Annonce
Udland

Sydkoreas smittetal er for første gang i over en måned under 50

Heo Ran/Reuters
Mens Sydkorea når en milepæl i virusbekæmpelsen, tages der kreative midler i brug, for at livet kan fortsætte.

For første gang siden 29. februar, hvor coronaepidemien nåede en foreløbig top i Sydkorea, har landet registreret færre end 50 nye smittetilfælde.

Mere præcist er der mandag lokal tid 47 nye bekræftede coronasmittede i landet.

Det oplyser sundhedsmyndighederne ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Dermed har der været i alt 10.284 smittetilfælde i Sydkorea, og 186 er foreløbig døde med Covid – 19.

Sydkorea fremhæves flere steder som et foregangsland i forhold til coronaindsatsen.

Ifølge mediet Videnskab.dk har myndighederne prioritet "et toptunet epidemiberedskab, fordi de tidligere har haft virusser som sars og mers og tæt ind på livet".

Det har i perioder betydet, at landet har gennemført omkring 15.000 test hver dag.

Lørdag meddelte Sydkoreas regering ifølge nyhedsbureauet dpa, at flere tiltag og begrænsninger fortsætter i to uger på trods af den hastige bedring i smitteudviklingen.

Reglerne om at holde afstand har blandt andet gjort, at kirkegængere har måttet ty til alternative metoder for at afholde gudstjenester.

Således er nogle kirker i Sydkorea begyndt at holde drive-in-gudstjenester, mens andre streamer direkte fra kirkerummene.

Ved en kirke i indre by i Seoul holdt omkring 150 biler ifølge dpa søndag parkeret, mens der blev afholdt gudstjeneste.

Flere kirker i Sydkorea har været under beskydning de seneste uger for at trodse retningslinjerne og alligevel lade folk samles i kirkerummene.

Blandt andet planlægger de lokale myndigheder i Seoul et muligt sagsanlæg mod den protestantiske Sarang Jeil-kirke for at holde gudstjeneste og overskride et forbud mod større forsamlinger. Det skriver nyhedsbureauet Yonhap.

Der bor godt og vel 50 millioner mennesker i Sydkorea.

/ritzau/

Kim Hong-Ji/Reuters
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce