Annonce
Debat

Til eftertanke: Tryghed og færgetur til Ærø

Kodeordet er tryghed. Tillid skaber tryghed. Det er alt, hvad man skal vide som leder i dag. Det er alt, hvad vi bør vide som mennesker.

Jeg sidder på Ærøfærgen på vej fra Svendborg til Ærøskøbing. Min gode ven og kollega Kristine Skytte Glue har netop udgivet bogen om Ærø sammen med fotograf Bjørg Dalheim. “Ærø - Søfolk, frihed og velsmag”. Bogen handler om mennesker på Ærø, som jo i biologisk forstand ikke er anderledes end mennesker på andre småøer i Danmark, eller andre mennesker et andet sted i verden. I bogen skildrer de, hvordan de mennesker, der bor på Ærø, har gjort en forskel for øen. Hvordan de har været innovative og driftige for at få ø-samfundet til at virke og leve.

Det er ikke de biologiske forskelle, der skildres, det er den konstruktivistiske måde at skildre mennesker. Vi skaber verden sammen i konstruktioner. Når to mennesker mødes, og sød musik opstår, så er vi i stand til at skabe det vildeste sammen. Ærøboerne er gode til at skabe sammen, og nød har sikkert lære mangt en nøgen ærøkvinde at spinde, eller skabe nye muligheder for at overleve.

Øboerne har også en særlig evne til at kæmpe for deres særegenhed. “Her på vores ø…”, “I vores egn er vi særlige”, “Alt andet er vand ved siden af”. Den fælles virkelighedsforståelse skaber vi sammen. Vi konstruerer et fælles billede af, hvordan vi er her hos os. Det er ikke kun øboer, der har den evne. Det gør vi alle, men jeg oplever at de fælleskonstruerede historier forstærkes i de mindre samfund i yderkanter og vandkanter.

I cafeteriaet på Ærøfærgen sætter en ældre dame sig ved siden af mig. Hun traskede lidt rundt med sin trolley, før hun kom hen og spurgte, om hun måtte sidde ved siden af mig. Pladserne bliver jo hurtigt fyldt op, siger hun, og her kan jeg sidde trygt og kigge ud over vandet. Jeg peger på den tomme stol og inviterer hende til at sidde sammen med mig ved bordet.

Situationen er ikke særlig. En smule venlighed og åbenhed skal der til. Det særlige i denne situation er min refleksion over, hvorfor kvinden valgte at sidde ved siden af mig. Hun fortalte mig, at det virkede trygt. Hun fortalte, at hun kunne lade sin trolley og taske stå, mens hun hentede kaffe ved skranken. Hun vidste, at jeg ville passe på hendes ting. Det gjorde hende tryg.

Jeg er proceskonsulent, og jeg interessere mig for mennesker og fænomener. Derfor er jeg meget optaget af, hvad det er der gør mennesker trygge. Tryghed er en af grundelementerne i moderne ledelse. Det viser sig tydeligt, når jeg spørger rundt i mine netværk om ,hvad der gør en leder til en god leder.

Senest delte jeg et opslag på LinkedIn, hvor jeg spurgte mit netværk “hvad er dårlig ledelse?”. 30 procent af alle de mennesker, som forlader en arbejdsplads, gør det på grund af dårlig ledelse. Jeg er helt med på paradokset i forhold til, at medarbejderen selv er en del af den dårlige ledelse, idet vi som mennesker samskaber i relationer - også på arbejdspladsen. Men 30 procent er alligevel overvældende.

Den ældre kvinde gør ikke meget væsen af sig, som hun sidder der på sin færgestol. Hun sidder med sin telefon og spiller Wordfeud, et ordpuslespil hvor man dyster om at sammensætte ord mod en online modspiller. Ville hun sidde og spille Wordfeud så roligt, hvis hun ikke havde fundet sig en tryg base på færgen?

Jeg vender tilbage til min refleksion om dårlig ledelse. Er der noget om snakken? Måske er det et udtryk for manglende tryghed i samvær med lederen? Mange af de besvarelser jeg fik på mit LinkedIn opslag kom fra medarbejdere i industrien, håndværkere og handelsfag. Det er fag, som i mange år har været præget af en hård tone, og et stort fokus på at udføre opgaver på rekordtid til lav løn. Mange ledere tror åbenbart stadigvæk, at god ledelse er at skabe frygt blandt medarbejdere, så arbejder de nok lidt hurtigere og gør det lidt bedre… Nej. Det findes ikke. De ledere, der ikke skaber tryghed, de skaber ødelagte mennesker, som mistrives i deres eget liv og som ikke stoler på noget andre.

Kodeordet er tryghed. Tillid skaber tryghed. Det er alt, hvad man skal vide som leder i dag. Det er alt, hvad vi bør vide som mennesker.

Den ældre dame har pakket sin telefon i tasken, og i stedet smugspiser hun nu sin medbragte madpakke fra tasken. Cafeteria-damen har ikke opdaget det, og jeg blander mig ikke i bespisningsreglerne på færgen. Hun nyder tydeligt færgeturen, og virker glad for at vi ankommer på Ærø om ganske kort tid. Hun er ærøbo, og hun er på vej hjem. Hjem til øen. Hjem til trygheden.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Min Mening: Øjnene der ser

Det sete afhænger af øjnene, der ser, lyder et gammelt ordsprog. Nyere kommunikationsteorier udtrykker det således: Modtageren, ikke afsenderen, bestemmer, hvad vedkommende får ud af det, der kommunikeres. Det blev jeg mindet om i forbindelse med vores børnekulturfestival i uge 42. Den sidste dag i en uge fyldt med kulturtilbud havde vi et stort arrangement i samarbejde med BioLangeland. Mange vil vide, at vores lokale biograf er et af flere frivillige flagskibe her på Langeland. Hver eneste dag arbejder de frivillige med at give os kulturtilbud som i de største byer. For nyligt blev filmen Le Mans 66 vist, og et større selskab var samlet for at se den. Heraf en del udenøs, som udtrykte stor overraskelse over, at Langeland havde sådan en flot biograf med super lydanlæg og de nyeste digitale muligheder - og nye, behagelige sæder. Jeg skal ikke kunne sige, om de havde forventet en smalfilmsagtig oplevelse i et nedslidt lokale. De blev i hvert fald glædeligt overrasket. Jeg blev også glædeligt overrasket, da TV2/Fyn kontaktede os for at fortælle, at de ville komme og filme den fredag. Det er ingen hemmelighed, at det er vi ikke forvænte med. Fokus var på de frivillige, men det var jo heller ikke noget problem, jævnfør ovenstående. Jeg skyndte mig ned for at tale med dem. For at gøre en lang historie kort talte de lige med mig, men kørte igen. Vores historie havde ikke den rigtige vinkel. Med andre ord: Det var ikke interessant at filme de mange børn og unge, der havde en super dag i biografen, de frivillige var ikke den rigtige slags frivillige, der passede lige ind i indslaget, og de havde faktisk heller ikke hørt om Børnekulturfestivalen. Vi har sendt pressemateriale af sted om festivalen, vi har holdt den siden 2002, og den er kendt udenfor Langelands grænser - men åbenbart ikke i Odense, hvis fokus hvert år (med god grund) er på Harry Potter/Magiske Dage. Jeg bad om at blive ringet op - det blev jeg ikke, så 13 dage efter måtte jeg selv kontakte redaktionen. Det blev jeg ikke meget klogere af, men forsøgte at forklare, at vi også skulle føle os set, og at det alt for tit blev til at åbne nærmeste dør, spørge dem man kender i forvejen og så bringe det nemmeste. Og her kommer overskriften til sin ret: Det afhænger af øjnene der ser. Det er en del af en kedelig tendens, hvor en problematik som de mange arbejdsløse akademikere i København ifølge Berlingske finder sin løsning ved, at en ung akademiker vælger næsten frivilligt at søge helt til Ishøj for at få drømmejobbet. Berlingske var behørigt imponerede. Dén synsvinkel er så meget set fra Rådhuspladsen, når det kan bringes som en sensation, at en arbejdsløs akademiker finder ud af at tage til Ishøj, 30 minutter fra centrum med S-tog. Så hvis Fyns Amts Avis forsvinder, forsvinder vi helt fra mediernes virkelighedsopfattelse.

Annonce