x
Annonce
Langeland

Tidligt op og tidligt i seng, det er sundt for en lille dreng...

Lulu Okholm. Foto: Michael Bager

Min folkeskoletid tilbragte jeg på Holme skole syd for Aarhus.

En dejlig, lille landsbyskole, hvor inspektøren ringede med en håndklokke, når han mente, det var tid at gå til time.

Men Aarhus voksede og forstæderne med, og en dag stod der en ny, flot og moderne skole på stedet. Der blev også lavet fine cykelstativer, men da der åbenbart var trangt med plads, måtte vi for at erhverve et parkeringsstativ ansøge om et cykelkort, hvilket man kun kunne få, hvis man boede mere end 2,5 km fra skolen. Ellers måtte man gå.

Jeg var heldig at få et kort, veninden 100 m længere oppe ad gaden var ikke. Dengang fandt man sig i alting. Og der var selvfølgelig ikke noget med at blive kørt i skole, for ikke mange ejede en bil i 50’erne.

Men Puch-knallerten holdt i dette årti sit forsigtige indtog, og fra 1970’erne var den mangen en ungersvends hedeste ønske, når han blev 16 år. En snes år senere kom racercyklen susende og vandt de unges hjerter.

Og hvordan ligger landet så i dag? Ja, cykelkort kan man jo bare grine af, racercykler er ikke hippe mere, og knallerterne har haft deres storhedstid. Nu vil de unge have bil, så de kan komme hurtigt og smertefrit i skole. Jamen, jamen, det er da alt for galt. Hvad bilder de sig ind, de snotforkælede curlingbørn?

Hvorfor tager de ikke de offentlige transportmidler? Det gør de allerfleste retfærdigvis også. Men det er jo langt fra problemløst. Hvis man bor på Nord- eller Sydlangeland og skal i skole i Svendborg, skal man nok komme frem. Det er bare et spørgsmål om at stå tidligt op. Man skal også nok komme hjem efter skoletid. Studerer man videre i Odense og skal med toget, er man på Herrens mark.

I tidsrummet januar 2018-januar 2020 var toget aflyst 2886 gange. Det er ulideligt, ikke bare for de unge, men for alle, der skal på arbejde eller fx til undersøgelse på OUH, og som ikke har mulighed for at køre i bil.

En transportvaneundersøgelse fra DTU til Danske Regioner viser, at brugen af personbil blandt de 16-24-årige på tre år er steget med 14,9 procent, skriver Jyllands-Posten. Samtidig er de unges brug af kollektiv trafik gået ned med 9,1 procent, brugen af cykel med 15,1 procent, og det at gå er faldet med 12,6 procent. Skidt for sundheden, skidt for klimaet.

Da vores børn var unge i 90’erne var der mulighed for et socialt liv. Der gik natbusser fredag og lørdag, så de kunne hygge sig og feste med vennerne i Svendborg. De er også sparet væk, Så hvis du skal i byen på fredag og bor på nord- eller sydøen, så skal du nå bussen hjem 21.16. Og hvis du er sur over det, så skal du bare for dig selv recitere det gode gamle børnerim: ”Tidligt op og tidligt i seng, det er sundt for en lille dreng…..” Hvis du kun skal til Rudkøbing kan du give den gas og vente til 23.16. Må vi SÅ bede om ordentlig offentlig transport i hele landet, tak.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

30 biler i kø til genbrug

Annonce