Annonce
Svendborg

Sydfynsk samarbejde: Walsted fylder dokken hos Ring-Andersen

Luksusyachterne Poseidon (forrest) og Arizona - begge hjemmehørende i Skovshoved - under inddokning hos Ring-Andersen for service i Walsted-regi. Oppe på fordækket skimtes driftschef Henning Bøgh fra Walsteds Baadeværft. Manden i den grå kedeldragt er Thrane-brødrenes skibskonsulent og kontakt til værfterne, Lars Haagen Hansen. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.
Walsteds Baadeværft har modtaget et par kunde-både, der er for store til beddingen på Thurø. Nu fylder de to luksusyachter hele flydedokken hos Ring-Andersen i Svendborg. Søsiden besøgte et par forårstravle værfter.

THURØ / SVENDBORG Flydedokken ved Ring-Andersens værft på Frederiksøen er i disse dage et fint symbol på både maritimt, sydfynsk samarbejde og på lokale værfters aktuelle travlhed.

I en halv snes dage er dokken i Svendborg bogstaveligt talt fyldt til det yderste. De to 26 meter lange, inddokkede luksusyachter levner ikke mange centimeter mellem sig inde midt i dokken. Stævnen på den forreste og agterenden på den bageste yacht går også helt ud til dokkens vandkant.

Inddokningen, som Søsiden fulgte tidligere på ugen, forløb planmæssigt takket være bl. a. værftets medarbejdere Louise Skov og Jesper Ring-Andersen. Luksusyachterne Poseidon og Arizona ankom fra Ærøskøbing, hvor de under et par ugers ophold havde fået installeret saunaer.

For Ring-Andersens værft er dokningen af de to luksus-yachter en slags ekstern opgave. Værftsejer Peter Ring-Andersens kunde er Walsteds Baadeværft på Thurø.

- Vi har selv travlt for tiden, og jeg kunne måske godt have brugt dokken. Men vi lavede aftalen om leje af dokken med Walsted for omkring et halvt år siden, og så står den selvfølgelig ved magt, siger Peter Ring-Andersen.

Annonce
I stærk kontrast til træskibene på Ring-Andersens beddinger og broer står de to nye luksusyachter inddokket i regi af Walsteds Baadeværft på Thurø.. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.

- Fartøjerne bliver større

Det er første gang Walsteds Baadeværft har lejet dok-kapacitet hos Ring-Andersen. Tidligere har Walsted benyttet muligheden for at tage større fartøjer, end der er plads til ved værftet på Thurø, op på bedding hos Ring-Andersen.

- Tendensen er, at lystfartøjerne bliver større og større, så vi er glade for at kunne benytte denne mulighed, når vi skal arbejde under vandlinjen, siger værftsejer Bettina Walsted, Thurø.

Stabilisering forbedres

Den aktuelle opgave for Walsteds Baadeværft er bl. a. en opgradering af luksusyachternes stabilisator-system. De to fartøjer leveret af Holland Jachtbouw i Zaandam i 2018 er på begge skibssider udstyret med to bevægelige finner til modvirkning af bølgernes påvirkning. Læs: At styrke de ombordværendes komfort.

Når opgraderingen af stabilisator-systemet og andre dokkrævende opgaver er klaret, går den ene yacht til Walsteds Baadeværfts bro på Thurø, hvor andre arbejdsopgaver om bord venter.

De to yachter i Ring-Andersens flydedok er i hver side udstyret med stabiliserende, bevægelige finner for reduktion af bølgegangens virkning. Under dokopholdet skal stabiliser ingen optimeres. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

Udviklingsprojekt

Luksusyachterne tilhører brødrene Lars Thrane og Per Thrane. De er mange-årige bådejere, tidligere Walsted-kunder og har skabt deres formue ved salg af livsværket, skibselektronikvirksomheden Thrane & Thrane.

Den lysegrå Arizona og den havblå Poseidon er ikke “bare” et par luksusyachter. Langtfra. De to næsten-søsterskibe er et udviklingsprojekt skabt i samarbejde mellem brødrenes fire år gamle virksomhed Poseidon Shipbuilding Aps i Charlottenlund og den danske, verdenskendte skibstegnestue Knud E. Hansen.

Ring-Andersens flydedok er udnyttet til det yderste. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.

