Annonce
Erhverv

Tøjbutik i Svendborg lukker: Men ejeren åbner ny butik på samme adresse

Miriam Frank lukker sin tøjbutik, Mustus, og åbner en ny på samme adresse. Den bliver anderledes, men meget mere kan hun ikke sige nu. Foto: Katrine Becher Damkjær
Dametøjsbutikken Mustus lukker, men indehaveren har ikke sagt lejemålet op. I stedet varsler hun åbningen af en ny butik med et helt nyt koncept, som hun dog ikke er klar til at kaste lys over endnu.

Svendborg: Miriam Frank var lidt i tvivl om, hvorvidt det giver mening at tale om et ophørsudsalg.

Men faktum er, at hun har sendt en mail ud til sine kunder med besked om, at hun lukker sin tøjbutik, Mustus på Klosterplads i Svendborg, og der er store rabatter at hente, fordi butikken skal tømmes hurtigst muligt.

- Jeg havde mest lyst til at skrive ophør, men turde ikke. For folk skal ikke tro, vi lukker helt, siger Miriam Frank, der forklarer, at hendes forretning i Kongensgade i Odense samt Mustus' webshop fortsætter som hidtil.

Og hun har heller ingen planer om at trække stikket endegyldigt i det tidligere posthus i Svendborg.

- Men vi kan godt mærke, at det er en svær branche. Vi har masser at lave de tre måneder om sommeren, men det er en stor butik, og det føles ret overvældende for kunderne at komme ind i den på de stille dage, siger Miriam Frank, som oplyser, at hun sammen med ejerkredsen - butikken er familieejet - har forsøgt at tænke kreativt på det seneste.

Annonce

Noget andet

De er kommet frem til, at der nu skal sælges helt ud, så butikken kan lukkes i begyndelsen af februar.

Herefter skal der bygges om i tre uger, og planen er, at dørene igen skal slås op 1. marts.

- Det er slut med Mustus, som folk kender den i dag. I stedet laver vi noget nyt og spændende, som også kan tiltrække folk, der ikke lige er interesserede i at kigge på kjoler, og som kan give en aktiv butik 12 måneder om året, siger Miriam Frank, der lader forstå, at det ikke nødvendigvis skal være tøj, som skal være i fokus. Og meget mere er hun ikke klar til sige.

- Det er ikke 100 procent på plads endnu. Og det kommer også an på, hvor mange penge vi tjener på at tømme butikken, siger hun.

Mustus åbnede i Svendborg i 2013 og har lige fra starten haft onlineshop, og i sommeren i år kom butikken i Odense til, oplyser Miriam Frank.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce