Annonce
Faaborg-Midtfyn

Taber trekvart million i omsætning om ugen: Nørre Søby Slagteren efterlyser mere retfærdig kompensation

Ronni Black Nielsen overtog for et par år siden virksomheden Nørre Søby Slagteren efter sin far, Jørn Black Nielsen, som fortsat hjælper til. Lige nu er virksomheden hårdt ramt af coronakrisen med et ugentligt tab på omkring trekvart million kroner. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Der er store spring i kompensationsordningen i regeringens hjælpepakke til erhvervslivet, og det rammer engrosvirksomheden Nørre Søby Slagteren, der efterlyser en mere retfærdig ordning.

Nr. Søby: Der er store huller i det sikkerhedsnet, som regeringen har spændt ud under det nødlidende erhvervsliv under coronakrisen. Så store huller, at Nørre Søby Slagteren frygter at falde gennem sikkerhedsnettet.

Nørre Søby Slagteren sælger normalt til hoteller og restauranter, men da de er lukkede for tiden, er der intet salg. Det rammer slagteren hårdt med et ugentligt tab på omkring trekvart million kroner, og han har allerede måttet fyre ni timelønnede medarbejdere samt sende fire funktionærer hjem med løn efter trepartsaftalen. Tilbage er der lige nu kun seks medarbejdere i virksomheden.

- Normalt har jeg en gennemsnitlig ugeomsætning på en million kroner, men siden coronakrisen brød ud, har jeg haft en omsætningsnedgang på mellem 75 og 80 procent, siger Ronni Black Nielsen, direktør for Nørre Søby Slagteren.

Den kompensationsordning for faste omkostninger, som skal holde hånden under erhvervslivet, har for store spring, mener han.

- Lige nu er det udregnet sådan, at du får 50 procents kompensation på dine faste omkostninger for 60-80 procents omsætningsnedgang, hvorimod du får 80 procents kompensation for 80-100 procents omsætningsnedgang. Hvis du ligger på en omsætningsnedgang på for eksempel 75 eller 78 procent, er der et kolossalt spring mellem de to muligheder for kompensation af de faste udgifter, og man kan frygte, at der er dem, som vil spekulere i at få så høj en kompensation som muligt ved eksempelvis at lukke for salg, så de kan komme op på de 80 procent, siger Ronni Black Nielsen, der understreger, at den slags vil han ikke selv spekulere i.

Annonce

For store spring

Han undrer sig over, hvorfor regeringen ikke har valgt at give kompensation svarende til den reelle omsætningsnedgang.

- Det burde være en rullende kompensationsgrad eller i det mindste mindre trappetrin med intervaller på fem eller ti i stedet for det store spring fra 50 til 80 i kompensationsgrad, siger Ronni Black Nielsen.

Desuden savner slagteren også at få dækket de tab, han har ved ikke at kunne komme af med sine ferske kødvarer.

- Mine fødevarer har en udløbsdato, og hvis jeg ikke kan komme af med dem, må jeg fryse dem, hvilket giver mindre værdi. Den forringelse af varelageret får jeg ikke dækket, siger Ronni Black Nielsen.

For at få lidt penge i kassen har han de seneste uger solgt kødpakker til private. Han har solgt mellem 80 og 120 om ugen til mellem 300 og 400 kroner stykket.

- Det er et lille plaster på såret, men slet ikke nok til at stoppe blødningen, siger Ronni Black Nielsen, der fortsætter med salget til private.

Han overtog forretningen efter sin far, Jørn Black Nielsen, for et par år siden, og til oktober har Nørre Søby Slagteren eksisteret i 50 år.

Trods de dystre tider er jubilæet ikke i fare, mener Ronni Black Nielsen.

- Vi skal nok komme gennem det her. Det er en solid virksomhed, og min far lagde ikke penge til side til sig selv. Men det bliver med kæmpestore skrammer, hvis vi ikke får en mere retfærdig kompensationsordning, siger den midtfynske slagter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce