Annonce
Svendborg

Torsdag åbner fitness: - Det er lidt angstprovokerende

Lars Christoffersen er centerchef ved Solo Fitness i Svendborg. Arkivfoto: Kenneth Skipper
Torsdag får genåbningen endnu et nøk opad, når vi igen kan tage i fitnesscenter og svede os i form. Det er dog genåbning med coronarestriktioner, og det er lidt angstprovokerende, lyder det fra Lars Christoffersen, der ejer Solo Fitness.

Svendborg: - Jeg sidder lige og læser retningslinjerne for genåbningen inde på ministeriets hjemmeside...

Sådan siger Lars Christoffersen, der ejer Solo Fitness med afdelinger i Svendborg og Rudkøbing, da Fyns Amts Avis fanger ham på telefonen tirsdag formiddag.

Anledningen er naturligvis, at politikerne natten til tirsdag har landet en genåbningsaftale, der blandt andet betyder, at Lars Christoffersen kan åbne sine fitnesscentre, der ellers har været lukket siden kort før jul sidste år.

Annonce

- Det er lidt angstprovokerende, hvordan det kommer til at fungere med åbningen samtidig med, at vi skal følge retningslinjerne for det, siger Lars Christoffersen.

Han fortæller, at han blandt andet er i tvivl om kravene til, hvordan han skal sørge for at tjekke coronapas.

- Skal jeg have en dørmand, eller er det tilstrækkeligt, at personalet sørger for at tjekke op på det hos gæsterne. En anden del er, at der skal være personale på i hele åbningstiden. Jeg plejer jo ellers ikke at have personale i ydertimerne, siger han.

Klar klokken seks

- Men det skal nok gå, og vi er klar til at åbne klokken 6 på torsdag, hvor der helt sikkert vil stå en håndfuld eller to klar til at komme ind og træne. Og jeg vil også selv stå klar og tage imod, siger han og medgiver, at det er en stor dag, han har set frem mod.

Ikke mindst fordi det ikke er uvæsentligt at have kunder i butikken, hvis man vil holde skindet på næsen - hvad der dog er lykkedes nogenlunde det forgangne år, forstår man på fitness-ejeren.

- Men jeg er glad for, at jeg ikke er nystartet. Jeg har jo søgt hjælpepakker - jeg har dog ikke fået så meget af det endnu - men det kommer. Det er nu heller ikke fordi, vi har mistet så mange flere medlemmer, end vi plejer hen over et år. Men vi har til gengæld ikke fået nye kunder ind, og det kan selvfølgelig mærkes, siger han.

Lars Christoffersen fortæller, at han har haft udendørs træningshold i nogle måneder.

- For at vise, at vi stadig er her - men det har ikke været noget, jeg har taget penge for, for så kunne vi jo ikke søge hjælpepakker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Klar til at finde den store kædesav frem: Venstre vil fjerne øverste etage fra Rubberton-byggeri

Annonce