Annonce
Debat

Tanker i påsken: Lydfolk kan det, kirker og banegårde ikke kan

Læserbrev: De sidste par Gudstjenester, jeg har deltaget i, har mildest talt været ulidelige med hensyn til lydforholdene. Nogle vil nu sige, så gå da til en hørespecialist. Men min hørelse fejler ikke noget, trods min alder.

En søndag i oktober var jeg i Løgumkloster Kirke, som er et flot, stort og imposant rum fra middelalderen. Da præsten indtog prædikestolen og begyndte at udlægge dagens tekst, som han selvfølgelig læste op først, mudrede lyden i en sådan grad, at jeg ikke kunne forstå, hvad der blev sagt. Hverken tekstlæsningen eller præsten udlægning af denne kunne jeg forstå, for talen forsvandt i et kæmpe ekko af uforståelig lyd og ikke mindst i et miskmask af efterlyd. Der er i kirken opsat højtaleranlæg, men lige lidt hjalp det. En sammenhæng i prædiken fik jeg ikke fat på.


Jeg nægter at tro, at der ikke findes professionelle lydfolk, der kan indstille lyden i kirkerum, færger og togperroner, så folk kan forstå det.


Det er åbenbart et stort problem, for det er ikke kun i Løgumkloster, der er problemer med lyden. I mange større kirkerum har jeg ofte oplevet, at det er galt. Når jeg har gjort opmærksom på den elendige lydkvalitet, så får jeg altid den samme forklaring, at sådan er det i gamle kirkerum. Jeg har dog oplevet i meget små gamle middelalderkirker i Vestjylland, at lyden er helt fin med og uden højtalere.

Jeg kunne forledes til at få den tanke, at Kirkeministeriet af besparelseshensyn har indgået en samarbejdsaftale med Trafikministeriet om installering af lydanlæg i offentlige bygninger. Tanken er nærliggende. Tag for eksempel en tilfældig banegård eller en færge for den sags skyld et sted i Danmark, her vil meddelelserne, der kommer ud af højtalerne lyde med nøjagtig den samme løsslupne forvrængning, som den lyd kirkerummene formår at frembringe.

Vi kan rejse til månen, opfinde robotter (på Fyn ovenikøbet) til det ene og det andet, men lave en ordentlig lyd i kirker, banegårde og færger er noget nær en umulig opgave. Det kan simpelthen ikke passe. Jeg nægter at tro, at der ikke findes professionelle lydfolk, der kan indstille lyden i kirkerum, færger og togperroner, så folk kan forstå det. Det er vel et spørgsmål om vilje og selvfølgelig ikke mindst penge.

Niels Hausgaard, som ene mand med sin guitar, hvert år drager land og rige rundt og optræder med sange og ikke mindst sine fortællinger i de grimmeste og mest umulige idrætshaller. Niels Hausgaard og hans lydfolk formår at få lavet en lyd, så publikum kan forstå hver en pointe, der bliver leveret fra scenen. Hvis ikke det var muligt at publikum kan høre Hausgaards pointer, ville han for længst have været gået i glemmebogen.

Hvis koncertfolk kan lave lyd, så man kan forstå det, er min påstand, at det også lade sig gøre i Den danske Folkekirke. Derfor vil jeg opfordre Kirke- og Trafikministeriet til sammen at rette en henvendelse til musikbranchen og deres professionelle lydfolk. Hvis man så ovenikøbet får fat i nogle af de mange lydfolk, som p.t. er uden opgaver p.g.a. covid 19-restriktionerne, ville det være en win-win-situation, som man nu siger på nudansk.

Jeg er sikker på, at lydfolkene vil være behjælpelige med råd, vejledning og direkte hjælp, så kirkerne også kan få en god vellyd fremover.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Endelig sammen igen: Skål!

Annonce