x
Annonce
Navne

Tandlæge Lars Swiestra-Banke måtte sælge sin praksis på grund af sklerose: Musik og sang giver ham livskvalitet

Det kan sætte sine begrænsninger at være ramt af sklerose som Lars Swiestra-Banke, der i 2011 måtte opgive at fortsætte som tandlæge på grund af sin sygdom. Livsmodet har han dog i behold, og takket være uundværlig støtte fra sin familie samt musik og sang holder han fast de gode ting i livet. Privatfoto: Anders Swiestra-Banke
Lars Swiestra-Banke måtte i 2011 opgive at drive tandlægeklinik på grund af fremskreden sklerose. Lige siden har han med uundværlig støtte fra sin familie kæmpet for at bevare håbet og finder livsglæde i at spille og producere musik. Lørdag fylder han 60.

Når tidligere tandlæge Lars Swiestra-Banke fylder 60 på lørdag, har han ikke de store planer udover at holde fast i de valg, der giver livskvalitet, og det har han en god grund til.

I 2003 fik han konstateret sklerose, og i 2011 måtte han opgive at fortsætte som tandlæge og overdrog sin klinik i Vester Skerninge til Marianne og Mads Hørmand, Svendborg.

Familie, sang og musik har siden været en vigtig bestandel af hans liv, og når sygdommen sætter begrænsninger, må han tilpasse sig.

- Det er begyndt at gå i hænderne, så det er svært at spille rent fingermæssigt og optræde, så jeg er gået delvist tilbage til klaveret, siger Lars Swiestra-Banke, der har guitar som hovedinstrument, og som sidder i kørestol på grund af sin sygdom.

Annonce

Lars Banke

Født på Frederiksberg den 29. februar 1960.

Gift med Trine, som er sygeplejerske, og som har han tre voksne børn med.

Synger og spiller klaver, guitar og trommer.

Udgav i 2009 kraft af sin diagnose og for at skabe noget positivt et soloalbum "Der er håb endnu".

Har indrettet eget lydstudie.

Flyttede efter sin fars arbejde

Oprindeligt er den nu 60-årige tandlæge fra Frederiksberg og har boet mange steder, blandt andet i Valby som helt lille og senere i Roskilde og Schweiz.

Hans far er civilingeniør, og det var især hans arbejde og interesse for atomkraft, der var medvirkende til, at Lars Bankes familie flyttede en del rundt.

- Min far interesserede sig for atomkraft og arbejdede på Forskningscenter Risø, så vi flyttede til Roskilde for at være tæt på hans arbejdsplads. Men Danmark ville ikke have atomkraft, så vi flyttede til Schweiz, hvor han også kom til at arbejde med turbiner og konventionel energi, forklarer Lars Swiestra-Banke, hvis mor var hollandskfødt og lærerinde. Hun døde i 2012.

Adgangsbillet til arbejdsmarkedet

Efter fire år i Schweiz endte familien på Fyn, hvor Lars Swiestra-Banke gik i folkeskolen og på gymnasiet, og det var på sidstnævnte uddannelsessted, at han og andre jævnaldrende drenge blev indkaldt til session.

Uden at være militærnægter holdt han dog værnepligten stangen, da han med studenterhuen i hånden gik direkte videre til tandlægestudiet i København for i 1984 at kunne kalde sig tandlæge med et stort ønske om at finde et arbejde.

Der var bare det problem, at faget var præget af arbejdsløshed, og der var så langt mellem de ledige stillinger, at det heller ikke gav pote at stemme dørklokker og søge om arbejde i såvel Danmark som Norge og Tyskland.

Lars Swiestra-Banke kunne derimod, hvis han havde modet til det, springe ud som selvstændig, men igen stødte han på en barriere, nemlig at han i så fald skulle have et års praktisk erfaring, og her kom Forsvaret så pludselig ind i billedet igen.

- Jeg trak et nummer, der gav mig mulighed for at komme til Grønland. Det fravalgte jeg, fordi jeg havde en kæreste, jeg ikke ville være væk fra i et halvt år. I stedet kom jeg ind i Søværnet og var de første seks måneder i Auderød og det sidste halve år i den 12 måneder lange værnepligt på Holmens Kaserne, og på den måde fik jeg den nødvendige praksiserfaring, forklarer Lars Swiestra-Banke, der også benyttede sig af muligheden for at lære at operere.

- På Tandlægehøjskolen får man ikke kirurgisk erfaring, så for at blive opgraderet søgte jeg og fik en tjans på Rigshospitalet under mit sidste halve år på Holmen. I den periode arbejdede jeg nok 18 timer i døgnet og fik min operative ilddåb og blev klædt på til at lege tandlæge, lyder det fra Lars Swiestra-Banke.

Slog til på Sydfyn

Den helt store lyst til at springe ud som selvstændig havde han endnu ikke, men da en klinik i Vester Skerninge blev sat til salg, slog han til.

- Den købte jeg uden anden erfaring, end at jeg vidste, hvad jeg skulle gøre, når patienterne åbnede munden. Men det gik, fortæller Lars Banke, der stadig spiller og synger.

- Det giver livskvalitet i stedet for at gå og hænge med mulen, slutter Lars Banke, der har sin egen Youtube-kanal, hvor man kan høre noget af hans musik.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce