Annonce
Svendborg

Her er gerningsmanden: Pistol-røveri mod Svendborgkiosk

Politiet efterlyser denne mand, der fredag aften gik væbnet røveri mod Pibesmeden Kiosk.
Pibesmeden Kiosk udsat for væbnet pistol-røveri. Røver kørte væk i rød to-personers ladbil.

Svendborg: Pibesmeden Kiosk på Gammel Skårupvænge blev fredag kort før lukketid udsat for et væbnet røveri.

En mand kom ind i kiosken klokken 22, pegede på en ung ekspedient med en pistol og råbte: "Det er et røveri, jeg vil have penge".

Ekspedienten udleverede ifølge politiet mellem 8000 og 12.000 kroner, og røveren forsvandt herefter ud ad døren. Overvågningsbilleder har afsløret, at han formentlig er kørt væk i en rød to-personers ladbil - muligvis en Toyota.

Politiet har set overvågningsbånd fra kiosken igennem, men har brug for hjælp fra offentligheden.

- Vi vil meget gerne høre fra vidner, der har været på stedet omkring gerningstidspunktet og måske har set personer eller biler, som kan have interesse, siger politikommissær Rasmus Tyllesen, der er leder af Fyns Politis operative afdeling i Svendborg.

Annonce
Politiet efterlyser denne mand, der fredag aften gik væbnet røveri mod Pibesmeden Kiosk.

Frygter gentagelse

Udover en ung ekspedient var der fire kunder i kiosken og den tilhørende spillehal, og de har givet et grundigt signalement af røveren. Han beskrives som en mand på 20-30 år, 185 centimeter høj og almindelig af bygning. Han var lys i huden, talte dansk og var iført en blå dunjakke af mærket Ellesse med et hvidt logo på højre bryst og et rødt emblem på venstre side.

Han havde trukket hætten op over hovedet og havde et mørkt tørklæde for mund og næse. Desuden var han iført grå handsker og mørke bukser og sko.

Ejeren af kiosken, Burak Köse, fortæller, at alle er rystet efter røveriet. Han har haft kiosken i godt fire år og også tidligere drevet kiosk i Langeskov uden tidligere at have været udsat for røveri.

- Jeg er meget chokeret, og det har også taget hårdt på personalet, der har det dårligt og er bange for, at det sker igen, siger Burak Köse.

Hente penge flere gange

Han fortæller, at røveren også fik udleveret nogle cigaretter, og at det beløb på 8000-12.000 kroner, der efter røveriet blev oplyst til politiet, formentlig er noget større. Hvor stort ønsker han ikke at fortæller.

- Vi ligger normalt ikke inde med så mange kontanter, men det var op til en weekend, og derfor var der mange penge i kassen, siger Burak Köse, der nu vil hente penge flere gange i løbet af dagen for at undgå en gentagelse.

- Jeg håber meget, at politiet finder frem til røveren, og den røde ladbil, som man kan se på overvågningsbillederne, kan der ikke være mange af. Vi håber, den kan afsløre røveren, siger kioskejeren.

Kiosken på Gammel Skårupvænge i østre bydel var også udsat for røveri i 2014, men her gik røveren forgæves. Den daværende ejer, Flemming Hansen, havde året før været udsat for et røveri mod sin kiosk i Ringe, og han havde derfor investeret i et pengeløst system, der giver et returbeløb tilbage til kunderne, mens pengesedler går i et depot, der ikke kan åbnes af ekspedienterne.

Det system er Burak Köse nu også interesseret i.

- Jeg ved ikke, hvad det koster, men det er værd at undersøge, siger han.

En ung ekspedient i Pibesmeden Kiosk i østre bydel blev fredag kort før lukketid truet med en pistol. Arkivfoto: Michael Bager
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
OB

Bashkim: OB har fået en god pris for mig

Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Selv vegetartossede kunder har vel også lidt ret

Måske er det atter engang vores fortid med den fede fynske muld, der har gjort os lidt træge i forhold til udvikling og trends her på Fyn? Enhver hernede ved som bekendt, at netop fordi de gode grøntsager og afgrøder nærmest sprang op af jorden, uden at vi for alvor gjorde noget, så har vi haft det lidt skidt med at tænke nyt. I hvert fald kan noget godt vente til i morgen ... Sådan mener folk uden for Fyn i hvert fald, at vi nogen gange har kunnet have det med nye ideer og nye tanker. Da Svendborg Kommune for nogle år siden hyrede et bureau til at finde ud af branding-mulighederne for kommunen og erhvervslivet her generelt, så lavede de først en afdækkende analyse af, hvad der kendetegner svendborgenserne. Og det var kort sagt: At vi lever i fortiden og venter på besked. Altså groft sagt - og det modsatte af at leve i fremtiden og selv tage initiativet. Måske er det det, der kommer til udtryk hos flere af vores virksomheder i øjeblikket - og som det måske er værd at kigge nærmere på. Avisen tog nemlig ganske rigtigt på jagt efter en god erhvervshistorie hos BF-Oks - I ved, det kendte og velrenommerede kødgrossist-firma i Hesselager. Men mødte udover successen også en ejer, der var træt af den udvikling. Det er selvfølgelig fuldstændig forståeligt, at det er træls med den mulige disruption, firmaet er ude for, når kunderne ikke længere kun efterspørger den primære vare på hylderne, nemlig kødet. Det er klart, at det kræver omstilling af produktionen og forståelse af brugernes nye behov. Vi er helt med på udfordringen herfra - det er nærmest ligesom skærm-tossede medieforbrugere, der også efterspørger andet end papir. Det, der er så slående, er, at det faktisk er lykkedes BF-Oks at omstille produktionen, så den i dag udgør fem-syv procent af omsætningen i selve BF-Oks og endnu mere i søsterselskabet. Det, kan man da sige, er at disrupte disruptionen tilbage - endda med et millionoverskud i seneste regnskab. At det så er gjort i trods og i ønsket om en anden ageren i markedet og måske også med frygt for store konsekvenser, er interessant og måske lærerigt for flere af os. For når det kan lykkes på den måde at sælge planter som kød og det endda med succes, hvor langt kan man så nå med en mere proaktiv indstilling? For måske er selve kernen i forretningen ikke selve kødet fra dyr. Hvis kernen er at levere selve hovedingrediensen i måltidet, og forbrugerne vil have det fra planter, så skal der måske i stedet turbo på den del? Dét kan være læren til alle os andre, der måske fejlagtigt også tror, at kernen er noget andet - om det så er papiraviser eller kødbøffer. Eller andre ting, som de tossede kunder nu efterspørger, og gælder det ikke stadig, at kunderne stadig har ret? Også de vegetartossede af dem? I hvert fald er den sydfynske erhvervshistorie et klasseeksempel på udfordringerne, når forbrugerne flytter sig og man mere eller mindre velvilligt flytter med. Og ja, avisen ville gerne lave en historie om den succes. For alene den omstilling, som firmaet har præsteret indtil nu, er ret imponerende og inspirerende. Også for alle, der helst ønsker bøffer af rød kød.

Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Annonce