Annonce
Sport

To vigtige point i Europa: Søren Haagen gør det igen

Når man er 46 år, ved man, hvornår man skal slå til. Det viste Søren Haagen tirsdag aften i GOG's kamp mod Eurofarm fra Nord Makedonien. Foto: Michael Bager
Med to super-redninger i en hektisk slutfase banede 46-årige Søren Haagen vejen for to meget vigtige, europæiske point til GOG. Fynboerne vandt 30-29 over Eurofarm fra Nord Makedonien i en svær kamp.
Annonce

HÅNDBOLD: Hverken islandske Viktor Gisli Hallgrimsson eller Søren Haagen havde generelt den store kamp i GOG's første europæiske hjemmekamp i denne sæson - mod HC Eurofarm Pelister fra Nord Makedonien.

Alligevel blev Søren Haagen - ja, han er altså 46 år - reelt kampafgørende med to vitale redninger i opgørets døende minutter. Den ene redning var på gæsternes 130 kilo tunge stregspiller, Tomislav Kusan, som det gule midterforsvar ellers havde haft sit hyr med i hele kampen.

Med de to vigtige redninger red Søren Haagen videre på en bølge. I GOG's seneste ligakamp, hvor de gule kørte hen over Mors-Thy Håndbold, stod Haagen også en stor kamp - i øvrigt suppleret af sin 19-årige søn, Andreas.

KAMPEN KORT

EHF European League, Gruppe D

GOG-HC Eurofarm Pelister (Nord Makedonien) 30-29 (14-14)

Kampens gang: 1-2, 3-4, 8-7, 10-10, 11-11, (14-14), 17-16, 19-20, 21-22, 24-25, 27-28, 30-29.

Mål:
GOG: Emil Jakobsen 9 (4), Simon Bogetoft Pytlick 7, Kasper Kildelund 5, Stig-Tore Moen Nilsen 5, Mathias Gidsel 2, Anders Zachariassen 1, Oscar Bergendahl 1.
Eurofarm: Stipe Mandalinic 11, Tomislav Kusan 8, Bojan Madzovski 3, Mario Tankovski 2, Josip Peric 2  (1), Nenad Kosteski 1, Mateo Maras 1, Goce Ojleski 1.

Bedste spiller:
GOG: Simon Bogetoft Pytlick.
Eurofarm: Stipe Mandalinic.

Udvisninger:
GOG 2.
Eurofarm: 3.

Dommere: Fabian Baumgart og Sascha Wild, Tyskland.

Tilskuere: Cirka 375.

GOG’s næste kamp: Lørdag den 31. oktober, kl. 16.00: GOG-Sønderjyske.

Og når nu vi er inde på kampafgørende, ja, så må man også nævne Simon Bogetoft Pytlicks slider-gennembrud til 30-29. Pytlick landede på syv flotte scoringer på en aften, hvor GOG'erne ellers havde det svært og i lang tid lignede det hold, der ville tabe.

Man savnede noget af den udstråling og den energi, som normalt kommer fra spillerne. Måske tabte de gnisten i Eurofarms forsøg - som i lange periode lykkedes - på at trække kampen helt ned i et dræbende tempo med rigtig laaange gå-angreb.

Vigtigheden af den smalle sejr kan ikke overvurderes. Hvis man vil noget i europæisk sammenhæng, ja, så skal hjemmebanen holdes mod et hold som Eurofarm. Ikke mindst efter GOG's smalle nederlag hos Kadetten Schaffhausen i Schweiz for en uge siden.

Annonce

Opsang til publikum

- Det var dejligt at snuppe de to bolde til sidst. Men jeg ville jo også gerne have haft et par redninger i første halvleg, konstaterede Søren Haagen uden for GOG-omklædningsrummet nogle minutter efter sidste fløjt. Og Haagen tilføjede:

- Vi kom til at spille lidt for nervøst. Vi var ikke os selv. Vi fik brændt lidt for meget. Jeg tror der var noget usikkerhed. I sådan en situation skal der jo komme noget for os, men det ville også være fedt, hvis hallen - tilskuerne - kunne komme med lidt mere. Jeg havde gerne set tilskuerne lægge mere tryk på. For eksempel når Eurofarm var så lang tid om at sætte spillet i gang - og om at gå op. Pift dog af dem, så der blev lagt pres på dommerne til at hæve armen, så vi kunne få tempo ind i kampen.


I sådan en situation ville det være fedt, hvis hallen - tilskuerne - kunne komme med lidt mere. Jeg havde gerne set tilskuerne lægge mere tryk på

Søren Haagen, GOG-målmand


Om det videre forløb frem mod lørdagens ligakamp mod Sønderjyske, sagde Søren Haagen:

- Nu skal vi lige have ro på igen - hovederne fri - og så gælder det er stort fokus på Sønderjyske, for det bliver der brug for.

Annonce

Svingende præstationer

Trods deres gå-håndbold, så havde Eurofarm-spillerne reelt fortjent at vinde det tætte opgør.

Et GOG-midterforsvar i problemer havde sit hyr med Kusan - otte scoringer - og ikke mindst med den helt store profil på venstre back, Stipe Mandalinic - 11 scoringer. De to scorede altså 19 af Eurofarms 29 scoringer.

De individuelle præstationer i gult var for svingende. Kasper Kildelund på højre fløj havde gode perioder - men også afbrændere - det samme gjaldt den norske back, Stig-Tore Moen Nilsen. Og Mathias Gidsel havde det svært i Eurofarms tunge, stationære forsvar.

Men at vinde på en dårlig - eller halv-dårlig - dag er jo også en dyd!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Borgmester til de ærøske forbrugere: Hvis du handler lokalt i dag, vil butikken også være der i morgen

Annonce