Annonce
Fyn

Anmeldelse: Taget med storm af den vildeste strygekvartet

Violinisterne Rune Tonsgaard og Frederik Øland, bratschisten Asbjørn Nørgaard og cellisten Fredrik Sjölin alias Den Danske Strygekvartet forener den klassiske musiks elegance med rockens rå udtryk. Ikke som en tillagt stil, men fordi det er sådan, de lever og ånder musik. Foto: Birgit Tengberg
Ved åbningskoncerten ved Kammermusik på Lundsgaard blev Den Danske Strygekvartet aftenens sublime højdepunkt.
Annonce

Jeg har et blødt punkt for søde sager og har altid drømt om at blive inviteret til en middag, hvor menuen er vendt på hovedet, så desserten bliver serveret først. Men sådan et slaraffenland lever sikkert bedst i fantasien, for det søde chok risikerer at overdøve de efterfølgende retter.

Dén omvej blot for at beskrive min umiddelbare oplevelse af åbningskoncerten ved Kammermusik på Lundsgaard, som begyndte med aftenens ubestridt største musikalske oplevelse.

På papiret stak Alfred Schnittkes ”Strygekvartet nr. 3” ellers ikke ud som højdepunktet.

Ikke fordi det er svært tilgængelig musik, men fordi Schnittke bryder med al konform forudsigelighed og strør om sig med musikalske referencer, overrumplende bratte skift og eksplosivt temperament. Hver for sig genkendelige størrelser, men sjældent med bare anstrøget af et tema. Det er et værk, som kræver noget nær det umulige af musikerne, hvis musikken ikke skal ende som et virvar af tonefragmenter, der hvirvler tilsyneladende planløst rundt.

Annonce

Svimlende musikindsigt

For Den Danske Strygekvartet var Schnittke en lækkerbisken, som afslørede én af hemmelighederne bag ensemblets særegne musikalitet og svimlende indsigtsfulde musikopfattelse. Hemmeligheden er, at musikerne trods deres klassiske baggrund også er rodfæstede i den rytmiske musik.

Den Danske Strygerkvartets "dobbelte musikstatsborgerskab" kom til udtryk for fuld styrke i Schnittke-værket, som kræver musikalsk vidvinkel og kompromisløst vovemod for at lykkes. De fire musikere spillede med en vildskab, som garanteret havde fået dem til at fortsætte, selv om de risikerede at spille instrumenterne til pindebrænde.

Dét musikerskab høvlede deres optræden direkte ind på min top 10 over de seneste 30 års uforglemmelige klassiske koncerter. Og under klapsalverne tog jeg mig selv i at få lidt ondt af de øvrige ensembler, for dén præstation var verdensklasse.

Annonce

Dedikerede unge musikere

Heldigvis bliver der ikke konkurreret i klassisk musik på festivalen, så selv om en og anden af de unge talenter garanteret tog et par ekstra dybe indåndinger, før de gik på scenen, blev der raden rundt spillet med dedikation og stor lyst til at nå ud til publikum.

Violinisten Michael Germer og brødreparret Nicholas Swensen på bratsch og Jonathan Swensen på cello gjorde Zoltan Kodálys ”Intermezzo: Allegretto” til en grænsepuffende dans mellem klassisk tradition og folketone.


Og musikken var først og sidst det, vi efter fem måneders karantæne længtes efter og var kommet for at dele, og det gjorde vi - både på og foran scenen.

Fra anmeldelsen


I Max Bruchs ”Nachtgesang” fra ”Act Stücke” fik Jonas Frølunds følsomt-vemodige klarinet gavstrikmodspil fra Jonathan Swensens vibratomættede cello. Men det var pianisten Gustav Piekut, der åbnede værket for mig. At følge hans spil og hans blik på noderne var som at se et andet menneske læse en bog, hvor nysgerrighed, undren, forbløffelse og begejstring veksler fra side til side.

Annonce

Festivalens ironman

Pianisten Jens Elvekjær forvandlede sig allerede ved åbningskoncerten fra Kammermusik på Lundsgaards kunstneriske leder til festivalens musikalske ironman. Først spillede han lige op med Nikolaj Szeps-Znaiders præcisionssikre violinspil I Leos Janáceks ”Sonate for violin og klaver”.

Trio Con Brio - violinisten Soo-Jin Hong  pianisten Jens Elvekjær og cellisten Soo-Kyung Hong -  der udgør Kammermusik på Lundsgaards kunstneriske ledelse, afsluttede åbningskoncerten med en klavertrio af Schubert. Foto: Birgit Tengberg

Og som stilfuld afslutning på koncerten trumfede samme Elvekjær - med sine faste medsammensvorne i Trio Con Bro - med endnu en stærk solistisk indsats, denne gang i Franz Schuberts ”Klavertrio i b-dur”.

Annonce

Lyden af stål

At Kammermusik på Lundsgaard er blevet til på trods, fordi coronaen over en nat slukkede for kulturlivet, afspejler sig i festivaltemaet ”Længsel”, der blev forstærket af skuespilleren Danica Curcics oplæsning fra den iranske digter Farough Farrokhzads ”Kun stemmen bliver tilbage”.

Om koncerten

Åbningskoncert, Kammermusik på Lundsgaard ved Kerteminde, torsdag 30. juli.

Musik af Schnittke, Kodály, Janácek, Bruch og Schubert.

Medvirkende: Nikolaj Szeps-Znaider, Den Danske Strygekvartet, Trio Con Brio samt Michael Germer, Nicholas Swensen, Jonathan Swensen, Jonas Frølund og Gustav Piekut. Digtoplæsning ved Danica Curcic.

Esben Tange er en fortrinlig konferencier, hvis gåen i dybden med detaljer i værkerne er ment som en guide, men for mig var de lige ved at stå i vejen for oplevelsen. At få at vide at Janácek i sin sonate hørte lyden af stål kollidere i sit hoved, gjorde mig så forhippet på at høre det stål, at jeg næsten glemte at lytte til selve musikken.

Og musikken var først og sidst det, vi efter fem måneders karantæne længtes efter og var kommet for at dele, og det gjorde vi - både på og foran scenen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Tillidsmand rystet over lukning af kraftvarmeværk: - Vi troede, vi havde frem til 2024. Nu får vi travlt med at omskole os

Annonce