100 både til VM og EM
De første tilløb til enmands-båden blev taget i starten af 1980’erne. I 1987 tegnede Peter Norlin den udgave, der er mest udbredt i dag. Den kendte, svenske konstruktør gav sin optimerede version typebetegnelsen Norlin Mark III.
Mini 12’eren blev oprindelig tænkt som en kapsejlads-båd til sejleren, der måske ikke lige kunne samle en hel besætning. Den relativt billige båd blev populær, og det viste sig hurtigt, at båden også var velegnet til sejlads for en handicappet person.
Mini 12’erens popularitet illustreres bl. a. af, at den til Europa- og verdensmesterskaber samler felter på op til 100 både. Båden bruges også til OL for handicappede, De Paralympiske Lege.
Kun hovedet stikker op
For handicappede sejlere er fordelen ved Mini 12’eren bl. a., at alle trimsnore og hal til betjening af de to sejl kan nås fra skipperens position på bådens eneste siddeplads. Roret betjenes af let tilgængelige håndtag under dækket i hver side af cockpittet - eller med fødderne.
Mini 12’erens dybe cockpit giver også sejleren en god beskyttelse mod vind og vejr. Under sejlads er det faktisk kun hovedet, der stikker op over cockpitkarmen.
Båd-typen er desuden væltefri og ikke særlig vægtfølsom. Det sidste betyder, at skipperens taktik og bådens trim spiller en stor rolle ved kapsejladsens alfa og omega - højde og fart.
Takket være opdriftsmiddel i for- og agterskib kan Mini 12’eren heller ikke synke.
Dansk konstruktion
En anden udbredt handicap-båd er Olsen Twin. Denne forlængede og lidt bredere Mini 12’er er tegnet specielt til handicappede og designet og bygget af Søren Olsen:
- Det er efterhånden nogle år siden, jeg slog de streger. Båden blev tegnet, fordi der opstod et ønske om at kunne have en ikke-handicappet ledsager med under sejlads, forklarer Søren Olsen til Søsiden.
Olsen Twin blev ligesom Mini 12’er bygget på Søren Olsens værft i Sondrup ved Odder i Østjylland.
Olsen Twin anvendes primært til sejlads med handicappede. Den handicappede sejler sidder forrest og hjælperen på et andet sæde bagved. Sejl, trim og ror kan betjenes fra begge pladser.
Nu tre Olsen Twin i Thurøbund
Thurø Sejlklub har netop modtaget og klargjort sit tredje eksemplar af denne bådtype. Thurøbunds nye Olsen Twin’eren kommer fra en klub i Aarhus. Reglen er, at hvis en båd til handicappede ikke udnyttes tilstrækkeligt i en klub, bliver den flyttet til en anden klub, der har mere behov for den.
Heller ikke Olsen Twin kan vælte eller synke.
- I Mini 12’eren skal du kunne bruge armene og man skal vide, hvad man gør. Det er kun de erfarne, der sejler alene. Begyndere og folk, der har stort handicap, sejler i Olsen Twin, siger handicapleder Erling Justesen, Thurø Sejlklub.
Ligesom Mini 12’eren kan Olsen Twin trailes.