Annonce
Faaborg-Midtfyn

Teddy Bruslunds fantastiske rejse

Teddy Bruslund er vild med Helios og hele atmosfæren på stedet. Han var selv med som en af frontfigurerne i den store ombygning for nogle år siden. Foto: Palle Søby
52-årige Teddy Bruslund fra Faaborg har været hele vejen rundt på TV 2 gennem 20 år. Nu har han sagt op for at blive partner i Saxo Film, hvor han sammen med producent Klaus Birch og forfatter Tom Buk-Swienty vil lave historiske dokumentarer og fortællinger på alle platforme.

Der er ikke ret mange danskere, der ikke på et eller andet tidspunkt i deres liv har set et tv-program, som Teddy Bruslund har været med til at lave.

I 20 år på TV 2 har han været stort set hele tv-stationen og det meste af verden rundt.

Han har lavet uendelig mange nyheder og været med til at starte en masse redaktioner op. Blandt andet har han været dybt involveret i populære "true crime"-serier som Station 2, Politirapporten, Gerningsstedet og Rejseholdet.

Han har dækket historiske begivenheder for Nyhederne og rejst i hele verden fra Afrika over Grønland til Kina.

Det har været "en fantastisk rejse", som han selv kalder det. Og nu er det forbi. Teddy Bruslund har sagt op.

Fremover skal han være partner i Saxo Film sammen med producent Klaus Birch og forfatter Tom Buk-Swienty, og sammen vil de tre nu lave historiske dokumentarer og fortællinger "på alle platforme", som det hedder på moderne mediesprog.

Annonce

Teddy Bruslund

Teddy Bruslund er 52 år. Stammer fra Ansager i Sydvestjylland - ligesom to tredjedele af De Nattergale.

Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2001 (tv-linjen).

Ansat på TV2 1999-2019.

Nu partner i Saxo Film sammen med producent Klaus Birch og forfatter Tom Buk-Swienty. Saxo Film har base i Svendborg.

Teddy Bruslund har boet i Faaborg siden 2001.

Aktiv i Helios-Teatret og Faaborg Musikforening. Var blandt andet involveret i den store ombygning, da kommunen købte Helios, som derefter skulle drives videre som en forening båret af over 100 frivillige.

Gift med Marianne Bruslund, børnehaveklasseleder i Vester Aaby.

Sammen har de børnene Mathias (30), Alberte (22) og Bastian (19).

Spiller trækbasun i blæserkvintetten Sworn2Brass, hvor de fem musikere fra forskellige dele af Fyn mødes i Årslev hver søndag aften. Kvintetten har fornylig været på Lofoten i Norge.

Teddy Bruslund har stadig sit eget produktionsselskab, Syntax, som han har haft i mange år. Inden han kom til TV2, arbejdede han meget for en ulandsorganisation, hvor han rejste rundt i en årrække og boede i blandt andet Sri Lanka, Bolivia og Cambodia. Han har været på alle kontinenter undtagen Antarktis.

Sindssyg svær beslutning

- Det har været en sindssyg svær beslutning. Hvordan kan man sige farvel til et drømmejob, som andre ville give deres højre arm for? Jeg er 52, pensionen er tikket ind på min konto de sidste 20 år, og jeg sad i en sikker stilling. Men jeg tror på det her. Og så skal jeg nok bare prøve noget andet. Jeg kender rigtig mange, der er døde forholdsvis unge, i 50'erne og 60'erne. Folk går jo ned på stribe med stress og blodpropper. Jeg vil ikke sidde dér om fem år og tænke: Hvorfor fanden prøvede du ikke det? Og nu er mine børn blevet store, den mindste er 19. Skulle det gå helt galt, må jeg jo bare ud og pudse vinduer, griner Teddy Bruslund.

Man kommer nu næppe til at opleve ham som vinduespudser. For med Klaus Birch og Tom Buk-Swienty som partnere kan det næsten ikke gå galt.

Det var således Tom Buk-Swientys bøger "Slagtebænk Dybbøl" og "Dommedag Als", der var udgangspunkt for succes-serien og spillefilmen "1864". Hans nye bog "Løvinden" om Karen Blixens Afrika-eventyr sælger helt vildt i blandt andet Tyskland og Frankrig.

- Jeg kan bare mærke, at der er så meget i det her. Jeg har været så meget sammen med kriminelle mennesker og lavet så meget socialrealisme, fantastiske fortællinger om folk, der åbner deres hjerter for mig om vold og misbrug. Nu trænger jeg til noget andet, en anden og lidt større boldgade. Jeg tror, der i tiden ligger et behov for at kende sig selv. Vi søger indad, og det, synes jeg, er sundt, når verden bliver så stor. Hvad er vi for nogen? Jeg tror, der er mulighed for at lave noget historisk, siger Teddy Bruslund.

New Yorks slum i Faaborg

Noget af det første, han skal i gang med i sit nye liv, tager også udgangspunkt i en bog af Tom Buk-Swienty, nemlig "Den ideelle amerikaner" om den fattige ripenser Jacob A. Riis, der tog til New York og blev mentor for og nær ven med præsident Theodore Roosevelt i hele hans socialrevolution.

I sin orlov har Teddy Bruslund allerede sammen Klaus Birch og Tom Buk-Swienty lavet den 25 minutters film, der nu kører på det nye Jacob A. Riis-museum i Ribe.

Optagelserne til den film er i sig selv en sjov historie, for de har nemlig ikke været i New York og filme. Nej, en del er faktisk optaget i Faaborg, blandt andet i Den Gamle Gaard. Det lille strøg, der går fra Mellemgade og ned til Den Voigtske Gaard, blev omdannet til New Yorks slum anno 1890’erne hvor, Jacob A. Riis og Theodore Rosewelt går på nattevandring. Det er skuespiller og instruktør Thomas Villum Jensen, der spiller Jacob A. Riis.

- Her bruger vi et ret fedt og ret avanceret greb, hvor vi levendegør nogle af de billeder, Jacob A. Riis tog i Manhattans slumkvarterer dengang, og derefter sætter skuespillere ind i billederne. Men alt er optaget på Fyn, fortæller Teddy Bruslund.

Teddy Bruslund (t.v.) og Tom Buk-Swienty i Tanzania fornylig - med Kilimanjaro i baggrunden. De var i Tanzania for at researche på en vild historie om danske sønderjyder, der endte i “Tysk Østafrika” under Første Verdenskrig. Privatfoto

Aktiv i Faaborgs kulturliv

Snakken med Teddy Bruslund foregår på Soze Kaffebar i Helios, og det er ikke helt tilfældigt. Dels synes Teddy Bruslund ligesom mange andre, at det er et hyggeligt sted at sidde sådan en regnvejrsdag i november, og dels er han på flere fronter aktiv i netop denne bygning.

Han var med til at starte hele ombygningen af Helios op, dengang kommunen købte biografen for nogle år siden, hvorefter den skulle drives videre som en forening båret af over 100 frivillige.

Han er også aktiv i Faaborg Musikforening, som afvikler de fleste af sine arrangementer i netop Helios-Teatret.

Teddy Bruslund er såmænd også selv "noget ved musikken". Han spiller trækbasun i blæserkvintetten Sworn2Brass, hvor han sammen med fire andre musikere fra Ollerup, Ryslinge, Årslev og Dalby mødes hver søndag aften i Årslev. Kvintetten har lige været på Lofoten i Norge.

Teddy Bruslund har også fornylig været i Tanzania sammen med Tom Buk-Swienty for at researche på en vild historie om danske sønderjyder, der endte i "Tysk Østafrika" under Første Verdenskrig - tvunget til at kæmpe for Tyskland, efter Danmark tabte Sønderjylland i 1864.

Han har besøgt samtlige kontinenter - undtagen Antarktis.

- Men jeg skal nok nå at komme til Antarktis også, siger han.

Teddy Bruslunds hidtil største rejse - de 20 år på TV 2 - er nu forbi. En ny fantastisk rejse er begyndt hos Saxo Film.

Teddy Bruslund har boet i Faaborg siden 2001 og er aktiv i både Helios-Teatret og Faaborg Musikforening. Foto: Palle Søby
Mange af optagelserne til dokumentaren om Jacob A. Riis er lavet i Faaborg - blandt andet i Den Gamle Gaard. Privatfoto
Det lille strøg, der går fra Mellemgade og ned til Den Voigtske Gaard, blev omdannet til New Yorks slum anno 1890’erne, hvor Jacob A. Riis og Theodore Rosewelt går på nattevandring. Privatfoto
Teddy Bruslund (t.v.) under optagelser i Den Gamle Gaard til dokumentaren om Jacob A. Riis - den fattige man fra Ribe, der udvandrede til New York og blev en af de 10 mest kendte amerikanere. Privatfoto
Teddy Bruslund under optagelser på grønland til dokumentaren “Thulemysteriet - kvinden der forsvandt”, som blev sendt på TV2 i november 2018 - om en kvinde, der på mystisk vis forsvandt på Thule-basen. Privatfoto
Teddy Bruslund var selv med til at søge midler til Emil Saltos lyskunst på Helios' facade. Teddy Bruslund synes, indholdet i Helios er meget vigtigere, og han har det fint med facaden, som den ser ud i dag. Foto: Palle Søby
Som aktiv i Faaborg Musikforening er Teddy Bruslund også med til at lave koncerter og andre arrangementer i Helios Film- og Kulturhus. Foto: Palle Søby
I sine 20 år på TV2 har Teddy Bruslund været det meste af verden rundt - her er han i Grønland under optagelserne til “Thulemysteriet - kvinden der forsvandt”. Han har besøgt alle kontinenter - undtagen Antarktis. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Ruder knust: Fem indbrud i biler i Svendborg

Annonce