Faaborg-Midtfyn: Mens resultatet af kommunal- og regionalvalget har fyldt det meste af sendefladen de seneste dage, er der endnu et valgresultat, der er værd at bide mærke i.
Er man over 60 år og bosat i Faaborg-Midtfyn, havde man på valgdagen også mulighed for at stemme til Ældrerådsvalget.
Stemmerne er talt op, og følgende 15 kandidater er valgt ind i det ældreråd, der tiltræder 1. januar 2022:
- Anne Appe, Ringe, med 1457 stemmer (genopstillet)
- Hanne Storm, Faaborg, med 995 stemmer (genopstillet)
- Erik Rahn Jensen, Ryslinge, med 807 stemmer (genopstillet)
- Henning Spangsberg, Broby, med 592 stemmer (genopstillet)
- John Dürr Espersen med 547 stemmer (genopstillet)
- Palle Bjerre, Faaborg, med 546 stemmer (genopstillet)
- Niels Peter Ellegaard, Faaborg, med 525 stemmer (genopstillet)
- Kim Laue Christensen, Faaborg, med 509 stemmer (genopstillet)
- Elsebeth Glasdam, Faaborg, med 500 stemmer (genopstillet)
- Else Langæble, Ringe, med 444 stemmer (nyopstillet)
- Annette Jæger Jørgensen, Vantinge, med 409 stemmer (genopstillet)
- Tove Brix-Kjelgaard, Faaborg, med 366 stemmer (nyopstillet)
- Ole Bugge, Broby, med 352 stemmer (genopstillet)
- Jørgen Dittmann, Allested-Vejle, med 293 stemmer (nyopstillet)
- Erik Rasmussen, Ringe, med 255 stemmer (nyopstillet)
Følgende er suppleanter i nævnte rækkefølge:
- Birthe Skovgård, Faaborg, med 211 stemmer (nyopstillet)
- Niels Buhl, Faaborg, med 200 stemmer (nyopstillet)
- Kirsten Grove, Faaborg, med 86 stemmer (nyopstillet)
- Michael M. Møller, Broby, med 78 stemmer (nyopstillet).
Det nye Ældreråd i Faaborg-Midtfyn Kommune konstituerer sig tirsdag den 30. november.
Bred vifte af temaer
Der var længe tvivl om, hvorvidt valget ville blive til noget, for det kneb at nå over 15 kandidater, og derfor så det en overgang ud til, at de kandidater, der havde meldt sig, også ville blive valgt. Men det blev altså vælgernes opgave at vælge mellem de 19 opstillede kandidater.
Ældrerådet beskæftiger sig med temaer, der har betydning for personer på 60 år eller derover – fx trafik- og boligforhold, sundhed, miljø og kultur. De ældre skal således have indflydelse på kommunens ældrepolitik i bred forstand og på såvel spørgsmål af overordnet karakter som på forhold, der har betydning for deres hverdag.
Ældrerådet skal ligeledes høres om de årlige budgetter, om planer for byggeri af boliger til ældre, og planer om nedlæggelse af boliger og plejecentre for ældre, om forslag til at iværksætte eller nedlægge aktiviteter for ældre, kommunalbestyrelsens målsætning og serviceinformation på ældreområdet m.v.
Ældrerådet mødes 11 gange i løbet af året. Medlemmerne er valgt for en fire-årig periode.