Annonce
Fyn

Hjalmer, Medina, Tim C og Burhan G til Odense: Posten fylder Dok5000 med musik til oktober

Hjalmer, som Henrik Sørensen er manager for, er blandt de optrædende til "Live på Dokken". Arkivfoto: Mette Mørk
”Live på Dokken” er et nyt samarbejde med det regionale spillested Posten og koncertarrangør Henrik Sørensen, der foreløbigt udmønter sig i ni koncerter i oktober. Medina lægger ud og får selskab af blandt andre Burhan G, Hjalmer, Tim C og Malte Ebert.
Annonce

Musik: Koncertarrangøren Henrik Sørensen beviste i august og tidligere i september, at koncerter med store danske rock- og popnavne sagtens kan lade sig gøre, da han som medarrangør af "Musik ved bøgen" præsenterede Poul Krebs, Mads Langer, Magtens Korridorer og Tim C.


Normalt ville Medina, Burhan G, Tim C eller Hjalmer spille i et udsolgt Odeon eller på Posten. Nu får publikum i stedet mulighed for at opleve et mere intimt setup, og min klare fornemmelse er, at folk er sultne efter koncerter.

Henrik Sørensen, booker


Nu har han allieret sig med Posten og Odense Live Fonden og skabt det nye koncertkoncept ”Live på Dokken”, der lægger fra land onsdag 7. oktober med Medina og derefter byder på koncerter og en enkelt omgang standup frem til 17. oktober, hvor Burhan G sætter et foreløbigt punktum.

- Jeg gik i gang med at planlægge ”Live på Dokken”, allerede inden den første ”Musik ved bøgen” var afholdt. Men de fire koncerter bekræftede, at man sagtens kan arrangere corona-forsvarlige koncerter for 500 publikummere, siger Henrik Sørensen.

Han vil lige som med ”Musik ved bøgen”-koncerterne kalde koncerter i Dok5000 for intimkoncerter.

- Normalt ville Medina, Burhan G, Tim C eller Hjalmer spille i et udsolgt Odeon eller på Posten. Nu får publikum i stedet mulighed for at opleve et mere intimt setup, og min klare fornemmelse er, at folk er sultne efter koncerter. Om det holder stik, finder vi ud af tirsdag, når billetterne ryger i salg, siger Henrik Sørensen.

"Live på Dokken"

Onsdag 7. oktober: Medina

Torsdag 8. oktober: Mick Øgendahl

Fredag 9. oktober: Electric Guitars feat. Sanne Salomonsen (flyttes fra Posten)

Lørdag 10. oktober: Aura og Claus Hempler

Søndag 11. oktober: Rugsted Kreuzfeldt

Mandag 12. oktober: Tim C

Tirsdag 13. oktober: Barbara Moleko og Malte Ebert

Onsdag 14. oktober: Hjalmer

Torsdag 15. oktober: Rasmus Bjerg som John Mogensen

Fredag 16. oktober: Navnet offentliggøres senere på måneden

Lørdag 17. oktober: Burhan G 

Til info: Der er byttet rundt på et par datoer i forhold til programmet, der var med i den trykte avis, da arrangøren har været nødt til at ændre et par datoer.

De nye skærpede corona-retningslinjer påvirker ikke koncerterne, da det stadig er tilladt at afholde koncerter, så længe det samlede antal personer ikke overstiger 500.

- Vi tager naturligvis sikkerhed, afstand og ordentlighed mindst lige så seriøst som til ”Musik ved bøgen”, hvor alle inklusive myndighederne har rost os for afviklingen. Alle ansatte kommer også til at bære mundbind til ”Live på Dokken”, siger Henrik Sørensen.

Annonce

Dokkens sorte boks

Spillestedsleder på Posten, Morten Østlund, mener, at samarbejdet lå lige til højrebenet.

- Da Henrik Sørensen og Posten tidligere har lavet en del koncerter sammen, var det oplagt at springe på, da han luftede idéen om koncerter i Dok5000. Med en kapacitet på 500 giver det bedre mening at placere koncerterne der, fordi vi laver vores egen pendant til ”Black Box” i Forum, siger Morten Østlund.

Den sorte boks udgøres blandt andet af sorte moltonvægge – lyddæmpende stofvægge - for at skabe en mere intim ramme til publikum.

- 500 publikummere fylder ikke meget i Dok5000, derfor skaber vi et rum i rummet. Vi er sikre på, at vi kan give publikum en god oplevelse, siger Morten Østlund.

Annonce

Musikken afstemmes

Koncertrækken Live på Dokken får umiddelbart ikke konsekvenser for de planlagte koncerter på Posten i efteråret.

- Den eneste koncert, vi har rykket fra Posten til Dok5000, er Electric Guitars med Sanne Salomonsen. Pt. kan jeg ikke svare på, om vi flytter flere, siger Morten Østlund.

Tendensen og tallene indikerer, at efteråret og vinteren ikke byder på den normalisering, Posten og Dexter havde drømt i løbet af sommeren.

- Pt. ser det ikke godt ud med hensyn til stående koncerter og et fyldt Posten med 900 gæster. Derfor er vi nødt til at have en ekstern scene klar, som vi kan spille de større artister på. Det får vi så nu med Dok5000. Vi har planer om flere koncerter i november, men der skal lige styr på aftalen med Olav de Linde, der lejer lokalerne til os, siger Morten Østlund.

Annonce

Forventer stor interesse

Han understreger, at de mange nichekoncerter på Posten og især Dexter betyder, at det regionale spillested stadig har et spændende efterårsprogram.

- Alt taget i betragtning er det et fint program. Men det er klart, at vi især er ramt af, at udenlandske artister ikke kan rejse rundt i Europa som normalt, siger Morten Østlund.

Han fortæller, at flere bands er begyndt at acceptere, at de ikke kan få det samme honorar for en koncert med 200 publikummere som en med 800. Eller i dette tilfælde 500 publikummere på Dok5000, hvor der normalt kan være flere tusinde.

- Alle er nødt til at forholde sig til den nuværende situation, så honorar og driftsomkostninger skal naturligvis afspejle sig i publikumskapaciteten. Det er hele branchen indstillet på, for ellers får vi ingen musikere på scenen, siger Morten Østlund.

Han har en god fornemmelse i maven i forhold til publikumsinteressen til Live på Dokken.

- Der har ikke været mange muligheder for at opleve livemusik det seneste halve år, og mange af de artister, vi præsenterer, har et stort publikum. Vi forventer en stor interesse, siger Morten Østlund.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Torben frygter at havne i et sort hul: Skovrejsningsprojekt kan betyde syv måneder om året uden sol på grunden

Fyn

Ryan ser frem til "Judas"-råb i Lyngby

Svendborg

Politi om sprængstoffets oprindelse: - Vi har nogle gisninger, men dem holder vi for os selv

CORONAVIRUS

Live: Mundbindskrav i den kollektive trafik vil gælde året ud

Fyn For abonnenter

To år uden godkendelse: Stadig ingen vished for bæreevnen i Thomas Lund Hansens etagebyggeri

Annonce