Annonce
Svendborg

Tomme kulturinstitutioner glæder sig til gæster

Museer skal lyde af børn og glade gæster, mener Naturamas direktør, Mette Thybo. Sådan bliver det på Naturama igen fra åp torsdag. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær

Museer er ikke museer uden gæster. Sådan har både Naturama og Danmarks Forsorgsmuseum det, så sammen med byens andre kulturinstitutioner glæder de sig til nu igen at kunne lukke hverdagen ind oven på et par lange måneder med coroanlås på dørene.

Mette Thybo, direktør på Naturama

Mette Thybo, direktør på Naturama. Arkivfoto: Jens Wognsen

- Vi åbner på torsdag, og vi har travlt. Vi skal have folk tilbage fra lønkompensation og vi skal være klar. Vi åbner vores nye udstilling om invasive arter, så der er mange dyr, vi skal have ind. Vi får faktisk også nogle levende dyr ind - vaskebjørne og egern - men det er ikke sikkert, vi lige når det til på torsdag. Og så har vi vores udstilling "Hemmeligheder i dybet", som lige nåede at åbne inden vi lukkede ned. Her kan man for eksempel se en 10 centimeter lang hundestejle og andre fisk blæst op i to gange tre meter. Der er en hidtil uset detaljerigdom i de billeder. Den udstilling er der ikke ret mange, der nåede at se, så vi har to helt nye store udstillinger, som vi glæder os til at vise frem. Og vi glæder os til at få gæster igen. Et tomt museum er ikke sjovt. Der skal være liv, og man skal kunne høre børn og glade gæster. Og for os betyder det, at vi kan komme videre med vores mission om at inspirere til bevarelse af naturen. Det er det, vi arbejder på, så vi vil gerne have folk ind.

Sarah Smed, leder af Danmarks Forsorgsmuseum

Sarah Smed, afdelingsleder, Danmarks Forsorgsmuseum. Arkivfoto: Yilmaz Polat

- Vi savner vores gæster. Et tomt museum er bare ikke et museum i vores ånd. Vi vil gerne have gæster ind. Lige som alle andre har vi også en oplysningspoligt og vil gerne bruge vores rammer til at skabe de fællesskaber, som historie kan, men udover det har vi også en målgruppe og nogle samarbejdspartnere i vores alternative eksperter, og mange af dem har i den grad manglet museet. Det kan være hjemløse, mennesker med misbrugsproblemer eller nogen, der er lidt mere marginaliseret end andre. Deres forløb her på museet har været sat på pause, og de glæder sig helt vildt, fordi de har manglet det der fællesskab. Vi åbner igen 2. juni, og hvis coronaklar er et ord, der findes, er vi det. I begyndelsen af næste uge skal vi lige have de sidste detaljer på plads omkring de praktiske løsninger i forhold til retningslinjerne. Vi har mange små rum, så noget af det, vi gør, er at strukturere gæsternes tur rundt på museet mere, end vi ellers har gjort. Vi har også nogle medarbejdere, der har været hjemsendt, som lige skal have lov at komme ind i det hele. Men 2. juni er vi helt klar.

Claus Bjerregaard, Svendborg Teater og Borgerforeningen

Claus Bjerregaard, Svendborg Teater og Borgerforeningen. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær

- For teatrets vedkommende har vi ikke turdet forberede noget , så vi har ikke nogen forestillinger eller koncerter her før sommerferien. Det har været for usikkert, så vi har flyttet alt til efteråret. Men vi er glade for, at vi nu kan se mere positivt på fremtiden. Sæsonen starter 1. august, og det bliver både med det aflyste fra foråret og det allerede planlagte for efteråret, så der kommer teater, koncerter og foredrag i en lind strøm. Og til den tid kan det være, vi er så heldige, vi ikke behøver at have et tomt sæde imellem grupper, der køber billetter sammen. Men vi prøver alligevel allerede nu at tage højde for den billettekniske udfordring, der er i, at grupper gerne må sidde tæt sammen, men at der skal være et sæde hen til en anden gruppe eller et par. Det er vi ved at finde ud af, hvordan vi løser rent teknisk. Derfor ved vi heller ikke hvor mange billetter, vi kan sælge. Vi har plads til 440 i teatret, men hvis der skal være afstand mellem alle, er det jo kun det halve, vi har plads til. Og hvis der skal være afstand mellem grupper, ved vi det slet ikke. Og det er stort set samme historie for Borgerforeningen. Vi har åbnet restauranten og caféen og terrassen, hvor vi har lidt musik indimellem, men vi kan ikke holde koncerter endnu. Vi afventer stadig og krydser fingre for, at koncerter kommer med i fase 4. I de faser, der kommer nu, kan vi ikke holde koncerter.

Hanne Søgaard, formand for Tåsinge Museum

Tåsinge Museum. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær

- Det betyder jo alt for os, for vi har normalt kun åbnet fra 1. juni til 15. september, så hvis vi havde mistet det, havde det været rigtig slemt for os. Så vi er jublende lykkelige. Vi havde lige nået at annoncere, at vi åbnede 9. juni, men nu har de sagt, vi må åbne tidligere, så nu skal vi lige snakke i bestyrelsen om, om vi skal tage den ekstra uge med. VI har lige nogle ting, som vi har gået og renoveret på og godt kunne tænke os at blive færdige med, men der har jo ikke været så mange folk til at hjælpe med det, som der plejer at være, så vi skal lige have taget stilling. Men vi har fået plexiglas og håndsprit op, og vi har krydset fingre for, at vi måtte åbne. Vi har også kigget på hjælpepakker, hvis vi nu ikke kunne komme til at åbne, men det bliver forhåbentlig ikke nødvendigt med dem nu. Tværtimod tænker vi, at der nok bliver mange, der skal holde danmarksferie, og Sydfyn er jo et populært sted at holde ferie, så vi håber på, vi får lidt flere igennem end normalt.

Jannie Schjødt Kold, kommunikationschef, Baggårdteatret

Jannie Schjødt Kold, kommunikationschef, Baggårdteatret. Arkivfoto:

- Genåbningen ændrer egentlig ikke så meget for os forstået på den måde, at vi ikke skulle have haft forestillinger her i sommer, fordi Rottefælden plejer at køre revy herude. Så det er ikke sådan, vi lige har en forestilling klar, vi kan åbne for. For os betyder det bare, at vi har huset til rådighed, så vi kan prøve, og skuespillerne kan mødes, hvis der er behov for det. Vi er klar til at lancere alt i den nye sæson 15. juni, og det er lidt senere, end vi plejer, så der er lidt stille hos os salgsmæssigt. Sæsonen begynder til september, hvor vi har en ny forestilling, jeg ikke kan sige så meget om nu, men der har vi faktisk tænkt lidt anderledes, end vi plejer, fordi vi var nødt til at træffe nogle beslutninger for nogle måneder siden, hvor ingen vidste, om vi overhovedet måtte forsamles i august og september. Vi er også lidt spændte på, hvordan det bliver, når vi åbner. Om folk vil komme stormende til fælles oplevelser eller være nervøse for at sidde tæt i et teater. Men vi er glade for, at kulturen nu åbner. Vi synes jo, den har været lidt underpriorieteret. Det gør, at vi kan tillade os at planlægge på en lidt anden måde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Tre socialdemokrater stemte ikke med borgmesteren: Splittet byråd godkender principper for søfartsskoleprojekt

Annonce