Annonce
Fyn

Trods historisk høje smittetal: Lægelige eksperter forsikrer at sygehusene kan følge med

Hans Jørn Kolmos, overlæge og professor på mikrobiologisk på OUH, regner med flere indlagte med corona på OUH, end der var i foråret. Han mener, at sygehusene på Fyn er klar til at løfte opgaven. Arkivfoto: Robert Wengler
Selvom smittetallene muligvis kommer til at ligne dem i foråret, er vi meget bedre til at håndtere smitten nu. Derfor er der heller ingen grund til panik, mener eksperter.
Annonce

Fyn: Smittetallene stiger, og for første gang er der registreret mere end 1.000 nye smittetilfælde med corona.

Det er cirka det halve af, hvor mange daglige smittetilfælde vi havde i starten af april, ifølge en rapport fra Statens Serum Institut. Rapporten anslår, at hvis man havde foretaget 50.000 daglige tests dengang, ville der have været 2.000 til 3.000 nye smittetilfælde hver dag.

- Sådan som smittestigningen ser ud nu, er det ikke spor urealistisk, at vi når op på sådan nogle tal igen, siger professor i klinisk mikrobiologi hos OUH Hans Jørn Kolmos.

Han synes, det giver god mening, at regeringen har vedtaget skrappere restriktioner om forsamlinger og brug af mundbind, for så kan vi måske undgå, at smitten bliver helt så udbredt som i foråret.

- En stigende smittekurve starter langsomt, og derefter begynder den at stige eksponentielt. Når først den gør det, er det svært at slukke branden, forklarer Hans Jørn Kolmos.

Annonce

Forberedt

Smitten i foråret ramte pludseligt, og omstillingen skulle ske hurtigt. Siden da har landets sundhedspersonale arbejdet på at gøre sygehusene klar til at kunne håndtere flere indlæggelser med corona.

- Det ser rigtig fint ud på nuværende tidspunkt. Vi er slet ikke i nærheden af at røre loftet, og med det antal indlagte, vi har nu, er 90 procent af sengene stadig fri, pointerer Hans Jørn Kolmos.


En stor del af befolkningen har corona-angst, og mange får det nok dårligt, når smittetallene stiger. Det er der ikke grund til.

Joachim Hoffmann-Petersen, overlæge


Sygehusene er blevet bedre til at behandle coronapatienter medicinsk, og når det kommer til OUH, betragter Hans Jørn Kolmos foråret som en slags generalprøve, hvor Fyn slap afsted med lave indlæggelsestal.

- Men det skal vi bare være glade for. Generalprøven forløb fint, og jeg vil mene, at OUH er godt klædt på nu. Personalet har haft masser af tid til at forberede sig, og man har afsat rigelig kapacitet, siger han.

Annonce

For kort varsel

Overlæge på OUH i Svendborg og formand for Dansk Selskab for Anæstesiolog og Intensiv Medicin, Joachim Hoffmann-Petersen, fortæller, at Sundhedsstyrelsen forventer, at nye daglige smittetilfælde kan stige til op mod 2.000.

Ifølge ham vil der stadig være en fornuftig margin på sygehusenes kapacitet, selv hvis antallet af indlagte blev fordoblet i forhold til de nuværende 145.

Joachim Hoffmann-Petersen, overlæge på OUH og formand for Dansk Selskab for Anæstesiolog og Intensiv Medicin, forventede en stigning i smitten i de kolde måneder, men stigningen er kommet tidligere, end han håbede. Arkivfoto: Frederik Steen Nordhagen

Til gengæld synes han, restriktionerne kunne indføres bedre

- De kører samme stil med at melde ud fredag, bruge weekenden på at forhandle pakker og implementere om mandagen. Det er lidt bedre end én dags varsel, men jeg tvivler på, det gør den store forskel, siger Joachim Hoffmann-Petersen.

Annonce

Argumenterne mangler

Han undrer sig over, at man ikke har mere langsigtet fokus, for lige nu er regeringen et halvt skridt bagud i stedet for at være foran med de næste hjælpepakker.

Joachim Hoffmann-Petersen mener heller ikke, at regeringen har været særlig god til at fremlægge de videnskabelige argumenter for restriktionerne. Han har svært ved at se meningen i ikke at lade danskerne rejse til lande, der har lignende smittetryk, og han savner argumentation for at begrænse forsamlinger til 10 i stedet for eksempelvis 20.

Han er heller ikke solgt på idéen med, at mundbind nu skal bæres, når man er indendørs i offentligheden.

- Mundbind var fint i transport, men nu hvor det skal bæres flere steder, vil folk bruge det i kortere tid, og så kommer mange til at genbruge mundbind og grise fingrene til (potentielt med coronavirus, red.), forklarer Joachim Hoffmann-Petersen.

Annonce

Tag det roligt

Joachim Hoffmann-Petersen giver også ros til landets kommuner, som i det store hele har formået at holde corona ude af plejehjemmene. Han hæfter sig også ved, at størstedelen af de smittede lige nu er unge, som oftest ikke har behov for indlæggelse.

- En stor del af befolkningen har corona-angst, og mange får det nok dårligt, når smittetallene stiger. Det er der ikke grund til. Så længe folk ikke dør og bliver indlagt, er det ikke så stort et problem, understreger Joachim Hoffmann-Petersen.

Den holdning giver genlyd hos Hans Jørn Kolmos, der dog kommer med opfordring.

- Jeg er selvfølgelig bekymret ligesom alle andre, men jeg er ikke i panik over den nuværende situation. Den er, som man kunne forvente. Til gengæld er jeg meget bevidst om, at vi skal kridte skoene nu og efterleve reglerne, pointerer Hans Jørn Kolmos.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce