Annonce
Søsiden

Trods mørke skyer fra kommune og teater: Museums frivillige tager fat på nyt projekt

Cutty-teamet på Danmarks Museum for Lystsejlads har slebet bådens sider ned til de rå planker: Niels Grønkjær, Poul Tom Hansen, Johan Brydegaard, Hans Emil Petersen og Poul Oddersborg. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Et erfarent team har indledt en omfattende renovering af den klassisk elegante 6 Meter R-båd Cutty fra 1931.

SVENDBORG: Trods Svendborg Kommunes og Baggårdteatrets ønske om at nedrive lystsejladsmuseet for at give plads til et teater på havnefronten, arbejder museets frivillige videre.

En af attraktionerne på Danmarks Museum for Lystsejlads er, at publikum på nærmeste hold kan følge de frivilliges renovering og vedligeholdelse af både. Mellem udførelsen af bådhåndværkets færdigheder med bl. a. træ og lak giver de frivillige sig gerne tid til en bådsnak med publikum. Det lille bådeværft i museet er dermed på en gang en nyttig og levendegørende del af det maritime miljø på Frederiksøen.

I denne vinter er holdet på en god snes frivillige igang med tre af museets fartøjer. Den over 80 år gamle motorbåd Fjordblink får bl. a. udskiftet nogle planker i fribordet. Båden konstrueret af Georg Berg var i 2018 en gave fra en lystsejler i Randers.

Ved siden af ligger museets anden motorbåd, Ove, bygget i 1930’erne og doneret fra en ejer i Marstal. Ove trænger til et tæt fribord. Det skal måtter af glasfiber råde bod på.

Den tredje store, igangværende renovering er 6-Meter R-båden Cutty fra museets depot. Det er en godt 10 meter lang, klassisk sejlbåd konstrueret af Ernst Wedell-Wedellsborg og Anton Witt. Cutty er bygget på Nordbjærgs værft i Skovshoved i 1931.

- Vi får nok at tage fat på, fastslår frivillig og næstformand i museets støtteforening, Poul Tom Hansen, Rudkøbing:

- Cutty skal have nyt dæk og dæksbjælker overalt, nye bundstokke, udfræsning i fribord for montering af lister mellem bordene, nyt agterspejl, nyt ror, udskiftning af spanter i nødvendigt omfang, samt restaurering af rundholter (mast og bom, red.). Til sidst maler vi båden, lyder Cutty-teamets udfordringer for de næste vintre.

Ikke nok med det. Lige nu har Cutty en lille kahyt. Den skal væk. I stedet udformes det nye dæk som det originale med to separate cockpits.

Museets besøgende kan gratis følge de frivilliges indsats hver tirsdag.

Annonce
Total-renoveringen af 6 Meter R-båden fra 1931 er et flerårs-projekt. Her er Poul Oddersborg (tv.) Hans Emil Petersen og Poul Tom Hansen igang. Teamet afsluttede sidste år renovering af en Knarr, der nu er med i den sejlende flåde stationeret ved Træskibsbroen. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Klassisk elegance. Den omkring 10 meter lange 6 Meter R-båd Cutty. Kahytten skal fjernes og erstattes af to cockpit, som på originalen fra 1931. Type-betegnelsen "6 Meter" er en såkaldt måleregel og har i denne sammenhæng ikke noget med bådens længde at gøre. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Danmarks Museum for Lystsejlads har sit bådeværft integreret som en aktiv del af museets udstilling. Publikum er velkommen hver tirsdag - også til en bådesnak med de aktive frivllige. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Et andet af vinterens renoveringsprojekter er motorbåden Ove, en gave fra en ejer i Marstal. Her er Boye Top (tv) og Gert Post i aktivitet. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Lykkelig tilflytter på Ærø: - Jeg er så glad for vores børnehave, som er fuld af nærvær og tryghed

112

Ruder knust: Fem indbrud i biler i Svendborg

Annonce