Annonce
Svendborg

Svendborg Teater: Kom Jorden rundt på en aften

Holdet på scenen er (fra venstre): Kim Hammelsvang (Fix), Jacob Morild (Phileas Fogg), Thomas Mørk (Passepartout) og Lisbeth Kjærulf( Prinsesse Aoda). PR Foto
Svendborg Teaterforening åbner jubilæumssæson med opdateret klassiker omskrevet og præget af Flemming Jensens særlige humor.

Svendborg: I vinteren 2020 er det 50 år siden at en flok teaterinteresserede svendborgere stiftede Svendborg Teaterforening.

Her kunne borgerne fra september til april få mulighed for at se små og store forestillinger fra landets professionelle teaterscener. Det faste spillested har alle årene været Svendborg Teater. Jubilæumssæsonen åbner 2. oktober med en klassiker, udsat for den særlige humor Flemming Jensen er kendt for.

Denne gang har Flemming Jensen taget sin og Jesper Kleins tomands fortolkning af Jules Vernes "Jorden rundt på 80 dage" under kærlig behandling, genfortolket teksten og fordoblet rollelisten til fire personer.

Annonce

3 aftener

2. 3. og 4. oktober - hver aften kl. 19.30 på Svendborg Teater - kan man komme med på den frie fortolkning af historien om den rige englænder Phileas Fogg (Jacob Morild), der vædder hele formuen på at kunne nå jorden rundt på 80 dage.

En umulighed i 1870´erne. Undervejs Jorden rundt har han følgeskab af sin fumlegøj af en fransk tjener, Passepartout (Thomas Mørk).

Han forfølges af den listige detektiv fra Scotland Yard, Fix (Kim Hammelsvang) og forelsker sig i den indiske prinsesse Aouda (Lisbeth Kjærulf).

Forestillingen er produceret af DK Turnéteater.

Humoristisk musical

- Det er en musical, fortæller Flemming Jensen, der i de yngre år, sammen med Jesper Klein, tog landet rundt og klarede 52 forskellige roller og ditto omklædninger.

De fire skuespillere anno 2019 klarer sig med færre roller og omklædninger.

- Den excentriske Fogg med følge møder spændende, fremmede mennesker af anden etnisk herkomst, der dengang føltes charmerende, fordi de blev der, hvor de var, siger Flemming Jensen, der har sat i scene med hjælp fra Joy Maria Frederiksen.

Forestillingen kan ses af alle aldre. Billetter i Løssalg kan købespå billet.dk, på telefon 42290000, på Visit Svendborg og på Svendborg Teater en time før hver forestilling.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Et godt kompromis styrker kampen for cykelsti

De bløde trafikanter har lidt barske kår, hvis de vil tage cykelturen fra Ollerup til Svendborg - eller den modsatte vej. Derfor er det både glædeligt og forløsende, at der er ved at forme sig et fællesskab og en fælles front, som kæmper for en cykelsti, der kan gelejde cyklisterne sikkert rundt om Hvidkilde Gods. Den ene løsning har ikke nødvendigvis været bedre end den anden, men økonomien i forslagene har set forskellig ud. Nærmere bestemt har der tegnet sig et billede af, at den sydlige løsning koster halvt så meget som den nu fravalgte model. Og netop kroner-og-ører-spørgsmålet kan få afgørende betydning for, om projektet lader sig realisere. Der er jo et endnu et pænt stykke til målstregen. Vigtigt er det dog, at det nu er lykkedes at samle de vigtigste interessenter, og at de nu arbejder i helt samme retning. Målet har jo hele tiden været det samme, det er blot vejen - helt bogstaveligt - dertil, der har været forskellig. Betydningen af, at der nu er samlet en fælles front i projektet, er stor. Den lokale uenighed ville nemlig let kunne vise sig at være den største forhindring. I stedet kan der nu med langt større vægt arbejdes videre med at få overbevist de mennesker, der sidder på pengekassen, om, at det er en fremragende idé at etablere en cykelsti syd om søen ved Hvidkilde. Det vil muligvis give lidt udfordringer, når regningen skal betales, fordi staten med den ønskede placering ikke entydigt skal dække udgifterne, og Svendborg Kommune er jo ikke just ved muffen. Men måske kan der laves en fornuftig handel mellem stat og kommunen, så det hele kan gå op i en højere enhed. Det kompromis, der er indgået, har naturligvis krævet, at de involverede har været klar til at bøje sig lidt mod hinanden, og at de har bilagt striden. Det er nu sket. Tydeligst har gruppen, der plæderede for en cykelsti helt tæt på godset, bøjet sig, men det skal ikke ses som et tegn på svaghed. Reelt er den stærkeste vel egentlig den, der bøjer sig mest. Det er nemlig her viljen til at nå i mål vises allertydeligst. Så kan det sagtens være, at tilfredsheden ikke er helt i top hele vejen rundt undervejs i processen, men sådan er det jo nogen gange, når kompromisser skal findes. Nu er det første delmål lykkeligvis nået, og målet er stadig intakt. Og nu kan der sendes et entydigt signal til Vejdirektoratet med en vished om, at opbakningen til projektet ikke undermineres af interne uenigheder om, hvor cykelstien skal placeres.

Annonce