gjort gebyrerne for Flexinvest Fri-produktet så høje, at kunderne måtte forvente at lide tab ved at investere penge i Flexinvest Fri.

Banken oplyste ganske vist kunderne om prisstigninger, men uden at gøre det klart, hvad det ville koste den enkelte kunde. Den oplysning måtte kunderne selv finde på en særlig side på Danske Banks hjemmeside. Det har bagefter vist sig, at blot en procent af kunderne nåede frem til denne side.

Ifølge et internt referat fra Danske Bank var man klar over, at der blandt kunderne ville være ”losers” (tabere, red.) blandt de kunder, der brugte det i øvrigt meget populære produkt til at investere frie midler med en begrænset risiko. I november 2018 sænkede Danske Bank gebyrerne igen.

- Jeg beklager det besvær, denne forsinkelse giver for de berørte, siger Danske Bank-chef Thomas Mitchell om de manglende godtgørelser til bankens Flexinvest Fri-kunder. Pr-foto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Butikkerne lider: Men loyale kunder i lokalsamfund kan gøre livet lettere efter krisen

Annonce