Annonce
Håndbold

Trods corona-åbning: Ingen træning i Odense Håndbold eller GOG

Man skal ikke umiddelbart forvente at se de orange fra Odense Håndbold tilbage på banen i idrætshallen. Foto: Michael Bager/Ritzau Scanpix
Åbning for håndbolden på ligaplan ændrer foreløbig ikke på nedlukningen i de to fynske ligaklubber.
Annonce

HÅNDBOLD: Lørdag aftens udmelding fra myndighederne om, at der blandt andet nu også er åbnet for håndbolden på ligaplan, betyder ikke, at kvinderne fra Odense Håndbold eller mændene fra GOG kommer stormende tilbage på træningsbanen.

I begge klubber er spillerne sendt hjem under ordningen om lønkompensation.

- For os er der ikke meget ændret med den nye udmelding, konstaterer Lars Peter Hermansen, administrerende direktør i Odense Håndbold og i øvrigt også medlem af Divisionsforeningens bestyrelse, og han fortsætter:

- Som tingene er nu, er både ligaen og den internationale håndbold afsluttet, og derfor vil der ikke være nogen mening i at hente spillerne tilbage på træningsbanen for at træne frem mod ingenting.

- Men er det også et spørgsmål om, at I ikke vil bryde den fortsatte mulighed for lønkompensation ved at spillerne begynder at træne?

- Det vil jeg ikke afvise.

Tingene er uafklarede i den danske håndboldverden, hvor tre klubber - Nordsjælland Håndbold, EH Aalborg og Odder Håndbold - ikke har villet anerkende den lukning af håndbolden, som er blevet meldt ud af Udvalget for Professionel Håndbold med repæsentanter for Divisionsforeningen og DHF og som betyder nedrykning for de tre klubber. Nu skal sagen behandles på DHF's repræsentantskabsmøde 25. maj.

- Hvad så hvis repræsentantskabet træffer en anden beslutning, Lars Peter Hermansen?

- Så må vi se på tingene til den tid.

Annonce

Fire ugers "genoptræning"

Hos GOG er cheftræner Nicolej Krickau heller ikke i gang med at trække i træningstøjet. Krickau siger:
- Jeg ville da hellere end gerne i gang med at træne de spillere, som har været så lang tid væk fra sporten. Det siger jeg som træner. Men som udgangspunkt tror jeg ikke, at der er klubber, der vil begynde at træne og miste lønkompensationen. Det tror jeg ikke, klubberne har råd til. Men jeg håber da, at det er noget, klubberne vil snakke om. Alt det sagt, selv om den del ikke er mit bord.
Det var søndag ikke muligt at få en kommentar fra GOG-direktør Kasper Jørgensen, der i øvrigt også er formand for Divisionsforeningen.
Lørdagens udmelding ændrer heller ikke noget for DHF. Således siger formand Per Bertelsen til dagbladet B.T.:
- Som udgangspunkt er det, som det er: At ligaen er lukket ned. Jeg kan ikke umiddelbart se, det skulle ændre sig. Hvis vi skal have fire uger nu til at træne op - det er det, der er aftalt, der skal bruges som en eventuel opstart, så vi undgår, at spillerne bliver skadet - så er vi også langt henne.
Per Bertelsen tilføjer dog at man selvfølgelig skal drøfte regeringens nye udmelding med Divisionsforeningen, som står for afviklingen af de øverste rækker. Men han ser ikke for sig, at det kommer til at ændre på noget.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce