Annonce
Fyn

Topembedsmand om smittesituationen i Vollsmose: - Vi tager alle værktøjer i brug for at få flere beboere til at lade sig teste

Odense Kommunes stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen, her fra et pressemøde om coronasituationen i Vollsmose: - Når man står i en ukendt situation, leder man efter værktøjerne og ser, hvad der virker bedst. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen svarer her på, hvad Odense Kommune gør for at smittesituationen i Vollsmose ikke skal komme ud af kontrol.

Stefan Birkebjerg Andersen, hvis man studerer udviklingen i smitte-incidens i Vollsmose fra oktober til i dag, kan man se nogle voldsomme udsving. Der er f.eks. sket et fald på 380 i løbet af ingen tid, og senere en stigning på over 200, også på meget kort tid. Hvad betyder det for den nuværende situation?

- Incidenstallene hænger sammen med populationens størrelse - og i den her sammenhæng er Vollsmose et lille område. Når én bliver smittet i Vollsmose stiger incidensen med 11. Når én odenseaner bliver smittet, stiger incidensen i kommunen til sammenligning med 0,5. Og det skal man selvfølgelig have med, når man taler om smittesituationen i Odense. Det nye er, at det nu er den britiske variant, vi bekæmper i Danmark og Odense.


Annonce

Nogle er meget samvittighedsfulde med at lade sig teste, andre vil kun testes hvis de får mistænkelige symptomer - præcis som vi oplever andre steder.

Stefan Birkebjerg, stadsdirektør


Nu lægger kommunen i sit nyeste tiltag stor vægt på at bringe testfaciliteterne så tæt på folks lejligheder i Vollsmose som muligt. Det må være fordi, I vurderer afstanden til testcentret som den største forhindring for, at flere folk lader sig teste. Hvad bygger I det på?

- Vi har ingen evidensbasseret erfaring her. Når man står i en ukendt situation, leder man efter værktøjerne og ser, hvad der virker bedst. Vores målsætning er at få alle Vollsmoses beboere over 12 år til at lade sig teste en til to gange om ugen. Derfor prøver vi nu at gøre det så let for dem som muligt ved at placere testfaciliteterne så tæt på som overhovedet muligt. Og her i weekenden tager vi igen ud og banker på dørene for som en anden Lars Larsen at komme med et godt tilbud til beboerne.

Jeg har hørt en reaktion fra en beboer i et andet hårdt ramt område sige: ”Jeg vil kun testes, når jeg selv føler et behov for at blive det.” Er det ikke at undervurdere folks intelligens at tro, at flere vælger at blive testet, bare fordi de kan nøjes med at gå ned ad trappen?

- Sundhedsmyndighedernes anbefalinger er, at den sikreste vej til at komme smitten til livs er ved at få brudt smittekæderne. Og det kan vi, hvis vi kender alle smittede. Derfor tager vi alle værktøjer i brug for at få flere beboere til at lade sig teste. Et af dem er at gøre det så let som muligt at blive testet.

Overlæge Morten Sodemann fra Indvandrermedicinsk Klinik har på Twitter lagt en række bud op som et supplement til at forstå, hvorfor ikke flere lader sig teste - ud fra nogle af de udsagn, han hører.  Her er et af argumenterne f.eks., at corona måske ikke er helt så farligt, som myndighederne siger. Hvordan tackler I det?

- Vi har i hele perioden været i tæt dialog med ressourcepersoner i området, som hjælper med at videregive oplysninger. Vi prøver at informere på flere forskellige sprog om test og om sygdommen, og hvordan den kan ramme særligt sårbare. Vi oplever en vis myndighedsskepsis i nogle miljøer, og derfor har vi prøvet næsten alle platforme - fra Vollsmose Avisen til sociale medier og til at banke på dørene. Vi har lavet videoer og undervist områdets foreninger i, hvad corona er. Det er en meget bredspektret indsats.

Hvilke problemer optager beboerne, når I taler med dem i forbindelse med jeres "banken på dørene"-indsats?

- Lige her adskiller Vollsmose sig ikke så meget fra det øvrige samfund. Nogle er meget bekymrede, andre tager temmelig let på det. Nogle isolerer sig nærmest frivilligt, mens andre nærmest lader som ingenting. Nogle er meget samvittighedsfulde med at lade sig teste, andre vil kun testes hvis de får mistænkelige symptomer - præcis som vi oplever andre steder.

Spiller det en rolle at nogen kan være bange for at skulle isoleres, hvis de har corona - eller at blive udskammet, hvis man er smittet?

-  Når vi taler med nogle af dem, som er testet positive, kan vi - både i Vollsmose og andre dele af Odense - ind imellem være i tvivl, om viljen til at gøre noget ved situationen er til stede. Eller om de har nogle ordentlige rammer, hvor de kan isolere sig. Derfor har vi valgt at leje et par lejligheder i Vollsmose, hvor vi vil afprøve, om det gør en forskel, at man kan være i nærmiljøet, hvor man stadig kan have kontakt til nogle pårørende.

Hvordan skal incidensen udvikle sig, for at I skrider til yderligere handlinger?

- Vi vurderer hver eneste dag i samarbejde med sundhedsmyndighederne - indimellem flere gange om dagen - om der er flere ting, vi skal gøre. Ingen institution eller situation slipper for at blive vurderet. Udviklingen i antal testede og incidens bestemmer, om vi kommer til at lukke mere eller kan åbne gradvist mere op.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Nu er opgravningen af minkene i gang

Annonce