Annonce
Indland

Tjek af spildevand på Bornholm giver SSI nyttig viden om corona

Det første forsøg herhjemme med at tjekke spildevand som indikator på udbredelsen af coronasmitte har ifølge Statens Serum Institut været vellykket. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Forsøg med coronatjek af spildevand på Bornholm viser ifølge seruminstitut, at metoden "overordnet fungerer".

Et forsøg på Bornholm med at tjekke spildevandet for coronavirus har givet nyttig viden. Det konkluderer Statens Serum Institut (SSI).

- Projektet har givet os gode erfaringer omkring, hvordan man rent praktisk kan sætte et stort system med spildevandsmålinger op, siger seniorforsker Steen Ethelberg i en meddelelse på instituttets hjemmeside.

Forsøget blev sat i værk 9. marts. Over en periode på fire uger blev der dagligt taget prøver af spildevandet fra syv rensningsanlæg på Bornholm.

Hensigten var at bruge spildevandet som en indikator på den aktuelle udbredelse af smitten.

Det vil gøre det muligt at overvåge epidemien og gribe ind med forebyggende tiltag, før folk bliver syge.

Erfaringerne fra Bornholm viser ifølge seruminstituttet et "nogenlunde" sammenfald mellem forekomst af smitte i spildevandet og positive coronatest hos beboere.

Der blev taget lidt over 200 prøver fra de syv rensningsanlæg, og i 11 procent af dem blev coronavirus påvist.

I samme periode blev 33 bornholmere testet positive.

- Selv om der kun var små mængder virus i spildevandet, og selv om der kun var få smittede på øen i perioden, var der dog et nogenlunde sammenfald mellem, hvornår og hvor der var virus i spildevandet, og borgere, der blev testet positive, siger Steen Ethelberg.

Projektet har ifølge seniorforskeren vist, at metoden "overordnet set fungerer", og at man kan påvise selv en meget lav smitte i samfundet.

Der er dog brug for at samle erfaringer i områder med høj forekomst af smitte, lyder det fra seruminstituttet.

Og de erfaringer er måske på vej.

For også i Ishøj Kommune er man gået i gang med at tjekke spildevandet for coronavirus.

Og i Københavns Kommune skal man også i gang med et lignende forsøg.

- Vores foreløbige erfaringer tyder derfor på, at spildevandsmålinger kan gå hen og blive endnu et nyttigt redskab i vores værktøjskasse til at holde øje med forekomsten af covid-19 smitte i samfundet, siger Steen Ethelberg.

/ritzau/

Her er nyheden hos Statens Serum Institut
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Klar til at finde den store kædesav frem: Venstre vil fjerne øverste etage fra Rubberton-byggeri

Annonce