Annonce
Danmark

Tømrermester: Halvnøgne kvinder på væggen er diskriminerende

Tømrermester Trine Callesen er 47 år og har læst antropologi, men hun endte med at vælge tømrerfaget, fordi hun gerne ville arbejde udenfor og bruge sine hænder. Privatfoto
Trine Callesen, tømrermester fra Nordfyn, siger, at vægkalendere med afklædte kvinder er en del af en machokultur, som er med til afholde kvinder fra at ville arbejde i byggebranchen.
Annonce

Kalendere: 47-årige Trine Callesen er selvstændig tømrermester på Nordfyn, og hun blev fortørnet, da der en dag uopfordret dukkede en kalender med afklædte kvinder op i hendes post.

- Man får kalenderne uden at have bedt om dem af værktøjsproducenter, men det er da pinligt, at de kunne finde på at sende en nøgenkalender til mig, siger hun og fortæller at hun sendte kalenderen retur.

Det er der tilsyneladende mange andre fra byggebranchen, som ikke gør.

En rundspørge fra Analyse Danmark viser, at næsten halvdelen af de adspurgte fra byggebranchen har kalenderne med billeder af letpåklædte eller afklædte kvinder hængende, og at 80 procent ikke mener, at det er en problem.

Men det gør Trine Callesen. Hun har siddet i Byggeriets Kvinderåd, som blev nedsat for godt to år siden for blandt andet at komme med anbefalinger til, hvordan bygge-og anlægsbranchen kan tiltrække flere kvinder.

Annonce

En del af macho-kulturen

Noget af det, der holder kvinderne tilbage, er blandt andet, hvad rådet har kaldt for en herskende macho-kultur. Og den kultur er kalenderpigerne en del af, mener Trine Callesen.

- Jeg er meget imod kalenderne. Hvis Dansk Byggeri vil have flere kvinder ind i byggebranchen, så kan det ikke nytte noget, at det første, kvinderne ser på arbejdspladserne, er halvnøgne kvinder på væggene. Kalenderne er ikke befordrende. De er diskriminerende, og de bliver jo heller ikke accepteret på for eksempel kontorarbejdspladser, siger Trine Callesen og tilføjer:

- Kalenderne, hvad enten der er mænd eller kvinder på dem, har ikke noget med arbejdet at gøre. Når man begynder at hænge sådan noget op, så har man har ligesom accepteret, at det er en slags værkstedshumor, eller hvad man nu vil kalde det.


Hvis Dansk Byggeri vil have flere kvinder ind i byggebranchen, så kan det ikke nytte noget, at det første, kvinderne ser på arbejdspladserne, er halvnøgne kvinder på væggene

Trine Callesen, tømrermester


Annonce

Opfordring til at sige nej

Trine Callesen har foreslået Dansk Byggeri at kontakte sine medlemmer med en opfordring til at sige nej til kalenderne.

- Dansk Byggeri kunne også som interesseorganisation kontakte de her firmaer og opfordre dem til at stoppe med at sende kalenderne. Og som sagt tage fat i sine medlemmer med en direkte opfordring til, at man lige tænker sig om, hvorvidt det her er noget, der måske hører fortiden til.

- Organisationen kan godt være mere fremme i skoen. Den behøver ikke at forbyde noget eller sige, at det er krav, men den kan jo godt komme med nogle opfordringer. Kalenderne er en forholdsvis simpel ting at tage fat i, siger Trine Callesen.

Byggeriets Kvinderåd

  • Dansk Byggeri nedsatte i marts 2018 Byggeriets Kvinderåd. Rådet skulle bl.a. komme med anbefalinger til, hvordan bygge- og anlægsbranchen kan tiltrække flere kvinder.
  • Begrundelsen var, at kun ni procent af medarbejderne i bygge- og anlægsbranchen er kvinder, og at det har været sådan de seneste 20 år. Ambitionen hos Dansk Byggeri var derfor at fordoble andelen af kvinder i bygge- og anlægsbranchen i løbet af 10 år.
  • Med i rådet sad bl.a. Lars Storr-Hansen, formand, adm. direktør i Dansk Byggeri, Per Christensen, forbundsformand i 3F, Christine Antorini, tidl. undervisningsminister (S), og tømrermester Trine Callesen.
  • I sin rapport angiver rådet syv ting, der får unge kvinder til at fravælge branchen. Det drejer sig blandt andet om en hård og til tider seksuel tone og en herskende macho-kultur. Man kan finde hele rapporten på Danskbyggeri.dk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Pendlere på Svendborgbanen til politikere: Få styr på det her

Annonce