Annonce
Debat

Til eftertanke: Tryghed og færgetur til Ærø

Kodeordet er tryghed. Tillid skaber tryghed. Det er alt, hvad man skal vide som leder i dag. Det er alt, hvad vi bør vide som mennesker.

Jeg sidder på Ærøfærgen på vej fra Svendborg til Ærøskøbing. Min gode ven og kollega Kristine Skytte Glue har netop udgivet bogen om Ærø sammen med fotograf Bjørg Dalheim. “Ærø - Søfolk, frihed og velsmag”. Bogen handler om mennesker på Ærø, som jo i biologisk forstand ikke er anderledes end mennesker på andre småøer i Danmark, eller andre mennesker et andet sted i verden. I bogen skildrer de, hvordan de mennesker, der bor på Ærø, har gjort en forskel for øen. Hvordan de har været innovative og driftige for at få ø-samfundet til at virke og leve.

Det er ikke de biologiske forskelle, der skildres, det er den konstruktivistiske måde at skildre mennesker. Vi skaber verden sammen i konstruktioner. Når to mennesker mødes, og sød musik opstår, så er vi i stand til at skabe det vildeste sammen. Ærøboerne er gode til at skabe sammen, og nød har sikkert lære mangt en nøgen ærøkvinde at spinde, eller skabe nye muligheder for at overleve.

Øboerne har også en særlig evne til at kæmpe for deres særegenhed. “Her på vores ø…”, “I vores egn er vi særlige”, “Alt andet er vand ved siden af”. Den fælles virkelighedsforståelse skaber vi sammen. Vi konstruerer et fælles billede af, hvordan vi er her hos os. Det er ikke kun øboer, der har den evne. Det gør vi alle, men jeg oplever at de fælleskonstruerede historier forstærkes i de mindre samfund i yderkanter og vandkanter.

I cafeteriaet på Ærøfærgen sætter en ældre dame sig ved siden af mig. Hun traskede lidt rundt med sin trolley, før hun kom hen og spurgte, om hun måtte sidde ved siden af mig. Pladserne bliver jo hurtigt fyldt op, siger hun, og her kan jeg sidde trygt og kigge ud over vandet. Jeg peger på den tomme stol og inviterer hende til at sidde sammen med mig ved bordet.

Situationen er ikke særlig. En smule venlighed og åbenhed skal der til. Det særlige i denne situation er min refleksion over, hvorfor kvinden valgte at sidde ved siden af mig. Hun fortalte mig, at det virkede trygt. Hun fortalte, at hun kunne lade sin trolley og taske stå, mens hun hentede kaffe ved skranken. Hun vidste, at jeg ville passe på hendes ting. Det gjorde hende tryg.

Jeg er proceskonsulent, og jeg interessere mig for mennesker og fænomener. Derfor er jeg meget optaget af, hvad det er der gør mennesker trygge. Tryghed er en af grundelementerne i moderne ledelse. Det viser sig tydeligt, når jeg spørger rundt i mine netværk om ,hvad der gør en leder til en god leder.

Senest delte jeg et opslag på LinkedIn, hvor jeg spurgte mit netværk “hvad er dårlig ledelse?”. 30 procent af alle de mennesker, som forlader en arbejdsplads, gør det på grund af dårlig ledelse. Jeg er helt med på paradokset i forhold til, at medarbejderen selv er en del af den dårlige ledelse, idet vi som mennesker samskaber i relationer - også på arbejdspladsen. Men 30 procent er alligevel overvældende.

Den ældre kvinde gør ikke meget væsen af sig, som hun sidder der på sin færgestol. Hun sidder med sin telefon og spiller Wordfeud, et ordpuslespil hvor man dyster om at sammensætte ord mod en online modspiller. Ville hun sidde og spille Wordfeud så roligt, hvis hun ikke havde fundet sig en tryg base på færgen?

Jeg vender tilbage til min refleksion om dårlig ledelse. Er der noget om snakken? Måske er det et udtryk for manglende tryghed i samvær med lederen? Mange af de besvarelser jeg fik på mit LinkedIn opslag kom fra medarbejdere i industrien, håndværkere og handelsfag. Det er fag, som i mange år har været præget af en hård tone, og et stort fokus på at udføre opgaver på rekordtid til lav løn. Mange ledere tror åbenbart stadigvæk, at god ledelse er at skabe frygt blandt medarbejdere, så arbejder de nok lidt hurtigere og gør det lidt bedre… Nej. Det findes ikke. De ledere, der ikke skaber tryghed, de skaber ødelagte mennesker, som mistrives i deres eget liv og som ikke stoler på noget andre.

Kodeordet er tryghed. Tillid skaber tryghed. Det er alt, hvad man skal vide som leder i dag. Det er alt, hvad vi bør vide som mennesker.

Den ældre dame har pakket sin telefon i tasken, og i stedet smugspiser hun nu sin medbragte madpakke fra tasken. Cafeteria-damen har ikke opdaget det, og jeg blander mig ikke i bespisningsreglerne på færgen. Hun nyder tydeligt færgeturen, og virker glad for at vi ankommer på Ærø om ganske kort tid. Hun er ærøbo, og hun er på vej hjem. Hjem til øen. Hjem til trygheden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Min mening: Vi er på vej

Nu har vi jo lært i skolen, at det, der kan måles og vejes, er det, der er. Altså det vi alle kan blive enige om: En meter er en meter og et kilo et kilo og så videre. Højde, bredde, længde og tyngde og kroner og øre, så når vi snakker sammen, kan vi være enige om indholdet af det, vi siger til hinanden – tror vi. For psykologer og den slags insisterer på, at det kun er 10-20 procent af det, vi opfatter i en samtale, der kommer fra ordenes eksakte udsagn. Resten af det vi opfatter, er signaler fra samtalepartnerens krop, holdning, toneleje og øjne. Det vil altså sige, at hovedparten af det, vi får ind via en samtale, består af følelsesmæssige indtryk. Opfatter vi ironi, der betyder, at udsagnet skal forstås omvendt, hvordan skal vi så svare. Opfatter vi vrede, der aktiverer vores angst, der skævvrider verdens billede, så bliver vores svar, et svar på en følelse og ikke på spørgsmålet. Står der en og taler om kvantefysik og flirter hæmningsløst så universet slet ikke ligner det, vi troede, vi var enige om, ja så ender samtalen måske galakser væk. Det vi nu kan være enige om er altså, at over halvdelen af vores kommunikation består af elementer, vi ikke rigtig har noget navn på, ingen definition af, på den måde vores ”vidensamfund” foretrækker det. Det, vi har, er en fælles fornemmelse af, at det er følelser, vi udveksler og bruger til at bære vores udsagn. Men vi har kun et fattigt sprog for hele den gryde i vores krop og sind, som er den følelserne bobler i. Hvis vi insisterer på at kende hele billedet af vores virkelighed, må følelsernes sprog og udtryk have bedre plads end i dag. I den anledning vil jeg sige at der er nyheder og hjælp på vej. Hør her: ”Vores følelser er ligeså meget en realitet som træerne, fasanerne og de andre mennesker er, og de er bestemmende for, hvordan vi oplever os selv. Når vi slipper tvivlen og mindreværdet og de andre negative forestillinger om os selv, er der stadig følelser, men de er positive. Når jeg slipper tvivlen, ligger tilliden der. Når jeg holder op med at være vred, er jeg fyldt med tålmodighed, og når jeg opgiver at være angst, kommer trygheden og glæden ved mig selv og livet tilbage”. Citatet kommer fra en bog, som snart udkommer på forlaget ”Den indre alpehue”. Den er fuld af forklaringer i øjenhøjde på det væld af følelser og reaktionsmønstre, der stiller sig i vejen for vores ligeværdige samtaler og samvær. Ord som afklarer det rod, vi går og laver for os selv og hinanden. Med ordene kommer erkendelsen: Jeg har selv ansvaret for mit liv. Så fat mod, og tag styring. Det er ikke skæbnen, der lægger din kurs på jorden. Det gør du selv, så du kan ligeså godt komme i gang ved kompasset og rattet.

Annonce