Annonce
Langeland

Tidligere redaktør i ny rolle: Erik Jørgensen skal sælge abonnementer på Langeland

Erik Jørgensen slår et slag for Fyns Amts Avis i Rudkøbing på fredag på Østergade ud for museet. Arkivfoto: Finn Eriksen
Tidligere lokalredaktør på Fyns Amts Avis er nu salgskonsulent.

LANGELAND: Han har prøvet alt med aviser og været lokalredaktør for den avis, du sidder med i hånden, hvis du da ikke læser den elektronisk. Nu kan man møde Erik Jørgensen i hans nye rolle som salgskonsulent.

- Jeg har fået et job på syv og en halv time om ugen, hvor jeg skal sælge abonnementer. Og jeg har solgt mit første forleden i Svendborg, fortæller Erik Jørgensen.

På sin vis er ringen sluttet.

- Jeg begyndte som avisbud som ni-årig, jeg har været skrivende i over 40 år, heraf små syv år som lokalredaktør for Fyns Amts Avis på Langeland. Og nu vil jeg meget gerne være med til at sælge den i abonnementsform, tilføjer han.

Erik Jørgensen, i dag 65 år, blev journalist tilbage i 1981. Han har også været med til at etablere ugeavisen Øboen i sin tid.

Og han har sine klare holdninger til vigtigheden af, at der er en lokal avis.

- Kunne du forestille dig det, hvis avisen ikke var der? Det ville da være helt forfærdeligt. Vi kan ikke undvære den, det siger jeg altid til folk, også selv om nogle af og til brokker sig og synes, der står for lidt i den, siger Erik Jørgensen.

I nyere tid kendes han især fra det politiske liv som SF-medlem af kommunalbestyrelsen i den igangværende valgperiode.

Erik Jørgensen vil være klar med et større bundt af Fyns Amts Avis og en snak på fredag 22. maj. Det bliver formentlig ud for Langeland Museum i Østergade i Rudkøbing fra ved 11-tiden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce