Annonce
Udland

Trump vil skabe vej til statsborgerskab for unge migranter

Kevin Lamarque/Reuters
Såkaldte "dreamers" har været genstand for et langvarigt juridisk slagsmål. Nu vil Trump igen lave ny ordning.
Annonce

USA's præsident, Donald Trump, vil i de kommende uger underskrive et præsidentielt dekret om "dreamers" - et ofte brugt tilnavn for migranter, der opholder sig ulovligt i USA og kom til landet som børn.

Dekretet skal lave en såkaldt "vej til statsborgerskab" for gruppen.

Det fortæller præsidenten i et interview fredag med den spansksprogede tv-kanal Telemundo.

I midten af juni gik USA's højesteret imod præsidentens bestræbelser på at få afsluttet den såkaldte Daca-ordning.

Denne blev skabt under tidligere præsident Barack Obama. Målet var at beskytte gruppen af "dreamers".

- Jeg kommer til at underskrive et stort præsidentielt dekret, og jeg kommer til at gøre Daca til en del af det, siger præsident Trump til tv-kanalen.

- Vi kommer til at lave en vej til statsborgerskab.

Det står ikke klart, hvad præsidenten mener med en ”vej til statsborgerskab”, og hvor mange den vil omfatte.

Daca står for "Deferred Action for Childhood Arrivals" (udskudt handling for ankomne børn, red.).

I 2017 tog Trump juridiske skridt for at annullere Daca. Men det blev bremset ved lavere domstole og ved højesteret i sidste måned. Derfor er Daca fortsat i kraft.

Højesteretsdommen har dog ikke stoppet Trump i på ny at forsøge at gøre en ende på ordningen.

Men flere vurderer, at det kan blive svært for ham at nå at vinde en juridisk kamp om en ny ordning inden præsidentvalget 3. november.

Trumps bemærkninger til Telemundo første straks til hård kritik fra hans republikanske partifælle senator Ted Cruz.

- Præsidenten har ifølge forfatningen ingen beføjelser til at skabe en "vej til statsborgerskab" igennem et dekret, skriver Cruz på Twitter.

Det vil være "en stor fejl, hvis han på ulovlig vis forsøger at eftergive straffen" for denne gruppe, fortsætter senatoren.

Det Hvide Hus har efterfølgende udsendt en meddelelse om, at dekretet ikke vil give amnesti til gruppen.

Omkring 660.000 personer er omfattet af Daca-ordningen.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Badutspring i boligområderne

Annonce