Annonce
SØSIDEN

Er vokset op med fartøjer af træ: Kendt, maritimt Thurø-navn skal stå i spidsen for støtte til dansk skibsbevaring

John Walsted fra Thurø er ny sekretariatschef for Skibsbevaringsfonden i Horsens. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
John Walsted tiltræder 1. november stillingen som leder af sekretariatet i det statslige Skibsbevaringsfonden.

THURØ / HORSENS: Om en uges tid overtager et kendt, maritimt Thurø-navn funktionen som sekretariatsleder af den statsfinansierede Skibsbevaringsfonden.

Bestyrelsens valg er faldet på John Walsted, og han skal ikke bevæge sig mange meter til sit nye job. Som skibshistorisk konsulent gennem godt fire år har John Walsted allerede base i fondens kontorlokaler i Horsens.

Formanden for Skibsbevaringfonden, Sven Irgens-Møller kalder udnævnelsen af John Walsted for et oplagt valg:

- Vores opgave er en blanding af kulturhistorie og praktik, og der har John noget godt med fra begge verdener. John er kommet på værfterne gennem mange år, og han har lært det praktiske bådhåndværk, siger Sven Irgens-Møller til Koøjet.

John Walsted er ud af den kendte bådeværft-slægt på Thurø og er dermed opvokset med fartøjer af træ.

Den nye leder af Skibsbevaringsfonden har en lang karriere i det maritime, blandt andet som leder af Danmarks Museum for Lystsejlads (dengang i Troense), driftschef på Fregatten Jyllands værft i Ebeltoft og konsulent på Hardanger Fartøyvernsenter i Norge.

John Walsted blev udlært bådebygger på sin fars, Aage Walsteds værft i Thurøbund i 1985.

Den maritime tilknytning til Øhavet er stadig stærk blandt andet i kraft af engageret, frivilligt virke for lystsejladsmuseet.

John Walsted afløser sin chef i Skibsbevaringfonden, Tom Rasmussen, der nu går på pension. Tom Rasmussen har været ansat i fonden gennem 19 år og afløste i sin tid den daværende leder, Jes Kroman.

En af John Walsteds første udfordringer bliver sammen med fondens formand at fastholde - eller styrke - fondens bevilling på finansloven.

Lederskiftet i Skibsbevaringsfonden markeres med en reception i Horsens tirsdag. John Walsted tiltræder som sekretariatsleder den 1. november.

Sven Irgens-Møller oplyser, at fondens bestyrelse har indledt processen med at finde en ny skibshistorisk konsulent efter John Walsted.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce