Annonce
Fødselsdag

Tog en chance og blev selvstændig: Jill har fuld tryk på forretningen i Svendborg

Jill Foged tog en chance og sprang ud som selvstændig i 2012. Det er gået godt, og hun har nu inklusive sig selv fire fuldstidsbeskæftigede i Sydfyns Stempel & Gravering. Her ses hun i selskab med barnebarnet Jeppe, der også hjælper til. Foto: Kenneth Skipper
For syv år siden skiftet Jill Foged status fra lønmodtager til selvstændig erhvervsdrivende udi skilte, gravering og tøjtryk. I dag har hun tre fuldtidsmedarbejdere og kan i øvrigt fejre 60-års fødselsdag torsdag den 17. oktober.

Efter 32 år som lønmodtager havde Jill Foged fra Tåsinge lyst til at prøve noget nyt - og gjorde noget ved det.

Hun sagde sit faste job hos Svendborg Skilte op og kunne den 16. april 2012 kalde sig selvstændig erhvervsdrivende med firmanavnet Sydfyns Stempel & Gravering på visitkortet.

Og selvom Jill Foged foretog sit karriereskift i kølvandet på den dengang buldrende finanskrise, og det var lidt af en satsning, er det faktisk kun gået fremad.

- Det er gået fantastisk. Da jeg startede, hjalp min datter til 20 timer om ugen. I dag er vi fire fuldtidsansatte, siger Jill Foged og tilføjer, at hun udover de mere gængse produkter som stof- og folietryk også har succes med de mere nicheprægede opgaver.

Det er nemlig blevet populært og lidt af et modefænomen at få graveret initialer i champagneglas som gave til bryllupspar, der også får en flaske Asti i stedet for en buket blomster.

- Og så har jeg lige lavet de her, siger hun og fremviser to Zippo-lightere, også med initialer.

En del af succesen skyldes ifølge Jill Foged, der også arbejde fuld tid i sin butik, satser på mindre opgaver for guldsmede.

- Vi er ikke gearet til at pakke biler ind eller lave store facader. I stedet tager vi os gladeligt af fru Hansen, der lige skal have graveret noget gammelt bestik til en konfirmand. Vi holder af de små kunder, og så laver vi rigtig meget graveringsarbejde for guldsmede, siger hun.

Annonce
Vi er ikke gearet til at pakke biler ind eller lave store facader. I stedet tager vi os gladeligt af fru Hansen.

Jill Foged

Må prioritere i sin fritid

Jill Foged stammer fra Skovballe på Tåsinge og er den midterste af tre søstre. Hun er gift med Arne, som hun har børnene Jesper og Linda med.

Fire børnebørn er det også blevet til, og foreløbig er 15-årige Jeppe den eneste, der er gammel nok til at hjælpe til på værkstedet.

Derudover har Jill Foged flere interesser især på det sportslige område, aerobic, cykling og løb, men der er ikke helt samme tid til den slags som før karriereskiftet.

- Det kniber det lidt med, og der er ikke tid til så meget sport, siger hun, i øvrigt med udsigt til et snarligt forår præget af teater.

Holder fast i de skrå brædder

Til gengæld lægger Jill Foged stadig kræfter i dilettantforestillingerne i Bjerreby Forsamlingshus, hvor hun ofte har optrådt i hovedroller på de skrå brædder.

Den næste forestilling og lystspil er på plakaten i februar og hedder ”Kærlighed og buler i bilen”, og når forberedelserne går i gang i det nye år, er det med Jill Foged i rollen om instruktør og de andre på scenen.

Sin fødselsdag fejrer Jill Foged torsdag den 17. oktober ved at låse sin butiksdør ud mod Vestergade mellem klokken 13 og 17 og byde familie, venner, kunder og forretningsforbindelser på lidt at spise direkte fra en lejet pølsevogn i gården/parkeringspladsen, ligesom der med hendes egne ord også bliver budt på fadbamser, kaffe og kage.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

'Til salg'-skilt i Kværndrup er groet til: - Kommunen satser ikke på små landsbyer

Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Ejendomsmæglere afviser at annoncere for kommunens grunde: - Vi driver forretning, ikke filantropi

Annonce