Annonce
Svendborg

Trods corona-nedlukning: Svendborg Rabbits holder skindet på næsen

Coronaen har været hård mod Svendborg Rabbits, men den økonomiske situation er alligevel fornuftig i selskabet bag holdet, fortæller direktør Troels Mortensen. Arkivfoto: Yilmaz Polat
Corona-pandemien har givet selskabet bag basketballholdet Svendborg Rabbits en alvorlig økonomisk næsestyver, men holdets eksistens er ikke truet, forsikrer direktøren.
Annonce

Svendborg/Gudme: Ingen behøver at frygte for en fremtid uden elitebasketball i Svendborg.

Trods samfundsnedlukningen på grund af corona-pandemien ser økonomien i selskabet bag nemlig fornuftig ud, oplyser direktør Troels Mortensen.

Selskabet har ellers ikke haft de bedste forudsætninger for at komme helskindet igennem.

Direktøren forklarer, at der er tilflydt selskabet i alt omkring 82.000 kroner fra de statslige hjælpepakker - penge, som er øremærket løn til de ansatte, altså spillerne.

Og her er der et væsentligt aber dabei.

Annonce

Ingen penge til udlandet

Der kan kun gives lønkompensation til personer, som befinder sig i landet, og det rammer det sydfynske basketballforetagende.

- Vores udenlandske spillere rejste hjem, da landet lukkede ned, og vi brændte over 40.000 kroner af i flybilletter til dem. Og da de ikke længere er i landet, kan vi ikke få lønkompensation til dem, siger Troels Mortensen.


Vi er stolte af, at vi har svaret enhver sit og stadig kan holde skindet på næsen.

Troels Mortensen, direktør i Svendborg Rabbits A/S


Det skal sammenholdes med, at der ikke blev spillet en eneste kamp i slutspillet, som Rabbits ellers havde kvalificeret sig til, hvilket har kostet dyrt i tabte indtægter.

Men det betyder ikke, at spillerne er ladt i stikken.

- Vi har selv betalt deres løn. Alle de kontrakter, vi har, har vi honoreret, siger direktøren, der er ved at få lagt sidste hånd på 2019/2020-regnskabet og faktisk forventer, at der vil være et lille overskud. Uagtet at regnskabsåret løber til 30. juni og altså er præget af næsten tre måneder med corona-nedlukning.

EFTER GENÅBNINGEN

Genåbningen af lokalsamfundet er i fuld gang oven på corona-nedlukningen, men mange har betalt og betaler stadig en høj pris for månederne med forbud, isolation og social afstand.

Fyns Amts Avis besøger i løbet af sommeren lokale erhvervsdrivende, institutioner, virksomheder og kulturlivet, og tager temperaturen på, hvordan det står til i Svendborg efter genåbningen.

- Vi er stolte af, at vi har svaret enhver sit og stadig kan holde skindet på næsen, siger Troels Mortensen, der peger på en forsigtig forretningstilgang er en af årsagerne.

En anden er, at sponsorerne har vist sig villige til at betale, også under samfundsnedlukningen, hvor de på grund af aflysningen af slutspillet ellers ikke fik noget for deres penge.

Og endelig hører det med, at et sponsorcykelløb umiddelbart inden corona-nedlukningen skaffede omkring en kvart million kroner i kassen, oplyser Troels Mortensen.

Annonce

Optimisme

Når det kommer til næste regnskabsår - eller sæson, om man vil - så er direktøren forsigtig med prognoserne.

- Den ubekendte faktor er, hvordan markedet vil reagere, siger han og understreger, at det egentlig tegner lovende.

- Indtil videre reagerer vores samarbejdspartnere (sponsorer, red.) positivt. Vi kan mærke, at de har en tro på, at der kommer gang i hjulene igen, og vi har fået fem nye sponsorer og forventer yderligere syv-otte stykker, siger Troels Mortensen.

Klar til at geare op på lønsiden er han dog ikke.

- Det er ikke nu, vi skal sprænge rammerne. Det tør vi ikke, men vi forventer, at vi kan have et lønbudget i samme størrelsesorden som i den forgangne sæson, siger direktøren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce