Annonce
Debat

Tævede børn

VI HAR alle et ansvar, når det gælder om at beskytte børn mod mishandling. Derfor er signalværdien lige så vigtig som selve indholdet af socialminister Henriette Kjærs nye handlingsplan.

Et klart signal om, at hensynet til et barns velfærd og trivsel går forud for privatlivets fred og tilsvarende borgerlige rettigheder.

For uanset om man bryder sig om det eller ej, så er det en borgerpligt at gribe ind, når man observerer tilfælde, hvor et barn lider af omsorgssvigt eller ligefrem mishandling.

Det er ikke nok at sætte sin lid til, at sådanne tilfælde tager fagfolk sig af, hvis der bør ske indberetning til sociale myndigheder.

Det er selvfølgelig oftest pædagoger, sundhedsplejersker og lærere, der først vil få mistanke om, at et barn får tæsk af forældrene. Men i den slags tilfælde vil der som regel også være fjernere familiemedlemmer eller venner, der er vidne til eller har viden om voldelige overgreb på børn.

Det er ikke nemt for en bedstemor eller en onkel at gå til de sociale myndigheder med en mistanke. Men det er vigtigt at tage et opgør med den berøringsangst, der findes i samfundet over for medborgeres problemer.

Derfor er den oplysningskampagne, der er indbygget i ministerens handlingsplan nok så væsentlig. At ingen voksne er i tvivl om deres pligt til at tage affære ved vold mod børn.

DET ER også på høje tid, at der kommer en tidsfrist for kommunen til at træde i aktion ved anmeldelser af vold. Men den frist på fire måneder, som ministeren foreslår, er alt for lang. Hvis et barn bliver mishandlet, skal kommunens sociale myndighed kunne gribe ind øjeblikkeligt. Desværre er der set ulykkelige eksempler på en meget langsommelig procedure - ikke kun, fordi sagsbehandlerne har haft travlt, men fordi de sociale myndigheder ofte er usikre over for alvoren i anmeldelsen.

Kurser til udsatte forældre og bedre støtte til børn i misbrugsfamilier kan have en effekt, men det er nødvendigt at se i øjnene, at der er forældre, som ikke kan lære omsorg. Om der er nok så mange gode undskyldninger. Som for eksempel, at forældrene selv har fået tæsk som børn og aldrig mener at have taget skade af det. Et hjem med den holdning er ikke forsvarligt at byde børn i vores samfund.

BERØRINGSANGSTEN over for andres problemer er ikke det eneste, der gør problemet svært at håndtere. Det ligger stadig dybt i de fleste mennesker, at forældrene ejer deres børn, og denne ejendomsret må ikke krænkes. Man skal ikke blande sig.

Vi oprøres over en sag om døde svin, der har ligget og sultet længe, og at mishandlingen ikke blev afsløret i tide. Men når et barn får smadret sind og krop, vil vi helst dukke os og se den anden vej.

Børnene har ikke alene krav på opmærksomhed fra deres forældre men også fra deres omgivelser. Måske kan der forekomme tilfælde, hvor opmærksomheden udefra viser sig at være overdreven. Hellerede det, end at et mishandlet barn bliver ladt i stikken.

Mishandling: Ingen voksne må være i tvivl om deres pligt til at tage affære, når der sker overgreb mod børn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Samtale et vigtigt værktøj i demokratiet

Der kan siges meget om, hvordan det hele var bedre engang, hvor tosset magthaverne opfører sig, og hvordan det hele helt sikkert går helt ad Pommern til i vores tidligere så dejlige danske demokrati. Men så kan man også tage ud og møde sin statsminister, som 200 sydfynboer gjorde torsdag eftermiddag i Svendborg. Her gæstede statsminister Mette Frederiksen Debatteriet, hvilket sikkert ikke er gået din næse forbi, hvis du læser disse linjer. Og uanset hvad man ellers mener rent politisk, så er det sådan en aften, der bekræfter, at vi trods alt har fat i noget i Danmark. Landets politiske overhoved og almindelige danskere, høj som lav, ung som gammel, tæt på hinanden i respektfuld samtale med alt, hvad der hører sig til af debat, alvorlighed, grin, klappen og humor. Udover at være interessant og vitaminrigt var det i bund og grund også hyggeligt, som det kun bliver, når begge parter giver af sig selv. Statsministeren med en løssluppenhed og ironi, som jo altid begår sig bedre, når man er i lokale sammen. Og folket, der stiller sig op, griber mikrofonen og spørger til og fortæller om de sager, der ligger dem nært. Det er påfaldende, hvordan sådan en times samtale forløber helt anderledes end så meget andet politisk debat for eksempel på de sociale medier. Der blev ikke skældt ud, fundet på øgenavne eller afleveret en hård og vittig punchline, som endte med at optrappe en konflikt. Der blev snakket og lyttet respektfuldt til hinanden. Der var torsdag eftermiddag en imponerende spændvidde mellem spørgsmålene fra salen. Anbringelser, skærmtid, udligning, handicappede, klima og organdonation. Og selvom en statsminister selvfølgelig ikke kan eller vil svare på alt, er der altså en verden til forskel på at se Mette Frederiksen i en tv-debat og i forsamlingshus-rammerne i Debatteriet. Som det i øvrigt er med de fleste politikere. Også dem, som man har tendens til at ville skælde allermest ud. Måske kan vi alle lære af, hvad der sker, når vi kommer tættere på hinanden og kan se hinanden i øjnene, når vi skal snakke om det, der er svært. Både politikere, borgere og os i medierne. Så ser det heller ikke ud til, at det hele går så meget ad Pommern til.

Langeland

Klumme: At rejse er at leve

Annonce