Annonce
Kultur

Tinka vender tilbage:  Populær julekalender optages på Fyn for tredje gang

Josephine Chavarria Højbjerg spiller igen hovedrollen som Tinka. Foto: Jens Wognsen
Optagelserne til endnu en familiejulekalender med seerfavoritterne Tinka og Lasse er netop gået i gang, og næste uge rykker filmholdet til Fyn.

Det bliver igen med fynsk islæt, når TV 2's populære julekalender om nissepigen Tinka i 2022 rammer de danske skærme.

Ligesom de to foregående fortællinger om Tinka er denne nemlig også optaget i flere fynske kommuner.

- Det er herligt, at en julekalender-fortælling af denne kaliber kan bringe Fyn ind i stuerne landet over, og at vi i år - i endnu højere grad end tidligere - vil se locations fordelt over hele fem fynske kommuner i nord, syd, øst og vest på, hvad der ser ud til virkelig at kunne blive juleøen Fyn, siger direktør i FilmFyn, Klaus Hansen i en pressemeddelelse.

Titlen på den tredje julekalender bliver Tinka og Sjælens Spejl, og den  genbesøger Assens, Faaborg-Midtfyn, Nyborg og Odense kommuner, men den udvider også denne gang nisseuniverset med nye fynske locations i Kerteminde Kommune.

Selve seriens handling tager også nye veje, da en overraskelse venter Tinka:

Sidst seerne mødte Tinka, indførte hun Samlingen, hvor repræsentanter for regionerne - og et enkelt menneske - sammen styrede og bestemte. Til gavn for både voksne nisser og dem, som i fremtiden skulle føre Nissernes Rige videre. Eller det var i hvert fald meningen.

I Tinka og Sjælens Spejl har Tinka endnu ikke har fået den nye styreform til at fungere, sådan som hun havde forestillet sig. Hun begynder at tvivle på sine egne evner som nissernes leder, og da Ingi sætter hende på sporet af en familiehemmelighed, søger Tinka med hjælp fra sin bedste ven, menneskedrengen Lasse, svar i menneskenes verden. Her venter der Tinka en overraskelse, som vender fuldstændig op og ned på hendes liv og sætter hele Nissernes Riges eksistens på spil.

I hovedrollerne ses igen Josephine Chavarria Højbjerg som Tinka og Albert Rosin Harson som Lasse. Desuden er der gensyn med Hadi Ka-Koush, Ellen Hillingsø, Christian Tafdrup, Neel Rønholt, Rosita Gjurup, Martin Bo Lindsten, Birthe Neumann, Esben Dalgaard, Jakob Femerling og Viilbjørk Malling Agger. Nye navne på rollelisten tæller blandt andre Henrik Koefoed og Anna Haarup Much.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Friskoler byder ny skole velkommen: - Der er plads til flere i Svendborg

Annonce