Annonce
Svendborg

Trælast-gigant bekræfter: - Ja, vi kigger på Svendborg

Den jyske trælastkoncern Davidsen købte sidste år Optimera og er oppe på 910 medarbejdere, men er alligevel ikke holdt op med at afsøge markedet. Henrik Clausen, som er administrerende direktør i Davidsen Koncernen A/S, bekræfter, at Svendborg er et varmt emne. Pr-foto
Den jyske trælast- og byggemarkedskæde Davidsen kan være på vej til det sydfynske. Direktøren bekræfter, at kæden sonderer terrænet i Svendborg.

Svendborg: En aktør af de helt store kan være på vej til Svendborg.

Henrik Clausen, der er administrerende direktør i den Vojens-baserede trælast- og byggemarkedskæde Davidsen, bekræfter nemlig, at noget er i gære.

- Ja, vi kigger kraftigt på Svendborg. Det er en spændende og interessant by, som ligger i naturlig forlængelse af vores afdeling i Odense, og som vi har kigget på i flere år, siger direktøren, som dog ikke er klar med åbningstilbud til hverken håndværkere eller gør det selv-folk.

Annonce

- Vi vurderer, at der er spændende muligheder i Svendborg, men vi har ikke truffet en konkret beslutning endnu, siger Henrik Clausen.

Åbning i markedet

Han peger på fire faktorer, som spiller ind.

Den ene er, at der så at sige skal være en åbning i markedet - og det er der i udgangspunktet, fordi Stark i februar i år købte Jens Schultz - XL Bygs trælast og tre byggemarkeder.


Vi har kigget på forskellige ejendomme, men mere kan jeg ikke sige

Henrik Clausen, administrerende direktør i Davidsen Koncernen A/S


Der er dog den hage ved det, at handlen endnu ikke er blåstemplet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

- Vi følger processen omkring sagen, og det er klart, at hvis to konkurrenter lægger sig sammen, så giver vil det skabe en interessant åbning i markedet, siger Henrik Clausen, der også anfører, at andre ting skal falde i hak.

- Vi skal have den rigtige lokation, og så skal vi være sikre på, at vi kan få de rigtige, dygtige medarbejdere, siger han.

Annonce

Stor mundfuld

Og endelig spiller det ind, at Davidsen i oktober 2019 overtog den franskejede konkurrent Optimeras aktiviteter i Danmark og på Grønland og dermed gik fra at have 17 afdelinger til at have 30.

- Det har vi brugt det meste af 2020 på at få til at køre. Det er en stor mundfuld, siger Henrik Clausen.

Om det er en trælast eller et byggemarked, kæden pønser på at åbne, vil direktøren ikke oplyse, men han løfter dog en flig ved at fortælle, at kædens afdelinger uden for Sønderjylland primært er rettet mod håndværkere. Altså at de er trælaster.

Når det kommer til placeringen, holder han kortene til korpusset.

- Vi har kigget på forskellige ejendomme, men mere kan jeg ikke sige, siger direktøren, der heller ikke tør sætte dato på en afklaring.

- Jeg ville ønske, jeg kunne, men jeg kan ikke. Der er mange ting, der skal falde på plads, lyder det.

Annonce

Familievirksomhed

Davidsen Koncernen A/S har hovedsæde i Vojens og blev grundlagt af Christian Davidsen i 1944, og den er stadig i Davidsen-familiens eje.

Med købet af Optimera i 2019 blev kæden for alvor landsdækkende og blev især stærkt repræsenteret i København, Aarhus og Aalborg, og samme år blev det til et overskud på 30,2 millioner kroner før skat.

Koncernen har 141,6 millioner kroner i egenkapital og beskæftiger 910 medarbejdere, og så er afdelingen i Odense i øvrigt den eneste på Fyn.

Endnu.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Nu er opgravningen af minkene i gang

Faaborg-Midtfyn

Går imod andre praktiserende læger: Faaborg-læge vil gerne vaccinere med skrottede vacciner - hvis myndigheder siger ok

Annonce