Annonce
Fyn

Trailere og campingvogne vælter på broerne: Men færdselsloven siger intet om at køre over i blæsevejr

Sådan så det ud søndag ved 17-tiden, hvor en trailer blev blæst omkuld på Lillebæltsbroen. Forinden havde Vejdirektoratet advaret vindfølsomme køretøjer mod at køre over broen i uvejret. Foto: Nana Hanghøj.
Søndag gik det flere gange galt på Lillebæltsbroen i det stormfulde vejr. Først væltede en campingvogn, og siden fik blæsten også ram på to trailere. Det er dog sjældent, at trafikanterne bliver straffet for at vælte på vejene på grund af blæst, fortæller Fyns Politi.

Færdselsloven nævner mange ting, man enten skal eller ikke må. Men blæsten kan man ikke få at se blandt lovens bogstaver og paragraffer.

Søndag formiddag væltede kraftige vindstød en campingvogn, som efterfølgende spærrede for to vognbaner på Lillebæltsbroen til gene for trafikken mod Fyn fra Jylland. Senere gik det også galt for to trailere, som blæste omkuld.

Det er imidlertid sjældent, at der rejses sager mod trafikanter, der kommer i vejen for trafikken med påhængsvogne, som forulykker i stormfuldt vejr. Kommunikationskonsulent ved Fyns Politi Sunniva Pedersen-Reng oplyser, at det ikke er direkte ulovligt at køre over broerne med anhængere i blæst.

- Man overtræder ikke som sådan nogen lov. Der vil dog kunne rejses tiltale for fareforvoldelse, hvis vi vurderer, der er grundlag for det.

Straffelovens paragraf 252 giver mulighed for fængselsstraf til personer, der for eksempel ved grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for andres liv eller førlighed.

Kommunikationskonsulenten fortæller dog, at det ikke umiddelbart har været muligt at finde sager hos Fyns Politi, hvor den bestemmelse er blevet brugt i forbindelse med, at et køretøj eller en anhænger er væltet på grund af blæst.

De aktuelle færdselsuheld på broen søndag hører under Sydøstjyllands Politi, hvor vagtchefen mandag ikke havde nogen kommentarer til hændelserne.

Inden trailerne væltede, havde myndighederne frarådet at køre over broen i vindfølsomme køretøjer. Alligevel er det ikke ulovligt at gøre det, for der er kun en tale om en vejledning.

Myndighederne kan også vælge helt at lukke broer, som det skete på Øresundsbroen søndag aften.

Annonce

Regler om vejr og anhængere

Færdselsloven nævner ikke blæst direkte, men vejret er omtalt i paragraf 41 om at tilpasse hastigheden efter forholdene. Det gælder vejen, vejret og sigtbarheden, ligesom man også skal tage køretøjets tilstand og belæsning i betragtning, når man træder på speederen.

Paragraf 67 dikterer blandt andet, at føreren af et køretøj skal sikre sig, at et påhængskøretøj er i forsvarlig stand, og at det kan styres og bremses. Man skal også sikre, at lygter og blinklys fungerer.

Og selv om kørsel med vindfølsomme køretøjer i blæst ikke er reguleret i færdselsloven, er der blevet plads til andre meget specifikke forbud. Ifølge paragraf 6 er det forbudt at spænde en slæde, trækvogn eller lignende efter et køretøj. Man må heller ikke stå på ski, skøjter eller rulleskøjter, mens man bliver trukket af et køretøj.

Kørsel med trailer, campingvogn eller lastbilanhænger i blæst kan dog høre ind under paragraf 3. Bestemmelsen siger, at trafikanter som grundregel skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så der ikke opstår fare eller ulempe for andre, og så færdslen ikke hindres eller forstyrres unødigt.

Overtrædelse af dette kan straffes med bøde.

Brancheorganisationerne Dansk Industri Transport og DTL - Danske Vognmænd udtalte sig i januar sidste år positivt om et forbud mod at køre over Storebæltsbroen i vindfølsomme køretøjer i stærk blæst. Debatten opstod, efter en lastbil med en tom anhængervogn væltede på broen og lammede trafikken i fire timer, efter myndighederne havde advaret om risikoen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Brolukning på Thurø: Turisterhvervet på øen er målløse

Svendborg For abonnenter

Tre socialdemokrater stemte ikke med borgmesteren: Splittet byråd godkender principper for søfartsskoleprojekt

Annonce