Annonce
112

Tre personer idømt store bøder: Ulovligt importerede hundehvalpe solgt fra det indre Svendborg

Det var hvalpe som den franske bulldog her, de tre dømte importerede og solgte fra en adresse i Svendborg. Foto: Johan Gadegaard, Scanpix
To mænd fra Svendborg og en kvinde fra Kværdrup idømt bøder på henholdsvis 100.000, 80.000 og 60.000 kroner for ulovlig import og salg af hundehvalpe fra Polen. Hundene blev solgt fra en adresse i det indre Svendborg, og sagen startede, da de blev standset ved grænsen.

Svendborg: Tolderne standsede en bil, og så rullede det.

Og sagen kulminerede med, at to mænd fra Svendborg og en kvinde fra Kværndrup fredag blev idømt bøder på henholdsvis 100.000, 80.000 og 60.000 kroner.

Ifølge Karen Lykke Jensen, der var anklager i sagen, begyndte det med, at en personbil blev standset ved grænsen ved Padborg i starten af 2018.

I den var fire hundehvalpe, og det fik Fødevarestyrelsen til at kontakte politiet, hvorefter en større efterforskning blev sat i gang.

- Vi går i gang med at se, hvad vi kan finde ud af, og vi finder annoncer i Gul og Gratis og Den Blå Avis. Og så skulle vi finde ud af, hvilke kuld hvalpene var ud af, og hvem køberne var, siger Karen Lykke Jensen.

Annonce

55 hvalpe på Høje Bøge Vej

Efterforskningen viste, at der i perioden fra juli 2017 til august 2018 var blevet importeret i alt 55 hvalpe af racerne fransk bulldog og engelsk bulldog fra Polen, og at de var blevet solgt fra Høje Bøge Vej i Svendborg. Og at de i annoncerne var prissat til mellem 6000 og 15.000 kroner.

I retten plæderede Karen Lykke Jensen for, at hovedmanden skulle idømmes en bøde i lejet omkring de 200.000 kroner, og at de øvrige bøder skulle ligge i terrænet derunder.

- Men de forklarede, at de havde tjent 500 kroner pr. hvalp, og den forklaring kunne retten ikke tilsidesætte. Og derfor blev det til bøder på 100.000 kroner og nedefter, siger hun og oplyser, at de dømte hævdede, at det ikke havde været drevet af en ambition om at tjene penge.

- De sagde, at de gjorde det, fordi det var en hobby, og fordi de godt kan lide hunde. Og at de gerne ville godkendes og have en kennel, så de kunne gøre det på den rigtige måde, siger Karen Lykke Jensen. Som har det fint med sagens udfald.

- De er dømt og har fået store bøder, og der er dermed sendt et signal om, at det med at drive forretning på den her måde uden at have tilladelse og uden at betale skat ikke er i orden. Det er jeg tilfreds med, siger hun.

Kvinde frikendt

Faktisk var der fire på anklagebænken, idet en kvinde også var tiltalt.

Hun delte Høje Bøge Vej-adresse med manden, der blev idømt en bøde på 100.000 kroner, og var derfor tiltalt for medvirken til den ulovlige hvalpehandel.

- Men hun forklarede, at hun ikke havde kendt til omfanget og ikke havde fået del i fortjenesten, og hun blev frifundet, siger Karen Lykke Jensen.

Anklageren fortæller også, at det var et arbejde af de større at finde frem til køberne af hundene, men at det lykkedes.

Hvordan vil hun ikke sige.

- Vi er nødt til at have nogle små hemmeligheder for det tilfældes skyld, at vi skal efterforske sådan en sag igen, siger hun og oplyser, at det vil politiet godt.

- Vi er meget interesserede i at sikre, at hunde bliver forhandlet under ordnede forhold, hvor der bliver betalt skat. Så vi ser gerne, at folk henvender sig, hvis de har købt en hund og føler, at noget ikke er helt rigtigt. Hvis den for eksempel har en chip fra Polen, hvis den var lige billig nok, eller hvis forholdene på stedet ikke var helt, som de skulle være, siger Karen Lykke Jensen.

De tre dømte har frem til mandag til at tænke over, om de vil anke.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Skærmkaos i myndighederne

Det er ikke kønt, når myndigheder må trække på skuldrene og sige, at det er der vist ikke noget at gøre ved. Det er tilsyneladende, sådan sagen om en reklameskærm på Ring Nord ved Svendborg hænger sammen. For selvom politiet mener, at den er vildledende og til ulempe for trafikken, har det ingen betydning, når Svendborg Kommune skal tage stilling til en byggetilladelse. Det vil være magtfordrejning, siger Svendborg Kommune. Det er der jo ingen grund til at betvivle, når sådan et fint ord bliver smidt på bordet. Men så kan politiet vel…? Nej, for det er kommunen, der er vejmyndighed, og derfor kan politiet ikke sætte foden ned og stoppe byggeriet, lyder det fra den uniformerede ordensmagt. Politiet kan kun beordre en nedtagning af skærmen, når den er sat op. Og det er der jo heller ingen velfunderede grunde til at betvivle, når politiet siger det. Det er noget snørklet og også til at trække lidt på smilebåndet af. Men det har jo den konsekvens, at det er blevet mindre sikkert at køre bil på Ring Nord. Og trafikforsker Harry Lahrmann er bekymret på vegne af trafiksikkerheden, når der generelt bliver sat flere og flere skærme op i det danske trafiklandskab. Derfor går det selvfølgelig heller ikke, at myndighed a peger på myndighed b, der peger på myndighed a. Og så sker der så ikke mere. Det her lyder og ligner et hul i bureaukratiet, og det skal stoppes. Hvis det er en tredje myndighed, der kan rede trådene ud og slå fast, om det er en kommune eller politiet, der kan stoppe trafikfarlige skærme på forhånd, så er det bare at komme i gang. Ellers må lovgiverne på banen og skabe klarhed. Mon ikke der også findes mere trafikfarlige skærme end den på Ring Nord, nu hvor politiet ikke mener, at den skal tages ned. Men det er hverken rimeligt over for trafikanterne eller de erhvervsfolk, der står bag sådanne skærme, at vi i Danmark i 2020 ikke har en myndighed med hjemmel til at stoppe sådan et projekt, før der er brugt penge eller lavet buler i bilerne eller det der er værre.

112

15-årig havde strømpistol med i skole

Annonce