Miljø-optimeret

Arizona og Poseidon adskiller dig fra de fleste andre luksusyachter ved, at faktorer som miljø og klima er højt prioriteret overalt i konstruktionen.

Eksempelvis er fremdriften hybrid, dvs. delvis batteri og delvis diesel. Det betyder bl. a., at skibene kan sejle i miljø-følsomme områder med begrænset belastning af omgivelserne. Brændstoføkonomien er eksempelvis også langt bedre end for tilsvarende skibe.

- Vi har ikke fået disse skibe designet for at spille smarte. Vi har gjort det, fordi vi ville skabe et rigtigt skib, forklarer Per Thrane.

Sammen med broderen Lars er det planen at udvikle skibstypen og gennem deres selskab Poseidon Shipbuilding at afsætte tilsvarende miljøvenlige luksus-yachter.

Ring-Andersens værft på Frederiksøen. Walsteds Baadeværft har luksusyachterne Poseidon og Arizona i dok. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.

Vogn til streetfood

Bettina Walsted glæder sig over den specielle opgave og siger, at den er helt i tråd med værftets plan om at forstærke satsningen på at servicere større motorbåde.

- Vi laver stadig også alt muligt andet, som vi plejer - og vi har forrygende travlt i øjeblikket. Det går godt, fastslår Bettina Walsted, mens hun giver Søsiden en bekræftende rundvisning på værftets område i Thurøbund.

I hallerne runder vi bl. a. en trofgast gæst i form af den 140-årige krydstoldjagt Kong Bele og 12 Meteren Anitra. Udenfor ser vi værftets seneste nyanskaffelse - en hydraulisk løftevogn med traktor,en 50 fods, amerikansk yacht samt en knaldgul campingvogn under ombygning til salg af streetfood.

Så er luksusyachterne Poseidon og Arizona kommet på det tørre i Ring-Andersens flydedok. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: En god investering i fremtiden

Rundt omkring i kommunerne bliver sidste hånd lagt på det kommendes års budget, og det kan være lidt en jungle at navigere rundt i, hvis man vil forsøge at finde hoved og hale i alle tallene. I det hele taget kan det der med økonomi hurtigt blive noget, som er svært at overskue og gennemskue. Det behøver ikke engang at være et kommunalt budget, det handler om. Det kan også være den helt private økonomi. Især hvis man står på helt uden forudsætninger for at kunne skabe sig et overblik over, hvordan pengene bruges klogest og hvilken type penge, man helst skal holde sig helt fra. Derfor er det et godt initiativ, der er sat gang i Svendborg Kommune. Et samarbejde mellem kommunen, handelsskolen i Svendborg og et pengeinstitut, skal hjælpe nogle af kommunens ældste skoleelever til at forstå, hvordan en privatøkonomi egentlig er skruet sammen, hvordan et budget fungerer og ikke mindst hvilke lån, det bare en skidt idé at røre ved. Det har i nogle år været meget nemt at låne penge, men jo nemmere det er, desto dyrere er lånet også ofte, og det kan jo være nemt at lade sig friste. Forhåbentlig ved de fleste efterhånden, at kviklån bare er en sløj idé at kaste sig over, men det skader absolut ikke, at de nye generationer får forklaret, hvad der skidt, og hvad der er kanel, af en person, der er næsten jævnaldrende med dem selv. Sandsynligheden for, at der bliver hørt grundigt efter er formentlig større end, hvis det er et menneske på deres forældres alder, der står med en løftet pegefinger. Den slags er der nok af i deres liv, og skal det virkelig trænge ind, er det vigtigt at undervisningen i privatøkonomi foregår i øjenhøjde. Sandsynligheden for, at informationerne sidder fast, øges markant. Umiddelbart bliver det da også godt modtaget. De elever Fyns Amts Avis har talt med om projektet har taget godt imod undervisningen. Så præsenteres det rigtigt, er sandsynligheden for en god modtagelse af budskabet også stor. Og så kan det være, at vi oplever bare lidt færre mennesker, der havner i en gældsspiral, hvor dårlig økonomi og deraf følgende kviklån er dagens ret. Derfor fortjener de involverede parter i undervisningsprojektet stor ros. Det er - meget apropos - en god investering i fremtiden.

Annonce