Assens: Hvem skal tegne fremtidens Assens ved havnen?
Det skal enten COBE A/S med Orbicon/WSP som underleverandør, JAJA Architects med BOGL og Skanding som underleverandører og WE Architecture med byMUNCH By- og Landskabsdesign, REGNESTUEN Haukohl & Køppen rådgivende ingeniører og INN tegn & byg som underleverandører.
De tre arkitektteams er nemlig blevet udvalgt til at være med i opløbet om den sikkert attraktive opgave med at omforme havneområdet i Assens via det såkaldte åbningstræk og Fremtidens Assens.
Borgmester Søren Steen Andersen (V) udtaler i en pressemeddelelse, at han er sikker på, det vil binde by og havn bedre sammen.
”Det er vigtigt at finde de helt rigtige arkitekter til at realisere visionerne for åbningstrækket, det første store projekt i Fremtidens Assens. Jeg er sikker på, at projektet med multiteket og havnepladsen vil binde Assens’ hovedgade og havn bedre sammen", fortæller han.
Udvikling af havneområdet i Assens
Hvor det før var et skarpt afgrænset område med byggefeltet som afgrænsning mod nord og multitektet satte grænsen mod syd og øst, arbejdes der nu med et projektområde på 4900 kvadratmeter, der strækker sig fra Willemoesgades udmunding i havnen mod vest og med Sdr. Ringvej som østlig afgrænsning og op til Toldbod Plads og Thoral Niss' plads mod nord. Opgaven bliver at få selve havnepladsen til at spille sammen det øvrige område og de tilstødende arealer som Kogehusmolen, Toldbod Plads og Thorvald Niss' Plads.
Havnepladsen ventes færdig i 2022, og vil da være fri for trafik, fordi en omlægning af Sdr. Ringvej til 4,5 mio. kroner også er en del af projektet.
20 ansøgninger
Det er en bedømmelseskomité med repræsentanter fra Assens Kommune og Realdania, som har udvalgt de tre teams til at udarbejde et tilbud samt et idéoplæg til projektet.
Assens Kommune fortæller, at der var 20 ansøgninger inde og vende.
I løbet af sommeren skal de tre udvalgte teams så komme med deres endelige bud på totalrådgivningsydelsen, hvorefter bedømmelseskomitéen kårer en vinder. Tidsmæssigt er vi henne i august. Meningen med Fremtidens Assens er, at der skal laves et multitek i det gamle rådhus på havnen, der skal være boliger på noget af pladsen og også en ny havneplads.
Ifølge kommunen forventes den endelige kontrakt at blive indgået i efteråret.