Annonce
Svendborg

Hygiejnen skal overholdes: Svendborg Sygehus har åbnet sit covid-19-afsnit

Svendborg Sygehus har nu en afdeling særligt indrettet til covid-19-patienter. Arkivfoto: Hans-Henrik Dyssel
En sengeafdeling på Svendborg Sygehus er blevet indrettet til at kunne tage patienter smittet med covid-19. Afsnittet er nu åbnet med plads til 15 patienter, men med mulighed for at øge kapaciteten, hvis der skulle blive brug for det.

Svendborg: Bliver man testet positiv for den pandemiske covid-19 på Svendborg Sygehus, behøver man ikke længere at skulle flyttes til Odense for at blive indlagt, sådan som det indtil nu har været procedure.

Svendborg Sygehus har netop åbnet sit covid-afsnit som en del af OUH's eskaleringsplan for håndteringen af det stigende antal covid-patienter.

- Der er ikke fyldt i Odense, men det giver mening i forhold til, hvor patienterne kommer fra, og hvordan personalet er oplært og uddannet til dem.

Det forklarer Mette Worsøe, der er ledende overlæge på Fælles Akut Modtagelse (FAM) og Medicinsk Afdeling og sammen med den øvrige afdelingsledelse ansvarlig for at gøre Svendborg Sygehus klar til at tage sin andel af covid-smittede.

Annonce

Klar til at øge kapaciteten

Covid-afsnittet er en almindelig sengeafdeling, som er blevet indrettet, så den er særligt egnet til at tage imod patienter med den særdeles smitsomme sygdom.

- Det handler om fokus på god plads og mulighed for, at man skal kunne tage værnemidler på, inden man kommer ind på stuen, og der er mulighed for at overholde alle de hygiejniske foreskrifter, der er. Så det ligner et almindeligt sengeafsnit, men med rigtig meget fokus på, at patienterne er isoleret, for det er de jo alle sammen, siger Mette Worsøe.

Det vil i udgangspunktet være de patienter, som kommer fra det sydfynske sygehus' sædvanlige optageområde, der vil få plads på covid-afsnittet i Svendborg. Og til at begynde med er der gjort plads til at kunne tage 15 patienter.

Afdelingen er bemandet af 36 sygeplejersker og sosu-assistenter fra 12 forskellige afdelinger, som alle er blevet omskolet i løbet af kort tid for at blive klar til at kunne tage sig af den særlige patientgruppe. Desuden er covid-afsnittet bemandet af 14 læger og to lægesekretærer.

Siden afsnittet åbnede mandag morgen, har arbejdet hovedsagligt bestået i at komme godt i gang.

- Det er gået godt. De mødte ind og er nu i gang med uddannelse og oplæring. Det er et nyt afsnit for mange af dem, det er nyt at arbejde sammen, så vi starter stille og roligt med, at de træner, også på stedet. De har selvfølgelig en hel del med sig fra de afdelinger, de kommer fra, men nu får vi dem så til at lære at arbejde sammen. Det er super spændende. Og så har der også været modtagelse af de første patienter, siger overlægen.

Hvor mange covid-smittede, der ligger i det nyåbnede afsnit, udtaler Mette Worsøe sig ikke om, da tallene endnu er så små, at det vil kunne identificere patienterne. Og i første omgang er det planen, at patienterne skal ligge på enestuer, og at de 15 senge vil være tilstrækkeligt til behovet.

- Lige nu ser det fornuftigt ud med det antal senge vi har, og vi kan øge, hvis der bliver brug for det, men vi følger det tæt, og som mange andre ting i de her dage, gør vi det, der er det rigtige i dag, og så kan det være, det bliver tilpasset og justeret i morgen. Det ved alle, og det er alle super gearet til, siger Mette Worsøe.

Gode patientforløb

Det er tyve dage siden, det stod klart, at også Svendborg Sygehus skulle tage imod covid-patienter. Det skete på det pressemøde 11. marts, hvor Danmark gik fra en inddæmningsstrategi til en afbødningsstrategi. Og det er endnu kortere tid siden, det blev besluttet, at Svendborg Sygehus skulle have et covid-afsnit.

- Så der blev sat turbo på. Jeg er rigtig glad for og stolt af, hvor hurtigt, det er lykkes os at få etableret det her afsnit. Det, synes jeg, er super flot, siger Mette Worsøe, der forventer gode patientforløb for de smittede.

- Nu kommer patienterne ind på Svendborg Sygehus, og hvis de så har covid-sygdommen, kan de også blive her. Det, tror jeg, er godt for patienterne. Og jeg synes, det er fint, at vi som sygehus kan være med til at løfte den opgave.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Jubilæum For abonnenter

Fra billettering og klingende mønt til digitalt rejsekort: For halvtreds år siden kørte Kjeld Uhrenholt sin første bus

Annonce